Billednedslag i ’13

Her på kanten af året en mini jule-kavalkade af min mobils snapshots fra ’13

Hvid ørken eller stenørken

Kontrastrig start på året. Sidste nytårsdag går min kæreste Bodil med guide 1000 km nede i Sahara på kanten mellem den sorte og hvide ørken – her kan man se frit og langt. Og ikke mindst op i den Mælkevej vi sov direkte under. Den sorte ørken er sort af vulkansk materiale. Den hvide  ørken har ud over sine uendelige vidder oven på 30 mio. år gammel havbund (nu er der kun vand tilbage til en enkelt palme tv. som ses kan) de mest fantastiske stenformationer udhulet af vinden. Modsætningen er stor til Kairo’s trøstesløse larmende stenørkener for millioner, hvor alt incl. SAS’s brand er ekstra ramponeret.

Højberg igen-igen

Ralf Hemmingsen ringede i marts og bestilte en ekspertudredning af KU i form af en uafhængig ”Højberg-Rapport”.  Jeg kan huske Højby-rapporten (om samordning af 16-19 åriges uddannelser, hvilket som bekendt stadig er en kæmpe udfordring) fra min ungdom; måske pga. navneligheden, måske fordi Højby efterfulgte min farfar i Undervisningsministeriet som øverste ansvarlige for gymnasieskolen. I al fald er der nu også en rapport med mit mellemnavn. Det var spændende at vende tilbage og endevende sit eget gamle universitet.  Ligesom det altid er givende selv at undervise og foredrage, fordi man får umiddelbar respons. Mange organisationer og virksomheder skal jeg ud til, ofte Middelfart eller Nyborg som øst-vest samlingspunkt for konferencer og workshops. På Danmarks medie- og journalisthøjskole har Mie Femø (professor i året) og jeg nok efterhånden haft 500 igennem vores diplomefteruddannelser i kommunikation. Når jeg præsenterer mig selv der, bruger jeg klassebilledet fra 5.a, jeg står i midten, mens Jens Peter Toft (senere direktør for corporate finance i Danske Bank) holder mig om halsen. Jeg synes, det vidner om liv i klassen, trods den strenge disciplin på Klostermarksskolen i Ålborg.

Dialog installeret

Bruce Naumans blinkende neonrør leger humoristisk  en hel kommunikationsmodel, med hvor svært vi har med at skabe fælleshed. Han er en af 17 kunstnere, inkl. Warhol, der hver råder over en hel fabrikshal på Dia:Beacon, en gammel småkagefabrik omdannet til New Yorks Louisiana. Min søn Philip, der var i praktik i NYC, tog os dertil i sommer et par timer i tog op langs Hudson-floden.  Groupcare startede ud som community, før nogen havde hørt om Facebook. Efter 15 år har vi nu skrevet ud til 850.000 registrerede, at vi lukker gratis. Men Groupcare Community App fås til gengæld til 25 kr. Farverig kunst eller enkel teknologi. Der er altid brug for noget, der kan bringe os sammen.

Ledelsesdilemma’er i new normal

Mange konferencer på et år. Ikke kun som dirigent. Topmøder, VL-møder og lederkonferencer  som jeg endda nogle gange får noget ud af, ud over netværksdannelse. PFA har fx lagt en flot stil med sine stærkt besatte morgenmøder. Her en slide fra Carsten Bjerg, Grundfos, årets leder i 2012, der snakker om ’change’ og at verden er blevet uforudsigelig. Så sandt. 14 dage senere blev han selv offer for de tanker. Toplinjen skal hæves mere – samme besked som Kolding tidligere fik i Danske Bank. Men alle de forandringer er det godt at diskutere med ligesindede. Vi er en ledergruppe mest med topembedsmænd, der holder en lille uges maj-workshop ved Geneve, hvor vi i år besøgte CERN – og allermest blotlagde hinandens strategiske og ledelsesmæssige dilemmaer.

