Den postmoderne sandhed om mænd – og fortællestrukturer

I dansk postmoderne middelklasse får vi mænd kun momentvis forenet familie og seksualitet, tryghed og frihed. Resultat: Vi bliver aldrig voksne, beslutter os altid for sent eller for lidt. Men vi bliver hele tiden skilt og efterlader os ditto kæder af skilsmissebørn.
Det er sådan nogenlunde bundlinjen i Nikolaj Acels seneste film ”Sandheden om mænd”. Vi er nogle evigt drengede vovhunde, der bedrøveligt-depressivt iagttager vores livs pendlen mellem de for faste kvindemodellerede familiestrukturer vi hader – og så momentvise for løse emanciperede unge kvinder, vi heller ikke kan leve op til.
Så sandt, så sandt, vil mange af os altid nyfastholdte eller nyskilte nikke. Og så alligevel slet ikke. Arcels film fordobler hele det hele i sin drengede legen med formen. Sjældent har jeg set en dansk film, der så eksplicit leger med den dramatiske kurve og dens vendepunkter, aldrig så mange pasticher over kendte skuespillere i kendte danske genrer, aldrig så mange flash-backs og -forwards og metaindfald om hvor vi nu er i fortællingen og hvordan scenen også kunne være spillet.
Så ”Sandheden” handler reelt om fortællestrukturen hovedpersonen, der er manuskriptforfatter, vil sprænge – men selvfølgelig kun kan variere og tjatte lidt ironisk til.
Dermed bliver Arcels film selv mere offer for indfald, en ironisk postmoderne udgave af dansk folkekomedie. Og ligesom vi mænd ifølge filmen ikke kan forpligte os og tage store beslutninger, kort sagt blive voksne, kan filmen selv heller ikke. Den er konstant sjov og hygli’ – men når aldrig woody allanske højder, for der er ikke bare ingen sandheder: formen gør også de relative lidt ligegyldige.
Oppe over filmen kan man så spørge om vores gennemironiserede omgangsformer nu så meget er blevet dansk middelklasselivsform, at fordoblingen af alt til selvspejlende metaperspektiver skygger for muligt (mande)liv. Jeg tror det ikke, og håber det endnu mindre. Rolig kvinder – vi kan godt mere end I her ser!

Udgivet iKommunikation | Tagget , | 3Kommentarer

Kærlighed til arbejde – og til havfruer

Jeg har været i Shanghai og se Expo og i Bejing og diskutere med danske erhvervsledere. Fin oplevelse. Men den danske Expo-pavillion ligner efterhånden et nedslidt Lalandia og kommunikation af Danmarks ”welfairytale” er lige dele konstrueret og kikset.  Midt i skammen har vi et scoop: Havfruen som jeg herhjemme altid har oplevet som en sødladen biedermeier turistfælde står stærkt midt i Expos’ pseudo-modernitet. Hendes spaltede kærlighed, halvt ubevist dyr, halvt menneske og sensuel og dristig ved at sætte sit liv på spil for sin kærlighed – på en meget kysk måde – tager kegler. Især hos den halve millioner kinesere der hver dag besøger Expo.
Kinesiske kvinder er tilsvarende diskrete – men også meget direkte og åbne. Ikke bare dem på gaden om natten. Men deres forestilling om kærlighed er meget noget med lejlighed, bil og storskærm. Statusdrivet er enormt – og de skal nok få det hele. Så på vejen bliver det kærlighed til arbejdet  – for arbejdet fylder alt, og ingen ved helt hvad de skal lave på deres frisøndag, hvorfor de sjældent har én!  Jeg snakkede fx flere gange med samme meget søde, totalt kvikke og perfekt engelsktalende ekspedient. Hun arbejdede 7 dage om ugen 10 timer hver dag for 4.000 dkr. Pr. måned selvsagt. Og hun ville hellere have mere overarbejde (selv om det nogle gange er lavere betalt!), end mere fritid. Så kan man selv regne ud hvor meget tid der er til familie og kærlighed.
Jeg kom hjem til samme kost, fordi jeg selv havde en kæreste med nok endnu flere arbejdstimer om ugen end kineserne. Her er ambitionen ikke materiel, men konsekvensen af kærlighed til arbejdet er den samme. Jeg kender den kun alt for godt fra mig selv. Og så er det ikke til at få et ordentligt forhold. Så bedre at være alene.
I mit sene liv har jeg besluttet, at jeg vil dyrke arbejdet, når det er sjovt, men jeg vil ikke synke til bunds i det mere; heller ikke selv om jeg for tiden har et par arbejdende direktørkasketter. Så der skiltes vandene. Den ikke helt ufarlige Havfrue slog med halen…

