So last century

Der var engang i forrige, industrielle århundrede, hvor den selfmade ejer-leder af maskinfabrikanttypen var sej og basis for dansk erhvervslivs succes. Sådan er det ikke længere. I sin portrætbog om disse typer hylder Carsten Steno dem som helte, men glemmer at fortælle, at fremtidens vækst og innovation vil komme fra universiternes snarere end værkstedernes folk.

Vi er i 1964, og lille, tætte Agner står i sin sorte habit og fægter med sine kæmpemæssige, vestjyske næver, hvor et par fingre mangler, men det gør guldringene ikke på de resterende. Jeg forstår ikke meget af, hvad der kommer ud mellem de tænder, der er tilbage, for det er rav-vestjysk. Men jeg kan ikke lade være med at glo på hans store, ny Mercedes, der lige er returneret fra messe i Hannover med poser af karameller af for mig uset volumen. Og frem for alt beundre hans propelfly, som mine ’dumme forældre’ selvfølgelig ikke giver mig lov til at komme med op i.

Bjergsomt og handlekraftigt
Han var maskinarbejder, siger min far på hjemvejen, nu er han maskinfabrikant. Af ladvogne, hvor han har sat en transportør på, så det er lettere at læsse roer eller sprede møg, eller hvad bønder nu har brug for. Han har, så vidt jeg kan forstå på min mor, giftet sig i høj alder med min mors kusine. Hun ryger cerutter og snakker med os og alle dem, der kommer til kaffe i campingvognen på Ungskuet i Herning. Jeg er lidt betaget. Her er det hele på en gang meget mere bjergsomt kontant og handlekraftigt og samtidig helt anderledes jævnt og ligetil end i min egen mere akademiske familie.

Så Agner med de store næver og mange statussymboler var en helt i mit og mine fire jævnaldrende fætres univers. Og nu er der udgivet et helteportræt over de tusinder af hedens selfmade Agner-folk, der lavede egen virksomhed, blev ejerledere, som det kaldes i Carsten Stenos kvad: ”De virkelige helte. Et portræt af ejerlederkulturen i Danmark”.

Kærligt portræt af bedagede helte
Carsten Steno, mangeårig redaktør af Erhvervsbladet, kalder det selv et kærligt-kritisk portræt af virksomheder med over 10 ansatte, hvor ejerne selv leder. Men det er, som i hans avis, mest kærligt. Og givet fortjent. Bogen har bare også et politisk formål. Den er ikke stilet til heltene, men til os andre, in casu politikerne, med en bøn: støt os, så går det Danmark godt.

Og her er jeg nødt til at skære det ud i det papir, Erhvervsbladet i årevis gratis blev distribueret på: Sådan er det ikke – længere. Mange af disse personer er fortidens helte. Danmarks succes var dem. Nu er de vores begrænsning. De opretholder arbejdspladser, men de skaber ikke nok af de nye og  moderne, som kommende generationer skal lave af.

For at klare transformationen fra enkeltmands-iværksætteren til at være selvstændig små eller mellemstor (SMV) virksomhedsleder, er der stadig brug for nogle med Agners værdier og den knoklen på, iver og sunde forretningssans, han havde. Men det er ikke tilstrækkeligt. Der er brug for:

  • højere uddannelse, når videnindholdet stiger fra en ladvogn til en chipstyret ditto. Og de her SMV’ere ansætter pr. tradition stadig alt for få akademikere
  • forskningsbaseret innovation, for smedens snuhed og snilde gør det ikke alene på et globalt marked. Og uanset alle de offentlige templer af væksthuse og GTS-institutter, og hvad ved jeg ud over landet: alt for mange virksomhedsledere kører på traditionen og får ikke overført nyeste viden
  • moderne ledelse og organisering, fordi en enkelt ene-ejer nok kan tage hurtige beslutninger, men ikke har det team af kompetencer og de strategiske tilgange, der skal til. De gamle patriarkalske netværk er ikke nok, de moderne flade involverende, som fx i de digitale virksomheder, skal til
  • mere avanceret forretningsforståelse, for når markederne er mere komplekse, dele af produktionen outsourcet osv., er det ikke nok at køre Mercedes’en til messe i Hannover.

Lidt for travlt med at modbevise manglende innovationskraft
Alt det ved Steno selvsagt godt. Han har fine diskussioner af de oplagte kritikpunkter, og han inddrager fx selv al den forskning, som hans objekt, ejerlederne, ind imellem forsømmer. Men han har mest travlt med at modbevise. Fx stresser han den pointe, at de ejerledede SMV’ers innovationskraft undervurderes i statistikker og debatter, fordi deres udvikling ikke laves i forsknings- og udviklingsafdelinger.

Til det er bare at sige, at selvfølgelig innoverer de. Selvsagt gør vi alle alting lidt smartere fra arbejdstilrettelæggelse til ugens rengøring, hver gang vi har chancen. Men den type innovation, ejerlederen selv kan stå for i dialog med sine kunder, er ikke nok. Der skal reflekteres mere systematisk, for at services og produktion er helt up to date – og min oplevelse er, at for mange stopper op, er for selvtilfredse i egen horisont eller ikke tør tage springet til næste stadie og opsøge nye typer viden og metoder.