Politikere og andre selfies

Blandt årets udfordringer har været at kommentere i Politiko og på K-forum. Sager har der været nok af,  fx DSB/Waterfront-lobby sagen og folkeskolelærer-konflikten. Og mere alment har rød som blå blok leveret masser af mulighed for at forklare hvorfor ’Luske-Lars’ skyder sig selv i foden, eller hvorfor ’Selfie-Helle’ laver mere blå politik end de blå.  På folkemødefesterne på Bornholm for alle os 1204 K overrislede, laver Noa Redington og jeg vist forprøver til Helles senere Selfie. Det burde have fået ham til at stoppe sin chef! Noa får i øvrigt altid skældud i medierne, formentlig fordi han ikke selv er journalist, bare statskundskabstænkende. Helle Thornings måske største kritiker, Peter Hummelgaard, går foran mig på Advice-tur nord for Barcelona og diskuterer med Tobias Zacho Larsen. Han er nu videre som tidligt udråbt til Amagers statsministerkandidat. Senere på året  fik Tobias forhenværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech som sparringspartner på sit voksende PA-område.

I herreværelser

I året fik vi set kunst fra genåbnede Riijksmuseum til gamle Metropolitan. Da vi nu efter flytning til stor lejlighed på Gammel Kongevej har mange vægge, fik jeg også afløb for min trang til at købe kunst, fra landskabs- til kvindeportrætter.

Men man kan jo også male hele væggen med mænd. Her til høring i Fællessalen på Christiansborg om Danmarks nok vigtigste udfordring, vores ringe produktivitet, mens mændene på Oscar Matthiesens freske af den grundlovgivende rigsdag i 1915 kigger ned på de af stolene Produktivitetskomissionen ikke har fået fyldt. Og samme atmosfære fra Grand Cafe i Oslo, med Akkrediteringsrådet. Det er godt, når man arbejder med at sætte dagsordener, at være i rum, hvor man kan se, andre har udvekslet deres.

Angst og gravhøje

Munch kom på Grand Cafe, men levede efter sigende ensomt knuget. På foto’et til venstre går min mor, Marie på 95 og Bodils far, Povl på 82 år rundt på Aros i februar og har stor glæde af den stærke Munch-udstilling ”Angst”. Angst for at kaste lænkerne. Angst for mennesker, kærlighed, død. Et par måneder efter måtte vi bisætte Povl og stede ham til sidste hvile ved Jellingegravhøjene. Lidt højere byggede egypterne deres gravpladser. Deres kongers kultur var langt hen en dødekult. Men fascinerende er de, her fra genbesøg i året.

Lang innovation

Kan man ikke løbe hurtigt, må man begynde at løbe længere, tænkte jeg i året. 42,195 km i Copenhagen Marathon gennemført for første gang, selv om knæene egentlig  ikke kunne mere allerede ved Dybbøls Bro vendingen. Min datter Franciska  og hendes Chresten samt mange tusinde københavnere bar mig igennem med deres tilråb og blikke. Der er mange brancher og felter at følge halsende med i – fra industri til byggeri, sundhed til energi, finans til fødevarer og  alle typer videnrådgivning. Her dog et tværgående tema, den digitale forretningsudvikling, hvor bestyrelsesformanden er lokket med på diskotek i Amsterdam med andre TNW (The Next Web)-deltagere. I det unge web-miljø skal man følge det nyeste trend – hvad der for mig også kan blive en slags gentaget tvang af pointer,  vi allerede tænkte i dot.com æraen. Lidt fornyelse med sig hjem får man dog altid, forsikrer Timme, redaktør af K-forum her til Bo, direktør for Obrigado.

Markspiseri og kærestedrik

I SoHo i juni spiste vi godt, fx hos vores nabo Freemans Restaurant i Rivington St. Men her er vi på The Gowanus Yacht Club, reelt et par gamle parasoller og et fadølsanlæg ved Bergen station i Brooklyn. Formålet er kun at sejle i den forstand at mission-statement lyder ”to intoxicate beyond the point of acceptable behavior”. Det kan man se på Bodil, der dog også overholder ordensreglen om ”no bad vibes”. Senere i august fanger vi de allersidste solstråler rykket middagen helt  ud på min nyhøstede mark ved Svinkløv, hvor badehotellet selvfølgelig også blev besøgt på 30. år. Et glas og lidt samvær er sød musik under alle himmelstrøg.