Udgivet iKommunikation | Tagget , , , , | 3Kommentarer

Dobbelt snot kasketforvirret

Nu har jeg i 2 1/2 år været bestyrelsesformand og væk fra al daglig drift. Det har været herligt. Har bl.a. givet mig tid til at blive skilt, skrive bog, rejse meget, dyrke kæreste og opgive det igen.
Så sjovt at se sig selv i medier tilbage på scenen som ’Advice-stifter køber reklamebureauet Blue Pen og bliver adm. direktør’ og ’Jesper Højberg indtræder som adm. direktør for Groupcare’. Der er sådan lidt drift, lidt investor og virksomhedsdoktor over det. Og det er også korrekt, selv om det subjektivt ikke helt føles som et come back.
I to af de 9 selskaber jeg har den luksuriøse rolle som bestyrelsesformand og medejer (luksuriøs fordi jeg kan støtte med det jeg kan, når jeg vil – ikke når andre kræver det af mig)  har  jeg måttet træde ind som daglig leder i en periode.
I reklamebureauet Blu Pen pga. generationskiftehjælp og for at modernisere til netværksbranding.for de garvede reklamehåndværkere, som jeg arbejdede sammen med i tidernes morgen på Leo Burnett og hjalp med deres opstart i 1994.
Samme uge i juni ville skæbnen at jeg måttet gå ind som leder af software- og konsulentfirmaet Groupcare, der oprindeligt var en dot.com virksomhed for 3 studenter på SU, jeg i 1999 hjalp i gang med at lave et Facebook-community. Vi kendte jo bare ikke Facebook, og da indtægterne ved at være community for fodboldklubber og lign. er små, begyndte vi at lave medlemssystemer til større foreninger. Det nu 25 mand store firma var i sommers bare på fart stik mod afgrunden. Ikke pga. krisen, men selvforskyldt, pga.  lancering af ny software, før det var færdigudviklet nok. Og når sådan en motor i en arbejdsgiver- eller lønmodtagerforening ikke er implementeret helt perfekt, er det forretningskritisk og fanden er løs i Laksegade. Det kan godt være jeg selv er lidt af en nørd, men indsigt i IT er næppe nogen der vil kalde min spidskompetence. Det at lave en turn-around er nu ganske sjovt og det ser faktisk ud til at lykkes.
Nå, men jeg er altså stadig den samme: ”En mand af modsætninger” – som DJØF-bladet betegner mig (tak for mange komplimenter for min åbenhed i det interview). Men nu skal jeg jo indimellem ned fra min bestyrelseshimmel, dreje kasketten og sørge for drift og salg. Så by the way: sig til hvis du har brug for en reklame eller et nyt medlemssystem!  Selv føler jeg mig lige i dette øjeblik mest fuld af efterårssnot :-)