Steno har ret i, at de her virksomhedsejere – han anslår tallet til 25.000 personer – ikke fylder meget i landets aviser, bortset fra hans egen. Nu møder jeg møder mest min barndoms Agner-typer på generalforsamlinger i brancheforeninger og til foredrag ude i landet hos Rotary, og hvad det ellers hedder. Det er stadig slagfærdige folk, og der bliver taget godt fra ved buffeten. Konen sidder stor, lattermild og med guldur, dejlig solbrun fra vinterferien på Phuket.

Solbrun, lattermild – og reaktionær
Men det positive livssyn forstummer, når talen falder på skat for ikke at tale om folkeskole, flid og fremmede. Det er ikke tilfældigt, at erhvervsorganisationerne har svært ved at tale en positiv udlændingedagsorden op, for dens modstykke lever sit liv blandt medlemmerne. Ressentimentet indfinder sig, stoltheden er ved at slides væk hos de gamle, traditionelle ejerledere af maskinfabrikant-typen. De aner vel, at det ikke er deres art, der skaber fremtiden. Og de holder da også på deres virksomhed. 21.000 ejerledede virksomheder skal generationsskiftes det næste tiår – og min erfaring er, at de fleste kun uvilligt tager snakken, hvis ikke lige søn eller datter står parat. Hvorfor giver de ikke virksomheden videre til medarbejderne – svaret blæser i vinden. Hvis ikke svaret er, at lyset stråler så meget fra solkongen selv, at ingen relevante emner er synlige.

Næste generation af helte vil udgå fra de universiteter, hvor mange forskerne kulturelt ellers har skyet bjergsomhed og karriere – og nu kan holde årtiets universitære og parasitære antihelt, Milena Penkowa, frem som bevis. Men det er ikke desto mindre disse unge, der skal og vil kaste sig ud i nye forretningsmodeller og nye typer services, enten i egne eller som intreprenører i store virksomheder. De har ikke mistet fingre i maskiner, kun liv i pc-spil. De er velskårne for tungebåndet. De er fremtiden. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen gør faktisk en heroisk indsats for at stimulere entreprenørskab og innovation i de akademiske miljøer, og ikke kun på ingeniør- og businessområderne. Hun har set, at det er her, det sner i fremtiden – mens de konservatives gamle kernevælgere, de klassiske ejerledere, til hendes frustration ikke bruger alle de offentlige teknologiske services, de så rundhåndet får stillet til rådighed.

Hurra for den nye underskov
Stenos bog går lige ind i en kamp om politisk indflydelse mellem de store, moderne aktionærejede  og funktionærledede virksomheder, og de mindre oftest ejerledede. Mellem de management-orienterede og de patriarkalsk orienterede. Mellem de højt uddannede og de oftest mindre højt uddannede. Man kan ikke andet end have sympati for de kæmpende underdogs. Og man kan kun støtte, at vi får en underskov af vækst på dansk grundlag, når de store optimerer ressourcer og flytter ud.

Men næste generation af ejerledelse bliver mere spin-offs fra de større eller teams af højt uddannede, der går sammen om en forretningsidé. Patriarkernes og cykelsmedenes tid er endegyldigt forbi. I næste generation af min familie var det kun blandt akademikere, der kom ejerledere.

Carsten Steno burde også have givet ronkedorerne en opsang, i stedet for mest at stryge dem med hårene. De skulle skures og ludbehandles, skulle de. For den, der var god i 1964, er på en række områder forkert afmarcheret i 2011.

Udgivet iKommunikation | 1Kommentar

Lundes moral-kanon: Top 100 erhvervsslidere vurderet i deres ansigts sved

From good to great i dansk erhvervsliv

Niels Lunde, tidligere erhvervs- og chefredaktør på Berlingske, nu  førende erhvervskommentator fra Politiken, har skrevet en kanon eller i al fald en kanonisering af top 100 danske erhvervslederne. De får et par opslag hver og en rangordning efter den indflydelse, de øver på det øvrige erhvervsliv. Alt i alt bliver det en klippe af en bog, en slags blå E-bog. Spændende læsning – bare ikke på den kulørte måde. For nok er vinklen personlig, men interessen er forretnings- og magtstrategisk. Og E er med stort, for det stor tunge Erhvervsliv.

Mange unge, samt almindelige læsere, vil således langt fra kende alle 100. Hvem er Gitte Aabo,  Jacob Meldgaard,  Lars Terney og Peter Korsholm, for nu at tage nr. 79-76? Et er, at viden- og webbaserede virksomheder ikke eksisterer her, og at topchefer ikke kan være offentlige, og kun til nød lede organisationer. Men noget andet, at medievirksomheders ledere fra Egmont, DR/TV-2, Pol/JP, Berlingske, Gyldendal og Louisiana er strøget, og at kendisser som Asger Aamund og Flemming Østergaard er forment adgang. Det sælger bogen næppe billetter på på handelshøjskolerne.