Udgivet iKommunikation | 78Kommentarer

Uncertainty sagde Carsten Bjerg

Der holdes mange årsmøder, topmøder, VL-møder og lederkonferencer på et år, og nogle gange får man endda noget ud af det ud over netværksdannelse. PFA har lagt en flot stil med stærkt besatte morgenmøder. Her en PowerPoint fra et indlæg af Carsten Bjerg, Grundfos, årets leder i 2012, der snakker om ’change’, og at verden er blevet uforudsigelig. Så sandt.

I ugen blev han selv offer for samme. Nu er det ikke længere nok at barbere omkostninger, toplinjen skal hæves mere – samme besked som Kolding tidligere på efteråret  fik i Danske Bank

Udgivet iKommunikation | 21Kommentarer

Højberg-rapport om talent

Jeg har afleveret en omfattende rapport om KU’s strategiske brand og kommunikation, som er blevet positivt modtaget og diskuteret i ledelsen. Den skal så udmøntes næste år. Det startede i foråret hvor Ralf Hemmingsen ringede og bestilte en ekspertudredning af KU i form af en uafhængig ”Højberg-Rapport”. Det var jo lidt svært at stå for, bortset fra det sekund jeg overvejede hvad en udredning er, og om det var ”Højberg” der skulle udredes (rektor er jo psykiater)!   Jeg kan huske Højby-rapporten (om samordning af 16-19 åriges uddannelser, hvilket som bekendt stadig er en kæmpe udfordring) fra min ungdom, måske pga. navneligheden, måske fordi Højby efterfulgte min farfar i Undervisnings-ministeriet som øverste ansvarlige for gymnasieskolen. I al fald er der nu også en rapport med mit mellemnavn. Det var spændende at vende tilbage og endevende sit eget gamle universitet. Og se på hvordan man i dag leder og brander sådan en gammel kompleks videnorganisation. KU har potentialet til at være et særligt talentudviklende universitet, der anstrenger alle til toppen af deres ydeevne, for der er allerede i top 50 ud af verdens 17.000 universiteter. De kan udnytte deres stakeholder-kontakter meget mere intelligent. Og så skal der bygges bro til de studerende  der lever i en Facebook parallel-verden og ser KU ”som en bedstemor, der skal Skype” – undervejs i rapportprocessen et yndlingscitat for Lykke Friis. Så der er masser af udfordringer at bruge talentet på.

Udgivet iKommunikation | 51Kommentarer

Mennesket er født frit, og …

Årets bogjulegave giver sig selv, udpeget som den blev med Nordisk Råds Litteraturpris, givet til Kim Leines storværk  Profeterne i Evighedsfjorden. I sommerferien læste min kæreste Bodil og jeg den højt for hinanden, mens dunster og stank, snavs og søle, skam og fornedrelse drev ned ad hver side. Hovedpersonen, teologen Morten Falck, vil alt det bedste og realisere den symmetriske relation til selv de vilde grønlændere. Men han svigter alle, inklusive sig selv, på de afgørende livstidspunkter. Hans mandlige  nederlagskurve bryder systematisk med alle de ti bud, kapitlerne er opdelt efter, og ender i samme livsbanemæssige  nulpunkt, som en anden tragisk dansk Morten-fortæller, hovedpersonen i en Landsbydegns Dagbog. Den eneste, han et kort øjeblik når frem til at elske, hun gengælder det ikke, og tvinger ham til at slå hende ihjel. Det er anbragt som romanens åbningsscene, fordi de næste 600 sider blotlægger, hvordan vi med vores, i snæversyn og selvgodhed bundne drifter, giver os selv lænker – som vi så tilmed påfører hinanden. Romanens genkommende nøglesætning som Falck reflekterer over er Rousseaus chokerende åbningssætning i kapitel 1 i Du Contract Social (1762):  ”Mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker”. Det lille bindeled i Rousseaus sætning er – som Morten Falck forklarer sig selv – et ”og”, ikke et ”men”.  Vi er født frie – og vi vil bare ikke friheden. Vi er ikke kun lagt i lænker, vi beder også selv om dem! Når jeg kan huske sætningen, er det fordi, jeg for 30 år siden skrev en opgave om Rousseaus sociale visioner og litterære drømmerier, som jeg stadig har, da Institut for iitteraturvidenskab optrykte de 117 sider. Og netop det at Rosseau både kunne tolkes som socialrevolutionær i sine tidligere skrifter om ulighed og som iagttager af egen og menneskets slavenatur, var interessant i min generations forsøg på at vikle os ud af en doktrinær universitetsmarxisme. Og Leines roman, herunder, er allerede meget videre.