Udgivet iKommunikation | Tagget , , , , | 5Kommentarer

Bestseller! Hvad siger det så…

Min forlægger skrev begejstret, at ”Når forretningen kommunikerer” er på bestseller listen (må være for erhvervsbøger). Ok, er det så 5, 50 eller 150 solgte eksemplarer? Og er det noget boghandlerne har fundet på, er det fordi omslaget er pikant eller fordi nogle master-uddannelser har tvangsindkøbt den…?
Vi er mange danskere, der har en indbygget skepsis mod målinger af succes. Bl.a. dagligt næret af for mange pseudo-toplister i medierne. Men det ligger også dybere. Vi er lidt anarkister og vil ikke ses af og kontrolleres af systemer, vi har selvfølgelig vores jante-opdragelse og så synes vi let at noget er uretfærdigt.
Uretfærdige målinger i form af karakterer var et evigt emne for min 68 generation med ’sorte’ lærere. Nu omme på den anden side af det grønne bord har jeg endnu til gode at opleve, at der er over ét spring i niveau på gamle som nye skala mellem censor og eksaminator. Det skyldes at hvert fag har en lang tradition, hvor faglige kvalitetskriterier er eksplicit og implicit indlejret. Derfor er eksamen altovervejende en ret ensartet og korrekt vurdering. Også den mundtlige; for her, som ved rekruttering, er det meget let at se den relative kvalitetsforskel mellem 3 fremlæggelser på 20 minutter.
Så mit syn er mere nuanceret. Tydeligst er evalueringsproblemerne, hvor der ikke er en lang faglig tradition. Fx de omsiggribende stjerner i anmeldelser. Lad mig tage et eksempel på en udgivelse, der også kom lige før sommer – skrevet bl.a. af min gode ven Lars Goldschmidt. I Berlingske, tror jeg det var, fik den nye bog ”Harlekinledelse” 6 stjerner. Jeg vil hævde at bogen er tæt på ulæselig for de fleste (altså værre end min egen!). Der er virkelig sande guldkorn og et gennemtænkt ledelsessyn bagved, men det er skrevet meget klarere i nogle artikler inden. Bogen som helhed er ikke sammenhængende og virker panikredigeret af de travle DI-folk. Skal det så trække ned? Eller er det kun på niveauet af de bedste af tankerne, en bog skal vurderes? Sådan noget er anmeldere selvfølgelig ikke enige om, fordi de kommer fra alle mulige fagtraditioner eller bare fra egen praksis. Der er ingen institutionel indlejring, ingen fælles kvalitetsmålestokke som mediet har sat. Sådan virker det i al fald. Og derfor kan stjernerne ikke altid bruges til så meget.
Selv kan jeg anyway bare være tilfreds med mine egne mange anmelder-stjerner rundt omkring og især med at en så læserkrævende bog kan blive en slags bestseller. Det sidste måles ikke på kvalitet, men på kvantitet. 313 (præcise tal giver tillid) af Når forretningen kommunikerer flød over saxo.coms registrering i sommer. Tak fordi I købte den – fik I så også læst den i julis varme… py-ha.

Udgivet iBog, Kommunikation | Tagget , | Kommentér

Sorry, jeg kan ikke kommunikere

Jeg er ikke så god til at kommunikere, indrømmede jeg i et interview til DJØF-bladet, som kommer her i eftersommeren. Jeg er heller ikke så god til økonomi, tilføjede jeg så senere. Eller ægteskab. Eller… Var ærlig talt ikke forberedt på at journalistvinklen var så personlig. Men alligevel er det jo gået meget godt, især det med at leve af kommunikation.

Kresten Schultz Jørgensen var mere objektivt inde på det samme i sin i øvrigt velskrevne og anerkendende anmeldelse for et par uger siden af ”Når forretningen..”. Bogen er for svær, for irriterende med alle de managementmodeller, i al fald for Politiken-læsere. Og det har han ret i. Nu undlader Kresten så at nævne, at bogen har én meget distinkt målgruppe: ledere, nærmere bestemt topledere og de unge og veludannede (eller MBA-studerende), der drømmer om at nå direktionsgangene. Og de vælter sig – hvad enten det nu er naragtigt eller ej – i managementmodeller. Derfor også forskellen mellem Kresten der nok synes den er ”uforløst”, for den kunne have været ”lettere og klarere”. Helt modsat Steen Hildebrandt der i sin anmeldelse straks udbryder at den er ”vidunderlig” at læse, fordi den er ”så gennemarbejdet, så færdig”. Begge har formentlig ret. Men nu var den så skrevet til de typer Steen Hildebrandt inkarnerer teori-praksis broen for i Børsen managementtillæg. Ikke til Krestens Politiken-læsere, hvor det er mærkeligt med en bog om kommunikation, der ikke som en modernistisk artefakt kommunikerer elegant, belevent og uden dikkedarer med almindeligt kulturelt dannede mennesker. Det lever jeg ikke op til i bogen. Endnu mindre, når jeg taler. DJØF-journalisten, Trine Beckett, skriver meget rammende at mit sprog er ”en buffet af indskud, bisætninger og parenteser, jeg lægger tankeflugter og kommentarer ved siden af hovedbudskaber, krydrer med skæve pointer og humor eller skaber billeder, der siger noget helt andet end det foregående”.

Py-ha. Min kæreste (sprogforsker) prøver ind i mellem at rette. Uden det store held. Jeg må erkende det: jeg lever af noget jeg ikke selv kan!