Skønt personcentreringen og skønt selv førende i medierne, er Niels Lunde helt kold over for ungdom og medietække. Der er kæmpe forskel på Berlingske Nyhedsmagasins ’front stage’ spektakulære Se&Hør-kriterier for erhvervsliv og så det reelle ’backstage’ erhvervsliv. Som i Niels Lundes forrige – og fremragende – bog ”Hr. Møllers nye mand” om Niels Smedegaard (nr. 6), er der intet kulørt. Smedegaards hele liv er i privatmæssig henseende så spændende som 15 minutter i Klaus Riskjær Petersen eller Kurt Thorsens. Men det anfægter ikke Lunde. Hans første arbejdsplads var DA – og perspektivet er fortsat herfra. Scient. pol.’en ser på magt og på de store industrielle ledere og rederes vækststrategier.

Inden for den gruppe kan Niels Lundes kriterier så jo nok alligevel blive udfordret. Hvorfor er bankdirektører placeret så lavt? Har Christian Clausen, Nordea (nr. 20) og Peter Straarup, DB (nr. 23) ikke enorm indflydelse selv om de (heller) ikke træder nye vejet? Hvorfor kan de jyske dyne- og kjolekonger Lars Larsen (nr. 10) og Troels Holck Larsen (nr. 17) siges at have større indflydelse end kapitalfondsdirektører, der restrukturerer virksomheder på stribe, som fx Ole Andersen, EQT og ISS, B&O og DB (nr. 33) eller Christian Frigast, Axcel (nr. 84)? Hvorfor er ejere særligt magtfulde (Anne Uggla som nr. 4), og Maersk Mc Kinney-Møller (nr. 1), der måske ikke er walking dead, men dog tæt på det sidste, når enormt og bredt toneangivende bestyrelsesformænd som Pram-Rasmussen (nr. 22) og Fritz Schur, der styrer SAS, DONG og vist det kvarte Venstre, kun er nr. 21?

Her skal man forstå Lundes rationale.  Det er heldigvis ikke skjult: det handler  primært om jysk husmandsflid. Dernæst om hartkorn, altså størrelse. Det reelle kanon-kriterie for Lundes hakkeorden er moralsk: 1) Hvor meget slider du operativt? og 2) Hvor meget er du ejer af succes’en?

Derfor er finanskapital, indsatte bestyrelsesformænd, osv. ikke rigtig værdsat. Og er kun med, hvis de er meget store. Og alt fra revisorer i Big Four over advokater med mange bestyrelsesposter som N.E. Nielsen og venner, for ikke at tale om rådgivende ingeniører og managementkonsulenter, er udelukket For de har ikke rigtig tjent sig op, og hvis de har, er de for akademiske, for lidt ’operational’. En i mine øjne fornyer med Nørby-udvalget og skaber af en stor servicevirksomhed som Lars Nørby Johansen (nr. 70), er lavt rangeret, og Mads Øvlisen ikke med. De er for teoretiske. Due Jensen (nr. 2), der jævnt hen er bærer af de samme værdier, er i top. Fordi han har slidt sig til dem fra smed over teknikum til sin egen (arvede ) storvirksomhed. De sande slidere kommer helt fra dybet, er en slags forvoksede smede og håndværksmestre, der ikke har siddet ved for mange skolebænke.

Det kan man også se på de såkaldte ”værktøjer”, Niels Lunde angiver for hver enkelt. De er med hans egne ord ”overraskende enkle”. For Lunde, selv cand. scient. pol. fra Århus – så kan det vel ikke blive mere modelteoretisk – vil nu det enkle liv, de simple fornuftssætninger. Heldigvis ikke som i populærlitteraturen, fx  Conveys ”De 7 gode vaner”, som er personlige. Men strategisk simple. Kend dine kunder, fokusér,  eksekver osv.  De fine modeller fra universitetet eller bare Harvard Businees School  tæller ikke.  Thomas Malnight fra IMD er den eneste management-rådgiver, der qua Niels Lundes A.P. Møller-tæthed kan få accept.

Lyder det kritisk? Det er det egentlig ikke. Lunde er bevidst og ærlig om sin præference for praktikkens slidere. For det andet er det faktisk det dominerende syn i det klassisk store erhvervsliv selv. Og  så må jeg indrømme, at  jeg langt hen ad vejen deler hans syn. Fordi det vitterlig er vejen til succes her. Jim Collins har skrevet nogle verdenskendte bøger om det, fx From Good to Great. De viser, det stik modsatte af mediebilledet. De bedste erhvervsledere er ydmyge, hårdtarbejdende, med klart fokus og sikker eksekvering. De træder i baggrunden og giver teamet æren, de optræder ikke i medierne, er underspillede, vedholdende og ordholdende osv. Collins undersøgte 1000 amerikanske virksomheder, Lunde nøjes med 100 danske ledere.