Udgivet iKommunikation | 38Kommentarer

New Normal i Finanssektoren

Eivind Kolding er givet vis chokeret over at blive fyret mandag morgen. Men virkeligheden var fyringen bare et udtryk for noget, han selv har forsøgt at fortælle os alle: Der hersker en New Normal i finanssektoren. Samtidig indvarsler fyringen et krav til alle store virksomheder om, at nu skal de ikke bare barbere ned for at styrke bundlinjen. De skal også kunne hæve toplinjen.

Ingen industrier har kunnet tjene så mange penge og sove så sød tornerosesøvn,  som de danske banker. En provinsbankdirektør med halvpæn realeksamen har kunnet få lov at sidde i årtier og selv bestemme over en søvnig bestyrelser – med skandaler til følge fra EBH i Nord til Tønder i Syd, Vestjysk i Vest til Roskilde Bank i øst. Selv i landets største bank kunne man starte som elev i Fredericia – fra Tage Andersen til Peter Straarup – og ende som ordførende direktør for alle lande.

En ny tid
Men nu er det New Normal. I hvert fald på toppen. Danske Banks nye bestyrelse, er sammensat af internationalt orienterede industrialister og kapitalfondsfolk. De lægger strategien og mødes så hver måned og kigger på tallene. De spørger kun direktionen om en ting: Er der eksekveret? Her er der ikke noget der hedder veneration og tradition for mangeårig stabil ledelse.

Så hvorfor ryger Eivind Koldning nu ryger ud? Jeg mener, at der er to verserende misforståelser i udlægningen af Koldings fyring.

…at, det skyldes manglende eksekvering.
Der er faktisk – så vidt man nu kan se udefra – blevet eksekveret. Den venlige og vellidte mand har gjort det han fik besked på: Skåret ned og skåret til. Han har fyret 2000 mand, herunder pænt med chefer og fedtlag og var ved at nedlægge et utal af filialer. Han har smidt de dyre kunder ud eller hævet prisen for dem, som bestyrelsen gav ham besked på. ’Mission completed’ kunne han sige.

…at, det skyldes den ”New Normal”-kampagnen.
Det er også en misforståelse, at Koldings egentlige møgsag var selve New Normal-kampagnen. Selve intention her var, at kunderne skulle betale hvad de kostede banken. En sortering, der selvsagt var kernevigtig for bankens kerneforretning og som var foregået smooth og helt under radaren hos hovedkonkurrenten Nordea. Men i modsætning kom Danske Bank ud i kæmpe offentlig modvind. Historien kender de fleste: Den negative framing af banken fra Straarup-tiden fik ny luft, hvor Kolding ellers skulle have givet et frisk pust. Kunderne blev talt ned til som smådumme, hvor man i stedet mere ydmygt kunne have bedt kunderne hjælpe banken til at modernisere. En ærgerligt sag, men jeg mener det er en fejl at tro, at kampagnen kostede Kolding jobbet.

Så hvis det ikke var manglende eksekvering og ikke den katastrofale ”New Normal”-kampagne, hvorfor fik Eivind Kolding så sparket?

Standards
Det skyldes mest af alt timing. Den nysammensatte bestyrelse har et stykke tid været bekymret for at både formand og øverste direktør var industrialister, ikke bankeksperter. Det betyder, at de to tilsammen ikke træder fagligt set så sikkert som de skal – og det giver uro i især cheflagene.

Et eksempel er F-1 lånene, hvor Kolding gik i byen med et budskab, der ramte som en boomerang: ”Du jo starte med dig selv”, var meldingen! Et andet og vægtigere eksempel er er sagerne med Finanstilsynet omkring Danske Banks polstring. Det har givet hævede øjenbryn selv internationalt. Prisen for funding er helt afgørende for en banks performance.

Så nok er formand og direktion dygtige til at skære til, men ikke til at træde rigtigt i en sektor, der er meget mere reguleret end andre, og hvor der er en masse tavs viden. Mest af alt fik han sparket for ikke at være en dygtig nok bankmand.