Udgivet iBog, Kommunikation | Tagget , , , , | 2Kommentarer

Yt: Kedelig konference. In: Fed markedsdag

Der er ufattelig mange konferencer med lange taler om al den forskning vi skal leve af – også den humanistiske og samfundsvidenskabelige.  Hvad med at dele smagsprøver ud i stedet for at snakke om samarbejdet, afprøve det i praksis. Det ville man jo fx gøre med fødevarer! Så på torsdag d. 10. juni kl. 10-15.30 i Konferencecenteret i Fiolstræde 44 gør vi det. Academy A sammen med DEA godt støttet af DI, Dansk Erhverv, Finansrådet, DJØF og Københavns Universitet. Selv er jeg faktisk i Oxford sammen med rektorer og erhvervsfolk, for at se hvordan de gør det samme i England. Hvad der åbenbart ikke har forhindret mig i at udtale dette, som er rigtig konference-talk værdigt: ”Selv om rigtig mange virksomheder har mærket den økonomiske krise de seneste år, er det helt afgørende, at vi nu tør åbne øjnene og ørerne igen og blive nysgerrige over for, hvordan vi skaber vækst og muligheder for det danske samfund. Ved at skabe nye alliancer mellem humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning og erhvervslivet kan vi komme oven på efter den historiske nedsmeltning,” siger Jesper Højberg, medstifter af Academy A og bestyrelsesformand i Advice A/S, K-forum mm.

http://academya.dk/

Udgivet iKommunikation | Tagget , , , , , | 2Kommentarer

Skal toplederen altid være synlig i pressen?

Jeg forstår ikke, hvorfor man altid synes, at direktører skal ‘på’. Hvis de har en dagsorden er det fint – ellers ikke. Læs mit synspunkt i Berlingske Business.

Jeg forstår ikke, hvorfor man altid synes, at direktører skal ‘på’. Hvis de har en dagsorden er det fint – ellers ikke. Læs mit synspunkt i Berlingske Business.
Udgivet iKommunikation | Tagget | Kommentér

At have gjort sit arbejde og anstrengt sig…

Jeg kan godt lide en anmeldelse med den her optakt: ”Det er vidunderligt at få en bog i hånden, hvorom man med det samme kan sige: Den kompetente forfatter har gjort sit arbejde, og han har anstrengt sig. Bogen er gjort færdig. Man kan mærke det med det samme. Helheden er i delen.”.

Ja, indrømmet, det er nok ikke bare mine tanker tilbage til Georg Brandens om det store i det uendeligt små, men det at Steen Hildebrandts skriver det om min bog. Men det er ikke så meget rosen. Jeg har altid – hvad mange stakkels medarbejdere gennem årene vil medgive  – været utilbøjelig til at rose, fordi ros kræver mere ros. Det vigtige er at modtage anerkendelse, dvs. være i en kompetencerelation til en der ved og ved bedre. Og det er derfor det er så fedt at denne professor har siddet i sin lænestol i Århus og kan se, at her er der blevet arbejdet. Der er lagt et arbejdslivs rådgivningserfaring af ledelser og to års arbejde med at bearbejde dem ned i det her. Det er den kvittering, den indsigt, jeg har været glad for de sidste timers tid. I øvrigt har Hildebrandt skrevet en af de bedste introduktioner til kommunikation, der viser han selv har læst frygtelig meget kommunikationsteori. (Artikel i ”Den kommunikerende organisation” (2000), Samfundslitteratur).

Som Hildebrandt senere påpeger er bogen faktisk ikke så ”færdig”. Jeg er nemlig ikke færdig med noter og litteratur osv. til andet end første fjerdel af bogen. Det et er supersmart de løbende kan opdateres på nettet – men der er ikke det sjoveste bagefter at lave litteraturlister….

I øvrigt er der mange måder at arbejde hårdt på. Sad hos A.P. Møller – Maersk i går aftes og hørte ledelsen i rederiet og pressechefen fortælle, hvordan de i gamle dage bare smøgede ærmerne op. Men det er ikke længere nok hver især knokler. Der skal gennemtænkte systemer til. Det har også dér gjort ondt at gøre op med landekonger og strømline virksomheden. Samtidig har de også udfordringen med at hver enkelt ude i forretningen nu selvstændigt skal kommunikere. Samme dilemmaer som jeg skildrer med Danske Bank og Cowi som nogle af eksemplerne. Vidste godt bl.a. fra Niels Lunde, at det også var sådan i Maersk. Men det var spændende at få bekræftet. Der er meget arbejde at gøre.

Udgivet iBog, Kommunikation | Tagget , | 2Kommentarer

Billeder skal forankres

Det lærte jeg da jeg som 20-årig skulle til eksamen i Roland Barthes Mytologier på Københavns Universitet, eller det er i al fald hvad jeg husker. Jeg tror egentlig unge i dag sagtens billedaflæser uden, men jeg kan nu godt lide at der er billedtekster.

Så jeg har lige taget et par udvalgte billeder fra sidste onsdags forelæsning på CBS og tænkt højt med dem.