Pointen er bare, at det ikke skaber historier og konflikt, meninger og spektakulære begivenheder – alt det, normale journalister og normale kommunikations- og personlige branding guruer higer efter. Kun hårdt arbejde, år efter år, tæller, når Lunde lunter afsted. Niels Lunde er noget så mærkeligt som en journalist, der er ujournalistisk. Jeg elsker det. Så selv om finanskapital og videnskapital nok bliver lidt vigtigere i fremtiden, end Lunde kan lide, og politisk indflydelse og lobby er en opgave for alle CEO’s., ikke bare i klima- og clean tech virksomheder, så er det fint med mig, at knofedt og stålsat vilje, mere end synlighed, fikse ideer og smarte koncepter, fører til topplacering. Men måske ’føj for en kold tyrker!’ for andre. Hvad siger Niels Lundes mange yngre kommunikationskolleger til, at han sætter kommunikation på sidelinjen, og stilfærdig forretningsskabelse der, hvor den er: lige i centrum?

Niels Lunde “100 topchefer”; 460 sider; L&R Business,
ISBN: 9788711414170


Udgivet iBog, Kommunikation | 92Kommentarer

Landbruget snyder – sig selv

Er Jørgen Leth fødevareerhvervets frelser?

I dagens Søndagsavisen kører en 3 uger gammel (pseudo)nyhed om at det er ”Jørgen Leth der skal redde landbruget”, dvs. speaker de reklamefilm, Landbrug & Fødevarer massivt ruller over skærmen. Det kan tolkes som en PR-indsats i gratismediet for at skabe opmærksomhed om kampagnens indhold. For en offentlig debat om kampagnen er der – sikkert modsat af hvad bureauet lovede og landbruget formodede – foreløbig ikke den helt store gang i, selv om man kækt melder ud, at enten er man for landbrugets fremtid eller også er man imod. Debatten løfter sig så vidt jeg kan overskue det heller ikke på kampagnens (digitale)debatforum. Hvorfor?

Ikke fordi filmene ikke visuelt er lækre. Ikke fordi budskabet ikke strategisk er vigtigt: Landbrugets fremtid ligger i moderne, videnskabeligt baseret drift. Men fordi genren er malplaceret. En TV-reklame skal mest sælge, mindst foredrage. Hr. og fru Danmark foran skærmen skal og vil ikke høre om landbrugets fremtidige produktionsformer i propagandaform. Landbruget skulle entydigt have satset på selv at stramme op med konkrete initiativer og fortælle om dem – og samtidig langsigtet på at bearbejde politikere og opinionsdannere, med andre ord de færre, der kan se det økonomisk-politisk potentiale og bestemmer over landmændenes fremtidige rammevilkår.

Den aktuelt opinionsdannende bold har så dele af landbrugets store hartkorn, under eufemismen ”Bæredygtigt Landbrug” kickstartet.  Store meningsannoncer i hovedaviserne med rubrikker som ”Farvel du danske muld” udmaler, hvor slemt det går, hvis landbruget ikke får afskaffet  ”de danske særafgifter og begrænsninger”. Kort fortalt handler det om at rulle miljøet tilbage eller tage de grønne dele ud af Regeringens Grøn Vækst til fordel for flere skattelettelser og kompensationer. Det ser ud til, at de bedre når deres mål, jf. Politiken, men det kan jo så blive en boomerang under en ny regering.

Og i al fald modarbejder de dele af storlandbruget langt hen den samlede fødevareerhvervs linje. For det første taler det traditionelle sortsyn og krævermentaliteten direkte mod TV-kampagnens forsøg på at opbygge en konstruktiv-fremtidsoptimistisk branding af primærerhvervet. For det andet er det jo netop de store landbrug, der først og fremmest skal omstille os til den positive moderne fremtid med videnskabeligt baseret stordrift; og så truer de i deres egen kampagne med udflagning!

Forvirret? Det er landbruget vist også. De er så indbyrdes uenige, at de underminerer deres eget samlede budskab. Er det ikke lidt af en fadæse, at der ikke er internt fodslag, når man går så voldsomt ud? Anyway, Jørgen Leth – den levemand vi nok mindst af alle kan forbinde med fødevareerhvervets såvel historiske som ønskede brand – kan smile hele vejen hen i banken. Jo, han er da glad for pengene, forsikrer ’landbrugets redningsmand’ Søndagsavisen denne solbeskinnede søndag i kolde februar. Velbekomme.

Udgivet iKommunikation | 5Kommentarer

Går landbrugets imagekampagne i sort?

Fødevareerhvervet giver os billeder – forbrugerne kræver handling

”Fremtiden er ikke så sort som den har været”, er landbrugets nye (halv)optimistiske slogan, der massivt vil rulle over skærmene fra i morgen. Imens kører bønder fra min hjemegn deres traktorer på gaden, landbrugets øverste formand er syg, den kampagneansvarlige fyret op til lanceringen, jordpriserne falder og den interne splittelse stiger. Så det ser lidt sort ud. Men det er vel bare ekstra gode grunde til at købe sig et skud optimisme og et bedre image, har de måske tænkt på Axelborg.