I virkeligheden er fyringen også en hævet pegefinger til bestyrelsesformandens indsats. Derfor virkede Ole Andersen heller ikke helt overbevisende på bankens egne medarbejdere, da han gik på kl 10 mandag morgen og fortalte dem om fyringen. Og derfor understregede han på TV2 News, at det var hele bestyrelsen der stod bag fyringen. Men det var nemlig næppe hans egen idé!

New normal i dansk erhvervsliv
Begrundelsen med at Thomas Borgen bedre kan forstå og er mere åben overfor kunderne blotlægger også et andet perspektiv.

Når bestyrelsen siger, at Kolding ikke har eksekveret, er det ikke ift. dårlig kommunikation eller mangel på nedskæringer, der skal forbedre bundlinjen. Det er ift. ikke hurtigt nok at kunne vækste toplinjen så målet for egenkapitalforrentning kan nås. Her ligger samtidig et signal, som ikke bare gælder Thomas Borgen, men til alle andre erhvervsledere: Den spirende optimisme betyder, at nedskæringsvejen er ved at være ved vejs ende. Styringen skal fastholdes, men væksten og konsolideringen skal i gang i mange brancher. Så der svedes i mange direktioner over hvordan den udfordring, nu skal håndteres.

I Danske Bank er der fortsat en del at indhente for den nye direktion ift. at skabe tillid hos de kunder der blev, men formentlig især hos de erhvervsvirksomheder, der syntes Danske Bank måske har sat nye standarder – men ikke til det bedre. Et første tip: Ikke flere imagefilm af typen New Normal.

Udgivet iKommunikation | 21Kommentarer

Tillid er godt, men…

Mit indlæg til dagens Politiko - http://www.b.dk/politiko/tillid-til-prisen# – lyder måske tungt. Men det optager mig nu en del, hvad der skal til for at vi kan tro på, at skolelærerne vil eleverne så meget at de vil være sammen med dem i mange timer, at sygeplejersken vil ind til patienterne, at forskerne vil kære sig om de studerende osv. Det er i al fald ikke sådan, at de professionelles krav om at blive ladt i fred vil blive hørt på den måde nogle af deres fagforeninger tror.

Udgivet iKommunikation | 19Kommentarer

Ånden i pinseløbet

Løbeånden var over mig...

Helligånden åbenbarer sig i pinsen.  Pyha en udfordring teologer må have med den sag – at begribe og kommunikere så menigheden forstår. I de over 4 timer jeg løb rundt og med forpustet ånde i København i går i kirketiden oversatte jeg det på min husmandsfacon: det var fantastisk at se alle de ellers til daglig fremmede mennesker i øjnene. Deres opmuntrende blikke. Høje og sjove tilråb. Fagter, low five’s og klappen. Fantastisk stemning på brokvarterer og indre by, trods silende regn.  Mit jyske sind fortæller mig egentlig, det er noget narcissistisk pjank at publicere fotos af sig selv, fordi man har løbet lidt rundt i København.  Hvad vedkommer det andre? Men ok, jeg kan  godt se jeg var oppe at køre under regn-pomade håret. Jeg ved ikke om Helligånden findes, men jeg ved nu, at det er fantastisk, hvordan man kan blive båret frem af medmennesker, hvordan det kan få ens øjne til at stråle og give en liv selv i døde ben til en slutspurt. Det var en kæmpe kontrast til sidste gang jeg løb langt – også i silende regn og gråvejr – over Storebæltsbroen og der ingen tilskuere var.  Den halve distance dengang oplevede jeg meget hårdere end min maraton debut i går.  Så tak til den menneskebårne ånd. Og god pinse.

Udgivet iKommunikation | 10Kommentarer

Lex Thorning: Blåt er rødt

“Det kan godt være, at det er os, der både tør reformere og have orden i økonomien, som i virkeligheden er de mest venstreorienterede (..) mens de andre er ligeglade med, hvordan det går med vores erhvervsliv.” Helle Thorning Schmidt, 15. April A-4

Er Helle Thornings “reform-amok” ægte rødt? Eller en variant af blåt? Vælgerne er rundforvirrede. Og efter Lex Thorning foregår dansk politik ikke længere på den normale venstre-højre akse.

