Hvorfor gør Venstre det svært for sig selv?

Lars Løkkes optakt til valget er på plads. Første trin i raketten er at klæde oppositionen af. Næste trin formentlig en økonomisk stimulanspakke.

Berlingskes Politiko tillæg har lige bedt mig vurdere det første, og  det kræver ikke det store kørekort at se, at første trin kom rigtig skidt fra start.

Dels kom fokus fra oppositionen på krænkelse af ophavsret til foto’et (de må have røde ører på bureauet). Dels på om det er en skræmmekampagne a la Karl Rove (hvilket jeg er enig med Jarl Cordua og Krause Kjær i er temmelig urimeligt, da spørgsmålene er relevante). Men indvendingen afspejler for mig at se tre svagheder i kampagnen:

Dårlig timing. Hullet i oppositionens plan og  faren for et græsk scenarie med den, var mere troværdig, da den blev lanceret, end her længe efter.  Man skal skyde en plan ned straks, og med flest mulige eksperter i ryggen – ikke længe efter

Folks erfaring. ”Vi går fallit”, sagde min konservative far hver gang Jens Otto Krags dannede regering i 60’erne. Men det skete jo ikke. Socialdemokrater fra Stauning til Nyrup har været finanspolitisk über ansvarlige med Anker Jørgensen som markant undtagelse. Så hvad er problemet ikke lidt overdrevet vil folk flest tænke.

Kampagnens etos. Normalt ville en statsbærende parti bruge ”præsident-auraen” og fremlægge afsenders egne planer for nationen og dermed indirekte udstille oppositionen som irrelevant. Den visuelle setting i kampagnen er den modsatte. Den bruger og dermed anerkender Helle & Villy som potentielle statsmænd – ganske vist nogle der skal afsløres bag facaden. Men hvem når bag den, hvor mange forstår ironien og læser brødteksten? Og af dem der gør, hvor mange rykker det så ved? Reelt får oppositionens ledere helt gratis placeret sig som de rolige statsmænd, mens Venstre er den mere desperate udfordrer. Der er dissonans mellem den hurtige visuelle afkodning og afsenders intention.

Jeg kunne på Venstres vegne frygte, at kun de borgerlige, der har det med socialister som min salig far, rigtig vil afkode og elske denne kampagne. Alle midtervælgerne, herunder de kvinder,  der skal vindes tilbage,  vil dens talfiksering næppe appellere til, ligesom meget forskning tyder på at negative afsæt ikke virker på samme.  Men frem for alt: risikoen ved at sætte det flot i front, man ikke skal stemme på, fører ofte til at folk overser og glemmer negationen, så den reelt blåstempler oppositionen som regeringsduelig.

Anders Fogh ville have givet den som landsfar og forsvarer af velfærd etc. Sådan skal vi nok få Løkke at se i de senere faser. Og mon ikke de kommer snart?

Udgivet iKommunikation | 5Kommentarer

Kan man kan ikke ikke-kommunikere?

”Man kan ikke ikke kommunikere” var en type sætning, der var lidt smart at sige for 10 år siden. Jeg kan huske en person, der startede sine kommunikationsseminarer med at være totalt tavs, for at bevise at den attitude selvsagt også kommunikerede – hvorved han så forudsigeligt fremprovokerede et mindre oprør fra deltagerne.

Sentensen passer i interpersonel kommunikation, hvor det at være tavs eller lukke en dør lidt hårdt i også vil være en talehandling, der bliver genstand for tolkning. Men i massemedier incl. sociale medier, kan man nu  godt skrue ned for blusset. Det er bare ikke det, der sker.  Tag som eksempel de to mest diskuterede nyhedssager i forsommerens USA med Sarah Palin og Robert Weiner som hovedpersoner.

Sarah Palin har skullet udlevere tusinder af siders e-mail korrespondance. The Tea Party Queen er interessant som højre-populistisk fænomen, mens hendes forvaltningsmails i Alaska selvsagt rørende uinteressant sagsbehandling.  Spild af tid at diskutere!

Kongresmedlem Weiner, det lovende demokratiske talent, kunne ikke betjene Twitter og gav adgang til en serie fotos af sig selv til 70.000 flere end sine yngre damebekendte. Nu er han gået af, fordi der var for stor aktivitet i underbukserne på nogle af de fotos, og fordi hans kone samtidig var gravid. Hvad rager hans private billedbeskeder i grunden offentligheden?