Reklamekampagnen vil stensikkert blive diskuteret – intern i landbruget og i kommunikationsbranchen. Men de fleste i målgruppen, ca. 5 mio. danskere vil næppe bemærke synderligt. Modsat andre kampagner kreeret af  Frederik Preisler, reklamebureauet Mensch, er den ikke provokerende. Snarere tværtimod. Anslaget på de 60 mio. gode brugte kroner (skattebetalte må formodes) er en sød og sprød visuel 70 sekunders fremvisning af kønne billeder tilsat Jørgen Leths speak, der starter ”Der er et yndigt land…”.

Det yndige land var også kaldeordet for den kampagne Kunde otte år før – dengang til 80 mio. kr. – måtte pakke sammen. Landbruget kunne ikke blive enige om den.  Men det interessante er ikke landbrugets fraktioner eller de forskellige kampagners kreative ambitioner eller mangel på samme. Det interessante er om den type omdømmepropaganda virker i dagens Danmark eller ej. Og her vil jeg ud fra såvel erfaring som forskning hævde, at:

-       Vi ved, at det er ændret adfærd i et erhverv, der kan ændre holdninger, ikke ord. Fra minkavlere til svineavlere kan de derfor fremmane alt det kønne de vil, hvis deres dyr ikke behandles ordentligt, eller pesticider og gylle flyder over, overbeviser det kun få.

-       Vi ved, at størstedelen af befolkningen har  en meget rodfæstet holdning til landbrugserhvervet. De er imod det industrialiserede landbrug. (Og erhvervet incl.  Arla gør med deres nostalgisk-idylliserende kampagner intet for at ændre det.) Så alle de smukke billeder og fremtidsscenarier i omdømmekampagnen vil næppe flytte omdømmet. Propaganda forstærker kun forbrugernes egne rodfæstede skeptiske opfattelser.

-       Vi ved, at politikerne er dødtrætte af, at landbruget ikke selv rydder op i brodne kar – og at landbruget har svært ved det. Producenterne har en tavs solidaritet med hinanden, og kontrollanter tør ikke anmelde de alt for mange, der ikke vil leve op til love og regler. Så  det er svært at se en ende på skandalerne, der konstant vil modsige de fine følelsesstemte fremtidsbilleder.

-       Vi ved, at man ikke behøver være kritisk journalist a la Mike Mistrati eller Keld Hansen for at se en foræring i en forskønnende omdømmekampagne. Enhver førsteårselev på designskoler kan sætte de stik modsatte fotos af sprængte gylletanke og forpinte dyr til Jørgen Leths speak og YouTube vil være tusinder af landbrugskritiske klik rigere på onde parodier.

Jeg har så ondt af erhvervet, fordi jeg holder sådan af det. Jeg har faktisk ofte selv forsøgt i møder, på konferencer, i radio og tv-udsendelser og i mange for lange artikler betalt af landbruget selv, at beskrive, hvorfor de hellere skal innovere sig frem til et hypermoderne videnskabeligt funderet og ansvarligt landbrug og ad den vej vinde forståelse. Men krybben er tom, stoltheden på retur, luksustiden, hvor for mange bønder spekulerede i alt fra udestuer til valuta, forbi. Nu i krisens nedtur er statsstøttede CSR-projekter aflyst. Sidste udvej er reklamens mirakler. Trængt op i en krog er det svært at forstå, at vi 5 mio. kræver handlinger – det kunne se ud som om de 50.000 i primærerhvervet, hvoraf snart kun 5.000 reelt er aktive, håber det mest kan klares med ord og billeder.  Sorry to say friends: Image-nedturen er ikke vendt. Den er præcis så sort, som den har været – nu kun 60. mio kr dyrere.

Udgivet iKommunikation | 26Kommentarer

Kommunikationschef som dameglad idiot

1. afsnit af depressionskomedie lidt morsom og leth triviel

En Lars Brygman fuld af ticks og overgjorte vovsede fagter agerer kommunikationschef og chef for Lykke Leth, der så gerne vil ansættes i medicinalfirmaet ”SanaFortis”, som ekstern k-medarbejder (det interne er jo kedeligt). Og kommunikationschefen falder for hendes bryster. Det er sådan dansk folkekomedies skildring af niveauet i erhvervslivets kommunikationsafdelinger.
Ligesom sidst – hvor TV-dramaet ”Borgen” rummede vild overbetoning af spindoktor-rollen og ikke havde meget med Christiansborg reelle politik- og mødehverdag – så er virkeligheden i ”Lykke” ligeså stiliseret og kommunikationens rolle for ledelsen ligeså karrikeret. Det er ud fra en realismeforestilling selvsagt beklageligt, for det er ikke tit Tv-dramatik reelt har chancer for at skildre erhvervslivets, herunder kommunikationsafdelingers, problemstillinger. Det vil de to manuskriptforfattere givet også få at høre for.
Men det er nu ikke realismens alen serien skal måles op mod. De trælse hverdagsprocesser i en kommunikationsafdeling kan næppe gøres dramatisk ophidsende. Serien er og må vurderes som fiktion, og arbejdspladsen er bare en kulisse om såre menneskelige spændinger omkring ambition, magt, kærlighed, sex mm. I ”Lykke” endda mere udpræget end i fx ”Krøniken” og ”Borgen”, fordi genren her mere tydeligt er folkekomedie på grænsen til lagkagekomedie.
For mig havde1. afsnit enkelte morsomme scener, men var overvejende uden nerve og virkeligt drama, stedvis så firkantet som dobbeltydigheden mellem reel lykke og lykkepiller a la Lundbeck. Jeg sad og håbede ham det unge talent Bostofte ville spille en af sine roller i Rytteriet i stedet og jeg så frem til at Løkke og Thorning kunne ‘spille’ bedre den næste time på DR1. Og det var lige før. Men jeg vil gerne modsiges og overbevises mere af de 17 næste afsnit. Hvis jeg holder ud. Fx kan Folketingsvalget jo komme i vejen…

