Jeg har været i Shanghai og se Expo og i Bejing og diskutere med danske erhvervsledere. Fin oplevelse. Men den danske Expo-pavillion ligner efterhånden et nedslidt Lalandia og kommunikation af Danmarks ”welfairytale” er lige dele konstrueret og kikset. Midt i skammen har vi et scoop: Havfruen som jeg herhjemme altid har oplevet som en sødladen biedermeier turistfælde står stærkt midt i Expos’ pseudo-modernitet. Hendes spaltede kærlighed, halvt ubevist dyr, halvt menneske og sensuel og dristig ved at sætte sit liv på spil for sin kærlighed – på en meget kysk måde – tager kegler. Især hos den halve millioner kinesere der hver dag besøger Expo.
Kinesiske kvinder er tilsvarende diskrete – men også meget direkte og åbne. Ikke bare dem på gaden om natten. Men deres forestilling om kærlighed er meget noget med lejlighed, bil og storskærm. Statusdrivet er enormt – og de skal nok få det hele. Så på vejen bliver det kærlighed til arbejdet – for arbejdet fylder alt, og ingen ved helt hvad de skal lave på deres frisøndag, hvorfor de sjældent har én! Jeg snakkede fx flere gange med samme meget søde, totalt kvikke og perfekt engelsktalende ekspedient. Hun arbejdede 7 dage om ugen 10 timer hver dag for 4.000 dkr. Pr. måned selvsagt. Og hun ville hellere have mere overarbejde (selv om det nogle gange er lavere betalt!), end mere fritid. Så kan man selv regne ud hvor meget tid der er til familie og kærlighed.
Jeg kom hjem til samme kost, fordi jeg selv havde en kæreste med nok endnu flere arbejdstimer om ugen end kineserne. Her er ambitionen ikke materiel, men konsekvensen af kærlighed til arbejdet er den samme. Jeg kender den kun alt for godt fra mig selv. Og så er det ikke til at få et ordentligt forhold. Så bedre at være alene.
I mit sene liv har jeg besluttet, at jeg vil dyrke arbejdet, når det er sjovt, men jeg vil ikke synke til bunds i det mere; heller ikke selv om jeg for tiden har et par arbejdende direktørkasketter. Så der skiltes vandene. Den ikke helt ufarlige Havfrue slog med halen…
Facebook
Tags
Academy A Adjungeret Advice Anker Brink Lund Anmeldelse Arbejde Berlingske Berlingske Business Blue Pen Bogomslag Branding CBS Cepos Dansk Erhverv DEA Den lille havfrue DJØF DONG Elisabeth Geday Expo Finansrådet Forelæsning Group Care Gyldendal Henrik Merkelsen Jesper Højberg Christensen Kina Kommunikation Kresten Schultz Jørgensen Kærlighed Københavns Universitet Lars Goldschmidt Lise Nestelsø Mads Kastrup Maja Horst Netværksbranding New York Niels Lunde Nikolaj Arcel; Sandheden om mænd; postmoderne Når forretningen kommunikerer Ovnhallen Steen Hildebrandt Strategisk kommunikation TDC Trine Beckett
Den postmoderne sandhed om mænd – og fortællestrukturer
I dansk postmoderne middelklasse får vi mænd kun momentvis forenet familie og seksualitet, tryghed og frihed. Resultat: Vi bliver aldrig voksne, beslutter os altid for sent eller for lidt. Men vi bliver hele tiden skilt og efterlader os ditto kæder af skilsmissebørn.
Det er sådan nogenlunde bundlinjen i Nikolaj Acels seneste film ”Sandheden om mænd”. Vi er nogle evigt drengede vovhunde, der bedrøveligt-depressivt iagttager vores livs pendlen mellem de for faste kvindemodellerede familiestrukturer vi hader – og så momentvise for løse emanciperede unge kvinder, vi heller ikke kan leve op til.
Så sandt, så sandt, vil mange af os altid nyfastholdte eller nyskilte nikke. Og så alligevel slet ikke. Arcels film fordobler hele det hele i sin drengede legen med formen. Sjældent har jeg set en dansk film, der så eksplicit leger med den dramatiske kurve og dens vendepunkter, aldrig så mange pasticher over kendte skuespillere i kendte danske genrer, aldrig så mange flash-backs og -forwards og metaindfald om hvor vi nu er i fortællingen og hvordan scenen også kunne være spillet.
Så ”Sandheden” handler reelt om fortællestrukturen hovedpersonen, der er manuskriptforfatter, vil sprænge – men selvfølgelig kun kan variere og tjatte lidt ironisk til.
Dermed bliver Arcels film selv mere offer for indfald, en ironisk postmoderne udgave af dansk folkekomedie. Og ligesom vi mænd ifølge filmen ikke kan forpligte os og tage store beslutninger, kort sagt blive voksne, kan filmen selv heller ikke. Den er konstant sjov og hygli’ – men når aldrig woody allanske højder, for der er ikke bare ingen sandheder: formen gør også de relative lidt ligegyldige.
Oppe over filmen kan man så spørge om vores gennemironiserede omgangsformer nu så meget er blevet dansk middelklasselivsform, at fordoblingen af alt til selvspejlende metaperspektiver skygger for muligt (mande)liv. Jeg tror det ikke, og håber det endnu mindre. Rolig kvinder – vi kan godt mere end I her ser!