Forskningskommunikation

Forskningskommunikation Jeg synes de står ret tæt selv i den kæmpe Ovnhal, mens de snakker. I forgrunden to generationer. Anker Brink Lund, medieforskeren de fleste nok kender og Maja Horst, der er lektor i forskningsformidling også på CBS og de næste 5 år skal tolke på to fotos. Ikke dette selvsagt, men ét af forskning som videnskab og ét om forskning som forretning. En spændvidde jeg jo selv arbejder meget i – med nok nuancer er der vel til 5 års refleksioner….

Industrisamfundet

Industrisamfundet Jeg står i en fabrikshal, der er blevet et universitet og fortæller om min vision om at hjælpe fra industrisamfundets måder at tænke, handle, kommunikere og organisere på og mod viden- og netværkssamfundet, sådan som jeg beskrev visionen for Advice’s hjælperolle i 1991. Dengang var det lidt langt ude, i dag reelt. Samtidig er jeg jo så blevet klarere på, at det ikke er sådan at det ene paradigme afløser det andet – de er samtidige og gode valg. Det snakker jeg så løs om. Folks overtøj er ikke beskidt, men vådt – det har lige regnet.

Forbundethed

Forbundethed Seks af personerne - med ret forskellige attituder - på det her foto er tidligere medarbejdere på Advice, en er nuværende og bl.a. Pia til højre arbejder jeg en del sammen med i Academy A. Kors hvor har der været mange kommunikationsfolk ind gennem virksomheden på tyve år. Og hvor er det dejligt at have den forbundethed, at selv om man ikke lige arbejder samme sted mere, så deler man nogle fælles tanker, traditioner og referencer. Godt at mærke.

Et øjeblik

Et øjeblik Henrik Merkelsen (der lige har udgivet Håndbog i Strategisk PR) fægter altid med armene, når han taler, men her er han afdæmpet, mens Lise Nestelsø, direktøren for Gyldendal Business må lukke øjnene. Timme, redaktøren på K-forum er stået helt af, han har tvillinger og er lige kommet fra San Francisco med jet-lag. Det er som om selv energibundtet Elisabeth Geday, Coloplast, i baggrunden går lidt død. Men jeg kan bevidne det alt sammen kun er et øjebliksbillede – for senere på aftenen er de alle højst levende. Så vi tolker altid kun på et lille udsnit.

Udgivet iForelæsning | Tagget , , , , , | 9Kommentarer

Føj for en dag

Jesper Højberg Christensen, Cbs
Det var stort, at blive mødt af så mange med så meget. Da regnen stod i stænger lige op til kl.14, tænkte jeg ellers, at jeg da bliver den mest ensomme adjungerede professor i verden. Men bekymringen blev gjort til skamme. Da Jan Molin og Dorte Salskov-Iversen begyndte at rose mig – også ud over hvad ritualet påbyder – blev jeg lidt nervøs, men ellers gik det fint frem til afslutningen halvanden time efter, hvor jeg ikke kunne bestemme mig for, om de skulle diskutere hvad de havde fået ud af forelæsningen med sidemand eller lave en lille tælle-leg sammen. Nu gik det så over i det, en festlig reception under alle omstændigheder skal have fokus på: snakke med hinanden. Og det blev der.

Jeg tror nogenlunde jeg fik givet et indtryk af de tre felter, jeg mener strategisk kommunikation omfatter og de tre metodiske grundparadigmer ledelser skal håndtere. Fik vel også forklaret hvordan ledelsen skal flytte kommunikations fokus fra stabes medier til forretningens flow (og den del kan man så læse på K-forum). Og lidt om hvordan en ledelse skal håndtere de dobbelte krav til at centralisere og decentralisere kommunikationen. Samt vel givet lidt indtryk af hvor fantastisk spændende en felt med produktive og komplekse brydninger, vi arbejder på. Men der var nok lidt mange pointer samlet i et hug! Jeg kunne dog med tilfredshed konstatere, at et par professorer snakkede med hinanden, en revisor klikkede med flasker, en DI-direktør nikkede – men ingen var faldet i søvn!

K-forum havde lavet særlige flotte kager på deres stand, og Gyldendal fik vist solgt en masse bøger til særpris. Så alle var glade – og så blev jeg fejret stort igen om aftenen. Føj for en dejlig dag.

Billeder fra dagen

Udgivet iForelæsning, Kommunikation | Tagget , , | 1Kommentar
  • Når forretningen kommunikerer