Udgivet iKommunikation | 70Kommentarer

Julefrokost – i verdens 5. fattigste land

To julefrokoster med 100 glade danskere. En verden til forskel.

Som ses: Julefrokost i Salon K med Advice, Digital og K-forum – og jeg ligner det julede indslag med lys i den våde lampe. Sådan var det ikke til dansk classic julefrokost hos den danske ambassadør i Maputo, Mozambique.

For dér er det de mange lokale, sorte hushjælpere, der i 35 graders varme er i nissetøj og nissehue. Gad vide hvad de ville tænke, da den lokale 3F’er vil have selskabet til at synge ”Når jeg ser et rødt flag smelde”. Bare resterne fra fiskefilet og sylte ville kunne smelde så de brødføder deres familier hjemme en uge. Det åndelige indhold i det officielle DK’s repræsentants vittigheder om forveksling af ’chinese juice’ og ’chinese judes’ og forgæves forsøg på mere fællessang, går nok også hen over hovedet på dem.

Her mangler intet. Alt fløjet ind fra rugbrød til kravlenisser. Regeringen støtter ikke det lokale landbrug; det er der ikke penge nok i til egne lommer. Så mens den norske laks glider ned med linieakvavit, når jeg lige at tænke, at maden i dette land med absurd godt klima lige meget hvad vil være importeret. Den danske koloni er mest bistandshjælpere  og Cowi folk på ’demokrati’ mm projekter, enkelte driver lidt statsunderstøttet forretning med frugtproduktion eller tæpper, samt selvfølgelig gode Maersk folk. The usual suspects. Alt det som ville være blevet vrænget af hos de trendy bureaufolk i Cph. -  i al fald når vi er sammen – vækker her berettiget barnlig begejstring: Rugbrød, sild, svinekød. Hvis svinesylte er så lækkert, så giv det til muslimerne, vrænger jeg med henblik på byens rigeste mand, der er muslim og udnævnt af Obama til US narkofjende nr. 1. Men landet er i valutakrise, hvis hans narkodollars stopper.  Ødelæg heller ikke den gode stemning og det sponserede fadøl med at forarges over at 60% af BNP er offentlig vestlig hjælp og samme procent at hjælpen og store procenter fra narkoens uhindrede flow ender på forhånd i de forkerte lommer, maner en ngo medarbejder til mig ud på aftenen. En af hans lokale venner kan ikke få job, fordi han har anmeldt korruption til myndighederne – der jo bare er de mest korrupte osv. Ved udbud byder kun partimedlemmer og kun partimedlemmer kan komme højt i ministerier og så vinder de, hvorefter de selv godkender, at der ikke behøver laves noget, fortæller en IT-virksomhedsleder mig, der jo så kun kan leve af de private, der endnu ikke er regeringsejede eller -infiltrerede….
Jeg er her faktisk for at starte web-projekt op. Største hindring er at skaffe uddannede folk fra de fire universiteter, der kan og vil. Man ansætter ti og håber på at en eller to  gennem træning er mulige. Den danske stat kan støtte med 5 mio., men selv ikke det er nødvendigvis afgørende. Stadig er ingen hoppet i ambassadørens svømmepøl, det er nok kun mig, der ikke er vant til at blande snaps, øl, vin og spiritus. Jeg er ude i en stor glad dansk lomme,  hvor en del er groet fast i nem livsnydelse og lokale ægteskaber subsidieret af lave priser, megen hushjælp og perfekt klima.  For mig er denne del af Afrika så megen snavs, mudder og elendighed tilsat vilkårligt bureaukrati, at mit temperament ville have svært ved permanent ophold. Men der er i Mozambique ikke nogen utryghed, alle smiler og ingen aggression, selv om der var gadeoptøjer i september over voldsomt stigende priser i et land, hvor månedslønnen er 300 kr.

Det eneste de lokale danskere taler om med bekymring, hvis de ikke har penge nok, er deres sundhed, pension osv. Det er trods alt godt at være dansk. I al fald lidt endnu, tænker jeg før jeg går ud på vejene med de imponerende navneskilte: Karl Marx, Ho Chi Min og Vladimir Lenin Allé. Den mest til højre er Oluf Palme Allé, men den er også mindre end Kim Il Sung Allé, der løber op til US ambassaden. Slutresultatet af FREMLINO’s revolutionære styre er ikke andet end gadedrenge, bulede lastbiler, små støvede butikker, opbrudte fortove og grimme højhuse fra partisocialismens første år. Det er distribution af elendighed. Verdens 5. fattigste, så hjælpen strømmer ind nu der ikke er så mange ludfattige lande tilbage.