Den nye regering kom ud af et sort tårn for halvandet år siden og snakkede arbejdskraftbehov og 2020-planer, som man skulle have læst polit eller statskundskab for at forstå. Men alle fornemmede, at den nye regerings svar på finanskrisen var at køre endnu hurtigere frem end Løkkes regering med en stram økonomisk politik og modernisering af den offentlige sektor. Det havde vælgerne ikke lige ventet. Den manglende forventningsafstemning førte til den lange og troværdighedsopslidende løftebrudsdebat og ditto svag regeringsstart. Siden er det kun gået endnu værre.

Thornings røde labeling af normal blå politik

Helle Thornings reaktion på modstanden har været om muligt endnu mere ”reform-amok”. Hun vil konsekvent hive os gennem krisen den hårde vej, den hvor det lange 2020-lys styrer. Lex Thorning er med andre ord:  Det sandt røde er at gøre det blå, så kommer den vækst i erhvervslivet, der er en forudsætning for at få flest mulige mennesker frelst gennem krisen.

Når jeg kalder det Lex Thorning, så er det fordi jeg ikke længere kan forstå det som enten radikalt diktat eller en famlende begynderstart, hvor Finansministeriet og departementscheferne i skøn forening de facto lægger linjen. Nej, nu er det også åbenlys erhvervsvenlig politik for S-R og dermed SF. Om den så giver nok kant vælgermæssigt ist eine andre Sache.

Først har Lex Thorning givet SF en uforglemmelig mavepuster. Langt værre for en S-vinkel giver den nu spændinger mellem de tre fraktioner og forskyder ligevægten i folketingsgruppen. Den sender overnervøse trækninger ud til borgmestre på valg. Splitter fagbevægelsen – og potentielt vælgerhavet – mellem de private der skal nurses og de offentlige interesser, der – langt om længe vil vi sige i erhvervslivet – skal moderniseres. Men det spalter den ”suciedal-demokratiske” horisont, som det hedder på Politikens bagside. Den mest indædte del af redaktionen mener at det økonomiske råderum ikke er opbrugt og råber retfærdighed for de svage og flere offentlige beskæftigelses-projekter, selv om journalisterne vel dårligt kan kæmpe sig på arbejde for store statslige infrastrukturbyggerier.

Selv kalder statsministeren det for ”venstreorienteret”, når pressen kritisk efterspørger rationalet. Men vælgerne har svært ved at se det røde i Bjarne Corydon skattelettelser til os erhvervsdrivende, mens kontanthjælp og SU beskæres. Og moderniseringen af den offentlige sektor med lærerne som rambuk, troede de gamle kernevælgere nok partiet var imod. Lettere bliver det ikke når Claus Hjort og erhvervslivets organisationslobbyister roser reformerne som mere blå, end de blå partier nogensinde turde få sig selv til. Og det er meget lidt troværdigt at udnævne sig selv – om end med et lille ”det kan godt være”- som ”venstreorienteret”, når alle anerkendt som rødere og grønnere, fx SF,  går tilbage og synes politikken så langt øjet rækker er blå som havet en forårsdag.

Fanden holder flyttedag ind i partier

Lex Thorning sprænger den klassiske venstre-højre akse, som de fleste vælgere afkoder politik i. Den eroderede ganske vist allerede fra 1973 med de to nye socialdemokratismer: CD og Fremskridtspartiet. Ligesom den under Foghs regime pga. indvandrerdebatten måtte suppleres med en værdipolitisk akse fra Dansk Folkeparti til De Radikale. Men ingen af akserne dur til at forklare dagens polariseringer. Og den sker ikke mellem, men inde i de gamle partier!

Hvis man ser på danskernes værdier – som min gamle partner Henrik Dahl gjorde i 90’erne – findes man den største modsætning mellem dem, der med vil reformere og åbne mod det globale samfund, og så de der beskytter sig mod alt det nye. Politisk og socialt har Socialdemokratiet altid skullet være en parti- og værdimæssig brobygger mellem arbejdernes reformbehov og deres bedsteborgerlige tryghed, og mellem gammel og ny middelklasse. Men det er præcis den økonomisk-sociale brobygning Helle Thorning udlader til fordel for de blå ledere og medarbejdere i de internationalt orienterede virksomheder og organisationer. De traditionelle socialdemokraters seismografiske instinkt spørger bare, om det er nok hende Helle og hendes laktaske begår sig vel på bonede gulve, når hun egentlig hverken er min eller forsøger at lytte til mig?