Aldrig har alle kunnet kommunikere så meget til så mange. Det er en positiv digital mulighed, men producerer også tonsvis af private ligegyldigheder og nyfigenhed, vi kunne leve bedre foruden. Fremtiden burde handle om at generobre den private frihed og om kvalitet – også i kommunikation. Så måske skal vi lave en bevægelse for ikke-kommunikation? God ikke-alt-for kommunikerende sommerferie!

Udgivet iKommunikation | 94Kommentarer

Malcolm med det flot brandede efternavn

Egentlig hed han Malmcolm Little, med fødselsattest fra Omaha, Nebraska 19. maj 1925. Som ung oplevede han ”Little” som et slavenavn. Så han og andre sorte muslimske konvertitter brandede sig med et nyt, genialt efternavn: X’et, der symboliserer den non-identitet de sorte slaver havde i USA. Og samtidig det hårde, potente og voldelige, de dyrkede. Hvis FBI dengang betragtede Malmcolm X som kommunist, ville de i dag se ham som terrorist, bl.a. fordi han forbandt sig med datidens mellemøstlige islamister. Hans egne sikrede ham en dødsattest dateret 21. februar 1965, myrdet fordi han var blevet for sekterisk.

I dag udstilles Malmcom X’s ret ubehjælpsomme (han lærte at læse og skrive i fængsel) og politisk naive notater om den sorte nation som oprindelig og overlegen på New York Public Library, som var det centrale tanker. Seneste bog om ham er på bestsellerlisten. Jeg forstår det, fordi han var ung, flot og oratorisk begavet. Han bidrog til de sortes selvbevidsthed nuvel, men hjælper det meget, når den er omvendt racistisk. Traditionen fra Luther King til Obama udretter langt mere for de sorte med en langt mere perspektivrig kurs? Er det tidsånden, der kalder på det radikale offer?

Udgivet iKommunikation | Tagget , , | 21Kommentarer

Kulturel venstreorientering på plakaten?

I New York har de små cafeer på Lower Manhattan skiftet stål og glas ud med rå planker og fx en plakat fra det italiensk kommunistparti i 70’erne. En af de smarte nye fashionable restauranter hedder Paris Commue. Under den virkelige belejrede Pariserkommune i 1871 spiste de revolutionære ikke på gourmet restaurant med appetizers som ”The Revolution Begins”. De ledte efter spiselige rotter. De billeder og Marx’s beskrivelse af Kommunen gjorde et vist indtryk på mig som 18-årig i et hav af konservativ stivnet dansk provins.

Henrik Dahl skriver i sin nye bog over hans spildte år, at han – og vi fra den 70’er studenter generation – kun var (og er?) kulturelt venstreorienterede. I så fald er hipster cafe-kulturen nu ikke alternativ, kun en mondæn konceptleg, der henter sine tegn med den pointe at vise en facade af frisind og overskud. Mon de gamle plakater fra Røde Mor til Mao snart får en renæssance i København? Har du gemt dine, så er det op på væggen med dem …

Udgivet iKommunikation | Tagget , , , | 6Kommentarer

Dialog på FB. In – eller yt?

Jeg har lavet en side på Facebook om kommunikation. Hvorfor er jeg i tvivl om ideen?

Jo, det er svært for ældre herrer som mig at finde ud af, om alle er trætte af Facebook og på vej ud til mere segmenterede sites (som fx i avisverdenen), eller tværtimod at FB er basisplatformen for alt. Men anyway, jeg kan se, at mange kunder i mine virksomheder (Advice Digital og Advice m.fl.) spørger til og gerne vil have et sted på FB. Jeg finder det ofte modepræget, fordi det ikke sigter på reel dialog. Men omvendt: det er et forsøg værd for dem. For de kan vel lære af det? Det kan jeg vel også tænker ”tossen”…. så nu har jeg besluttet at se, om vi kan diskutere de ting indenfor kommunikation bredt mellem dig læser, mig og andre. Om det giver bedre dialog, mere opmærksomhed, eller jeg bare skal holde mig her på jesper.as og dens aflægger på K-forum.