Rigtig god jul!

Udgivet iKommunikation | 12Kommentarer

Ligger lykken stadig i – drømmen om – det ulovlige

Det tror karaktererne i Woody Allens seneste ”You will meet a Tall, Dark Stranger” som i mange af hans fyrretyve foregående komediedramaer.  De drømmer om den fremmede på den anden side af blokken (ikke bloggen).Og som regel ender det selvsagt galt, når hovedpersonerne dropper deres parforhold til fordel for de forbudne frugter – og bagefter står ribbet for deres illusioner, om end måske lidt klogere på livet. Jeg er på det sidste præsteret at se mig gal på gode film. Så nu har jeg chancen for at se det bedste i en halvdårlig. Og den her er – målt med Allens normale alen – halvhjertet, usammenhængende, uden vilje – uden over de kostelige momenter der altid er i en Woody Allen film. Interessante skuespillere som fx Anthony Hopkins, er ikke ond kun ynkelig og Antonio Banderas ikke sej, kun kedelig osv. osv. Suverænt bedst er Gemma Jonas som forvirret gammel dame. Hun fjumrer – fyret efter 40 års ægteskab – naivt neurotisk rundt og dyrker ånder og kvaksalveri – og finder som den eneste (måske) lykken. Så det er pointen i denne over-soap: Jo mere naiv tilgang du har til livet, desto bedre. Det er ikke helt dårligt at i en verden af illusioner og selvbedrag vinder den der mindst bedrager, fordi hun mest tror på illusionerne. Filmens form synes bare lidt at dementere pointen. Den er ikke reelt naiv, men selvsagt ironisk grænsende til det lidt kyniske i sin stjernespækkede distante arrogance. Nå, jeg skulle jo til behagelig afveksling prøve at være positiv: Hvem synes den nye Woody Allen film er god?  Jeg kan så godt li’ ham, så jeg vil så gerne være glad-naiv…

Udgivet iKommunikation | 4Kommentarer

Djøf’icering af det private erhvervsliv. Godt/skidt?

70% af alle djøf’er, altså samfundsvidenskabeligt og merkantilt uddannede, er privatansatte. Det skulle man ikke lige tro, når der snakkes så meget djøf’icering af den offentlige sektor. Sandheden er altså at det private erhvervsliv er meget mere djøf’iceret. Skal vi så være glade for det?

Indtil nu har djøf’icering som begreb været reserveret den offentlige sektor – som et skældord. Og det har mest været patetisk, når det har handlet om at den suverænt højst betalte AC-gruppe af læger og overlæger har protesteret trods de hverken villet eller evnet at styre deres egne arbejdspladser. Men altså heller ikke har villet finde sig i at andre end deres egne faglige normer skal prioritere. Modsat ingeniørerne, der har tradition for det, og også typisk har orket at tage en HD efter arbejdstid.
I den private sektors højviden-virksomheder er vi glade for djøf’erne. Ikke bare individuelt skaber de værdi, de maximerer fællesværdien, for de projektleder, koordinerer og skaber tværgående løft for flere. De er faktisk de mest værdiskabende mennesker overhovedet, ifølge Jan Rose Skaksens undersøgelse ”Uddannelse og virksomhedernes konkurrenceevne” for tænketanken DEA, maj 2010.
Tag finanssektoren, hvor en pæn realeksamen og lidt sidemandsoplæring og nogle kurser i årevis var nok i banker, pensionskasser mm. Min sommerhuskammerat i min barndoms Blokhus blev som cand. oecon. den første akademisk ansatte i Spar Nord Bank. I dag er kompleksiteten sådan at ikke en mors sjæl kan finde ud af at leve op til Basel III krav, endsige betjene krævende kunder uden kunne analysere og sammenholde faktorer på meget højt niveau. Tilsvarende blev jeg selv anset for lidt af en modig galning, da jeg kun ansatte human- og samfundsvidenskabeligt nyuddannede – herunder enkelte formodet ræverøde RUC’er (de var nu nok kun Radikale) – i Advice for 20 år siden. I dag kan man ikke få ansættelse med et praktisk håndværk uden også at have en super akademisk eksamen, og om føje år sikkert næsten en Ph.d.
Så ikke mærkeligt med den djøf’icering. Det er ikke snobberi – det er en nødvendighed, hvis man skal tilføre den viden og kunne spænde over det register man skal i den type jobs. Eller er vi ved at blive for overuddannede? Gør vi fagene for analytiske og strategiske, når meget kunne være og er såre jordnært og praktisk? Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Jeg skal tale om det tirsdag kl. 16-18 på en DJØF-konference på KU og sammen med Anders Eldrup vurdere hvad der er for samfundsfagsuddannede, vi har brug for i erhvervslivet.
Unter alles: både de 30% offentligt ansatte og de 70% privat bliver i dag uddannet fra de samme universiteter, mest tydeligt i Århus, hvor samfundsvidenskabelige hovedområde og ASB, tidligere Handelshøjskolen, nu snart er fusioneret. Det at alt bliver djøf’iceret lyder måske skræmmende, men er mest perspektivrigt, synes jeg. Hvad synes du?