Det nye oppe-nede landskab spalter partierne internt

Vælgerhavet kan bedre se at Venstre troværdigt og gennemarbejdet lyseblåt kan styre balanceret fra midten. Løkke holder lav profil og dermed holdes modsætningen mellem liberale og ’brune’ Venstre også bedst nede.

Og derudover strømmer vælgere – hvoraf 30% i disse tider altid er på bisværmsflugt – fra S og SF til Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Her tilbydes de trygge havne for ’der-var-engang’ og ’det-er-synd-for-rettigheder’. To populistske succespartier, der sagtens kan stå med åbne arme, så længe regeringen ikke bare er ufolkelig, men på visse stræk anti-folkelig. Liberal Alliance, hvis ideologer har set friheds- og globaliseringslyset på den anden side af Atlanten, står ferske i aksens anden ende, mens Konservative skifter som var det modetøj: skal skolen moderniseres eller ej, vil vi et moderne EU eller en gamle nationalstat?

Alle øvrige ligger på midten og forskelle er næsten lige så store internt som til nabopartiet. SF-afhopper Jesper Petersen må fx blive godt skuffet over sit nye S-parti. For nok vil det magten – men forsvar for velfærden står også her over for en regering for hvilken intet virker helligt.

Baglandet er slet ikke landet

Politisk ordfører Magnus Heunicke, S er helt papegøjeagtigt tvunget til at gentage, at Socialdemokratiets dårlige meningsmålinger er et kommunikationsproblem. Han har i en vis forstand ret. Det er ikke let at kommunikere god blå politik med et tvist, som ren rød.

Dybest set er det alvorlige i S-SF problemet mest baglandet i parti, fagbevægelse og omegn, der skal sikre vælgernes opbakning. Store dele af baglandet er vant til at forstå traditionel velfærd, men har slet ikke været præpareret nok til at forsvare statsministerens reframing af ’rød politik’. Det  havde været lettere at acceptere, hvis det havde været serveret som midlertidig nødvendig blå euro-krise politik.

Anders Fogh kunne her have været forbillede. Han brugte mange oppositionsår på at forklare venstrefolket, hvor blåt skulle gøres mere rødt, at skattelettelser og velfærdsbeskæringer skulle afløses af skattestop og velfærd. Det mærkes nu at Thorning-Schmidt, der ”kunne slå Fogh”, ikke har taget den modsatte pædagogiske opgave på sig. Symptomatisk  for den indre polarisering er lærerkonflikten, hvor den røde fagforening og DF er eneste allierede for bevarelse af status quo, mens regeringen kører en blå moderniseringslinje.

Lex Thorning er udtryk for politisk mod at kommunikere så direkte mod sin egen bevægelses traditionsprægede retfærdigheds- og troværdighedsinstinkt. Om det er genialt eller bare politisk selvdestruktivt, må historien vise. Det første vil i al fald kræve at krisen forårslettes mere markant også udenfor de bycentre med virksomheder incl. underleverandører, der er med i globaliseringsmotoren. Lad trods alt tvivlen komme Thorning-Schmidt til gode.

Først publiceret i Politiko 20. april 13, men ikke lagt på nettet, så derfor….

Udgivet iKommunikation | 11Kommentarer

Lobby – ondt eller sundt?

DSB-Waterfront skandalen har jeg kommenterer i DR2, P1 og diverse aviser samt på K-forum. Så nu advokatrapporten er kommet, har jeg også fulgt den til dørs med en vurdering af rapportens aktører og en perspektivering om fremtidens public affairs. Debatten vil fortsætte ikke bare på K-forum…

Udgivet iKommunikation | 8Kommentarer

Rollekonflikter i lærerkonflikten

Jeg har skullet skrive om lærernes konflikt til Politiko og K-forum. Ikke så let at finde ud af, bl.a. fordi roller er byttet om og niveauer smelter sammen.  Her mit eget bud, på at forstå lærernes strategi, og på at forstå hvordan det er lykkedes dem med succes at komme ind i kampen igen, taget fra K-forum

Udgivet iKommunikation | 5Kommentarer
  • Når forretningen kommunikerer