Jeg ser frem til eksperimentet – og navnlig at høre dine meninger …

Udgivet iKommunikation | Tagget | 11Kommentarer

DI’s vækstdagsorden har sejret – ad helvede til…

Meta-dagsordenen om vækst har erobret alle dagsordenssættende fora, siden den fik Lars Løkkes til at træde mere i karakter med hans nytårstale. Helt ud til de rødeste fagforeninger har konferencerne siden handlet om at få Danmark på vækstsporet igen. Og godt et kvartal senere er dagsordenen allerede omsat i noget af det, der ligner det største reformforlig længe, bl.a. med afmontering af en efterløn, vi var mange der tænkte det ville tage årevis at reducere og stærk reduktion af stigningstakten i den offentlige sektor.  Hvad er der sket? Det er jo det, der er så svært at sige. Hvordan får man alle fra opinionsdannere til medier til at se ‘urgency’ i en dagsorden for en nation. Til her at se at i en global konkurrence må vi tilpasse vores velfærd og krav inden det er for sent. Agendasetting er en lang snak….Men hvis jeg var Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer, Dansk Byggeri etc. eller og især DI, der nu i årevis hart alt for dove øren om dette, ville jeg juble. Det ser vi så næsten aldrig – indtil nu – fra disse kronisk alvorstunge organisationer. Sandheden er, at deres dagsordener ikke bare er de økonomisk meningsmæssigt bærende hos Gud og hvermand, men nu også kan omsættes i realpolitik. Og det fuldt så meget som Thomas Nielsen’s lighed og velfærdssikkerhed i 70’erne. Overflødiggør DI og venner så sig selv? Ikke af den grund. Men jeg tænker, de nu må op på den høje hest og tænke i hvordan Danmark ikke bare tilpasser sig, men kommer foran med mere begavet og varig vækst….

Udgivet iKommunikation | 1Kommentar

Ole Thyssens pistol mod den danske folkeskol

Da jeg begyndte at læse på universitetet var jeg lige ved at læse filosofi pga. Ole Thyssen. Den anden dag sad han til endnu en af konferencerne om vækst – denne gang afholdt af AC – og lavede et stunt, der fik mig til at tænke på Poul Nyrups med at rive sider ud af Foghs minimalstatsbog. Han skulle svare på, om vi var dygtige nok i Danmark, og fortalte at hans drenge, da de gik i skole i USA, skulle lave en bil der kørte på solceller. Og de var fyr og flamme i månedsvis. Herhjemme igen fik de sløjd i skolen. Og hvad skulle de lave? En træpistol. En absolut idiotisk ting, som man ikke engang kan lege med. Totalt meningsløs spildtid messede Ole, mens han svang pistolen over hovedet, som vil han skyde KL og alle folkeskolelærere med den. Sjovt at alle vi gamle (venstre)intellektuelle nu kan se, at vi har svigtet den faglighed og den sult&kreativitet, som vi skal skabe vækst og innovation med.Hvorfor gjorde vi os blinde? Hvorfor fredede vi offentligt ansattes dårligdomme og gåen i stå til fordel for at kritisere erhvervslivets? For for os selv og egne børn var der jo ingen pardon….

Udgivet iKommunikation | 15Kommentarer

Hvordan med von Triers presse- og filmform?

Lars von Trier Cannes pressemøder er skabt til at trække overskrifter på provokation. Denne gang identificerede han sig med en megaloman tabers syn og æstetik (Hitler), selvsagt med den ironiske distance, som lige netop det eksempel ikke tåler. Trier’s humor går bedre hjem, når det handler om at fortælle, at næste film er en fire timer lang pornofilm. Formlen er lidt den samme i Melancholia selv, som jeg havde fornøjelsen af at se til forpremiere. Den depressives følte tabersyn på verden er det, der bekræftes – også i sin relative glæde, når verden faktisk går under. Det er der ikke så meget spænding og spænstighed i, trods alt wagnersk musik og vanvittigt flotte apokalyptiske billeder. Bedre står humoren lige fra start, hvor brudeparret kommer for sent, fordi limousinen er for lang til bjergvejens kurver. Men samlet bliver historien om de to kvinde-personaer, den melakolsk drømmende og den mere realitisk angste, ikke rigtig tvingende for mig; konfrontationen med vores natsider ikke forløst på helt samme niveau som i forgængeren Anti-Christ. Trier er gået lidt for langt med lidt for ikke nødvendige effekter – både i filmen og i sin presselancering. Triers evigt provokative grænseafprøvning og mod til at konfrontere os med the other side er lige dele fascinerende og utålelig. Men ikke helt unormal. Som en kæreste jeg havde, der hele tiden skulle provokere for at finde ud af hvem man(d) er. Spændende – men som blivende manér også trættende.