Udgivet iKommunikation | Tagget | 3Kommentarer

Jeg så paven i dag…

Antoni Gaudi opførte La Sagrada Familia, for plastisk at vise folket Jesus livshistorie, for at åbne kirkens magi ud mod folket og lade det medfinansiere værket. Godt tænkt. Men det virker ikke denne dag hvor Benedikt XIV er i Barcelona for efter 125 års planlægning og byggeri at indvie det foreløbige værk . Som når et cykelløb kommer forbi, ser jeg paven i sin hvide mobil halse genne halvtomme diagonalgader i en by, hvor han ikke rigtig virker varmt velkommen. Anarkisterne med deres slagord om social uretfærdighed holdes ganske vist flere gader væk af talstærkt politi. Og jeg ser hverken protester mod pædofili eller bøsser der for at provokere paven kysser hinanden. Mere simpelt: De fleste virker bare ligeglade. Gaderne er halvtomme og de ret få der ser bilkortegen skynder sig hjem, da han er forbi.
Selv opdager jeg kun paven ved en tilfældighed. Jeg er på Barcelonas Universitet for at snakke iværksætteri. Arbejdsløsheden er på 20% og det dobbelte blandt de unge. Unge iværksættere vil have os til at interessere os for alt fra discount fitness og lavpristøj til aktiesites. En del unge nævner skænderier mellem trænerne efter FCK-Barcelona kampen, men ingen paven. Det er som pavekirken her er et helt anakronistisk brand, ikke bare fordi forbindelsen mellem kirken og Franco næppe er glemt i alle familier i Katalonien, men fordi svarene fra den lille krumbøjede skikkelse i det sære hvide glasbur ligesom ikke kan aftvinges nogen mening i den sociale virkelighed. Gaudi ville have at kirken vendte sig ud mod manden på gaden. Kirkens organisation kan godt køre paven op og ned ad gaderne – men de har ikke give og kommunikere brugbare svar til en moderne befolkning. Gaudis kunst har ikke tabt magien. Men kirken som politisk bevægelse har.

Udgivet iKommunikation | Tagget , , , , | 8Kommentarer

Fed Facebook film – eller hvad?

Mark Zuckerberg, Facebooks nu 26-årige skaber er en ufølsom og skidt autistisk narrøv  – men han har skabt et fantastisk underholdende redskab, der erstatter utallige mængder lektielæsning, telefonchat, sytøj, kryds-og-tværs’er og engelske tipskampe for nu-levende og formentlig fremtidige generationer. Alene derfor er en film om ham en begivenhed. Men hvorfor det er årets  bedst anmeldte film i USA – det vil jeg gerne have forklaret?

Som fænomen- og samtidsskildring er filmen overfladisk, selv om der i enkelte scener morsomt bidrages lidt til hvorfor sociale netværk opstod og hvordan de bliver en succes. Men dynamikken i communities og hele hypet i perioden, (som jeg selv bl.a. oplevede intenst fx omkring Groupcare der stadig i dansk it-presse kaldes den danske Facebook før Facebook blev opfundet), oplever jeg i ringe grad indfanget.

Som plot handler filmen om hvem der først skal berige sig på sociale netværk, så at sige hvilken type af unge universitetsudannede præ-kapitalister, der skal snyde hvem. Det er helt som TV-serien Borgen. Rammerne er bare staffage, indholdet er fiktion i en klassisk historie om good and evil i alle aktører, mest evil, hvor den smarteste og mest vedholdende vinder.

Det er ikke direkte kedeligt, men heller ikke specielt vedkommende det meste af de over 2 timer.  Så er der nogle over 25 år der kan forklare mig hvorfor filmen som film er fed, så lytter jeg gerne?

Det mest interessante for mig er filmens reception. Filmens slutning lægger op til at man synes filmens Zuckerberg bare er en ond og magtsyg stakkel, der mangler et liv trods alle sine penge. Som Ida Jeng også skriver fra NY, så synes yngre mennesker trods det, at Zuckerberg er genial og værd at følge for sin konsekvens og nørdede magtbrug og at hele filmen er eksemplarisk og fantastisk.  Sådan var kommentarerne også til den forpremiere jeg så tirsdag med K-forum.

Så ligesom jeg ikke kunne identificere mig med ”Sandheden om mænd” i 30’erne i sidste uge (som dog er en langt mere raffineret film) har jeg svært ved at forstå mænd i 20’ernes  tiltrækning af filmen om Facebook. Det må mere være identifikation med karrieredrømmen end det filmiske, der trækker. Men hvis konsekvensen af Facebook filmen i virkelighedens verden  kunne blive  at nogle drenge vil tage afstand fra farmands-juristerne i Whisky-bæltet (=Boston) og drage til Herning (= Paolo Alto) for at blive web-iværksættere, så kipper jeg bestemt gerne med flaget.

Udgivet iKommunikation | 1Kommentar
  • Når forretningen kommunikerer