Udgivet iKommunikation | 9Kommentarer

Paul Auster på podiet

Så stod han der i Københavns Universitets festsal – under den talerstol Finn Einar Madsen bemægtigede sig i 1968 og indvarslede studenteroprøret – og prøvede at forstå hvad stadig-rektor Ralf Hemmningsen og nu afgående dekan Kirsten Refsing mumlede frem i deres skrevne indlæg om, hvordan universiteter og forfattere udfordrer deres samtid. Jeg har selv prøvet at tale fra den stol, og man kan ikke, i al fald ikke som barn af den tid, lade være med at synes, det er et særligt historisk ekko. Men den kontekst kunne Paul Auster nok ikke forbinde med så meget, hvor ‘dansk’ hans forfatterskab end er, ved at udkomme her før i USA. Han bekræftede det, jeg altid oplever ved forfattere, selv når de som han er litteraturuddannede, vægrer de sig ved at tolke for kategorisk på egne værker og vægrer sig mod al publicity (selv om hans danske forlag har fået årtiers PR på besøget). De søger en sandhed, men finder mange og i mange lag og er derfor præget af fin beskedenhed og understatement. De egenskaber var ret fremmede for Finn Einar og studenteroprøret. Det samme kan siges om den ny tids oprører, den selvpromoverende Penkowa. Så der er forskel på forskere og forfattere… right?

Udgivet iKommunikation | 6Kommentarer

Lundbecks produkt på dødsgangen

I dag skal endnu en fange, Jerry Keer sprøjtes med Nembutal  på dødsgangen i et texansk fængsel, på fredag er det Jeffry Motts  i South Carolina. Langt de fleste lokale amerikanske borgere og politikere oplever det som fuldt fortjent . I Europa ser vi i dag helt anderledes på dødsstraf også på en dag, hvor henrettelsen af bin Laden har fuld accept. I kampagnen mod dødsstraf har menneskerettighedsorganisationer som Reprieve fundet et nyt våben: Leverer man midlet, har man medansvar for drabet. For nogle uger siden blev jeg spurgt i Jyllands-Posten om den kamp og tænkte, at

-       Nembutal er ikke et nemt og brutalt dødsmiddel, men helt nødvendigt og nyttigt for patienter med epilepsi ud over anvendelsen til bedøvelse

-       Lundbeck kan derfor  ikke gøre mere for det, end hvis min nabo myrder sin kone med min økse,  og Lundbeck har omhyggeligt frabedt sig, at stoffet bruges som dødsmiddel

-       Lundbeck er den lille i forhold til store USA og deres misbrug,

Så jeg sagde, at foreløbig står Lundbeck godt, men grænserne kan hurtigt flytte sig. Det tror jeg allerede de er ved at gøre i dansk offentlighed. For kan Lundbeck ikke gøre lidt mere for at analysere dette misbrug og presse på, finde alternativer osv.? Efter dækningen i  Politiken og EB, der langt hen ad vejen bærer Reprieve’s fraiming af,at Lundbeck kunne gøre mere, tror jeg,  mange danskere vil finde, at Lundbeck har lidt medskyld alligevel…

Lundbeck-casen viser, at kampzonen mellem virksomhed og ngo ikke længere udspiller sig mellem, hvad der er legalt (lovligt) og hvad der er legitimt (moralsk rimeligt). På den ene side står erhvervsoffentlighedens  legitimitetsopfattelse, der siger, at man som virksomhed har et ansvar langt ud over loven, men omvendt ikke kan gøres ansvarlig for alt muligt langt væk fra ens domæne og påvirkelige stakeholdere. På den anden side står den social-etiske diskurs, der dominerer de brede medier og communities, hvor virksomheder reelt antages at have det fulde ansvar for al produktion, produktbrug og alle relationer.

Det er utroligt så hurtigt en virksomhed kan blive taget på sengen. Lundbeck anede intet om dødsmidlet for bare få måneder siden. Og det er utroligt, så hurtigt opfattelsen af, hvad der er legitimt kan flytte sig. Med den kæde af dødsstraffe der eksekveres i USA, kommer Lundbeck  før eller siden til at justere sin position på det her felt, hvis ngo’erne vel at mærke kan opretholde presset på Lundbeck.

Udgivet iKommunikation | 14Kommentarer
  • Når forretningen kommunikerer