Lidt High-lights fra mit 2016

Løfterig himmel

Vi cykler meget både på vores ferier, det være sig Malaga eller Mors rundt, op og ned i San Francisco eller en tur rundt om Farum. Her i baglandet til sommerhuset i Rågeleje. Vi har nok i naturen selv og jager ikke, slet ikke krukken med guld.

San, vores guide på 25 år byder mågerne brød på Inle Lake, et frodigt sø- og bjerglandskab midt i Myanmar. Hun ikke er gift, men det må hun se at gøre noget ved, synes de lokale fiskere og bønder, vi falder i snak med den uge. Kutymen er, at de unge piger bruger ét år til at byde bejlerne på te – de må ikke berøre hinanden ved så meget som et håndtryk før ægteskab! – og modtage gaver. Gaverne bliver dog returneret til de forsmåede. Men San skal nok selv finde ud af det, når tiden er, forsikrer hun os! Hun er som sine landsmænd åben, varm og charmerende.

Mine ’små’ drenge

Mit første barnebarn, lille Niels, fuld af liv og energi, er såmænd snart stor dreng på halvandet år og spiser sig her til trivsel hjemme i Gassehaven.

Min søn Philip, her i Berlin efter at have afsluttet sit polit-studie på London School of Economics. Han kørte de næste fire måneder en Range Rover sammen med en veninde til Kirgisistan for så at starte hos McKinsey i København her før jul. Sikke en fremtid så eftertragtede unge har.

Høstens lyde

Jeg kan godt lige høsttiden, når varmen tager af, lyset falder længere og blødere, og det hele er lidt vemodigt som dengang, skoleferien sluttede. I august kan vi gå i kornet – og få timer senere er høsten og larmen ovre, dyrene kan titte frem igen og Vesterhavets dønninger høres derude.

Myanmar er Asiens fattigste land. Her er stilheden det mest slående, når vi bevæger os gennem et uendeligt bølgende landskab af rismarker varieret af ingefær- og chilimarker. Mændenes slag med neget, når de tærsker kan lige høres. Kvinderne ler og snakker sammen eller synger lidt. Som gode naboer skiftes de til at høste for hinanden i grupper. Ejeren giver frokost og aftensmad.

Præ-disruption

Hvor svært kan det være at lappe en cykel. Vores cykelsmed i Bagan har lige har sendt sin ældste dreng i skole efter lidt etagevask på åben gade, mens lillebror kravler rundt i noget skrald omkring deres lille skur. Hanen er ligeglad, men vi voksne er begge koncentrerede. Min opgave er dog kun at tælle de par kroner sammen, lapningen koster her på egnen. I mit hjemlige (indvandrer)kvarter koster den nu 39 kr. – en fjerdedel af prisen i Thy, hvor de åbenbart har indført moms og kun vil have et normalt arbejdsmarked.

På øst- og især vestkysten af USA koster alt 3-5 gange det danske niveau. Jeg er her med DI og uni-rektorerne, på besøg hos MIT og Harvard. Jeg kan i hvert fald se Per Michael og Brian fra hhv. Ålborg og Århus Universitet diskutere en Osram disruption case uforstyrret af EM i fodbold. Osram’s danske CEO har på 3 år sendt hundrede års glødetråde og mundblæste elpærer på nødvendig pension til fordel for LED. Pris: Lukning af seks fabrikker og en enorm prisreduktion. De danske rektorer er helt med på, at forskningen ikke bare skal citeres, men også omsættes til fornyende praksis. Men nede i universiteternes systemer tager det tid. Den tøven kender Bostons Ivy league universiteter ikke: Viden og praksis har gået hånd i hånd, siden 1600-tallet. Og i dag er de stolte globale forretninger mere end lokale universiteter.

Pavetro og blandingstro

Bodil og jeg landede i foråret i Mexico City til et politi- og militæropbud, så vi troede, James Bonds Spectre-film skulle genindspilles foran katedralen. Men kæmpebannere lod ikke tvivl om, at det var ’Amigo Francesco’, de ventede – i det land, hvor vi selv mest dyrkede solens og månes guder i form af de imponerende bygninger fra såvel inkaerne i Mexico City som mayaerne i Palenque. Senere i San Cristobal i Chiapas havde vi også pavens opbud og afspærringer lige i hælene. Men det var nærmest rørende kl. 5 morgen at se, hvordan indianerne i iskulde og på bare tæer, men i deres fineste tøj, strømmede ned ad bjergene, bare for at få et glimt af ”Papa Francesco”.

Selvom indianerne i San Cristobal er katolikker, har de ikke opgivet deres oprindelige gudetro. Så paven tilbedes sammen med diverse figurer. De tænder hellere 50 lys i kirken og håber at drive det onde ud af kroppen den vej, end de venter tre dage på lægehjælp. Synkretisme hedder det, når man blander tingene lidt sammen, efter at have stået overfor conquistadorernes enkle valg mellem at dø eller konvertere. Og kirken lever med det.  Den danske Harvard-uddannede arkæolog, Frans Blom, levede i øvrigt en stor del af sit liv i San Cristobal, med at studere en stamme, Lacandon-indianerne, der boede så isoleret op til 1950, at de slap for kirken. Lacandonerne troede kun på, at de som gamle mænd – når de dansede og drak lidt gæret plantesaft – havde direkte kontakt med guderne. Den tro har jeg vist altid på synkretistisk vis om ikke troet på, så optaget i min praktiske livsførelse! Lacandonerne vidste i øvrigt selv, at de ville uddø med regnskoven – og deri fik de desværre ret.

Små og store rum

Erwin Wurm har lavet en tro kopi af det 50’er tyrolerhus han voksede op i Graz i Østrig i forholdet 1:10. En stærk oplevelse af tidens snæversyn og klaustrofobien i før-68-familien. Troede ellers Berlinische Galerie ville være en lettelse efter fire timer om den politisk-psykologiske tortur i Stasi-fængslet Hohenschönhausen. Tyskerne har meget bagage at slæbe rundt på.

Overfor solopgang over 3000 Buddha-templer i Bagan. En anderledes meditativ oplevelse i et land. der ellers også har været et diktatur frem til for nylig. Opført relativt samtidig med de danske landsbykirker, men unægtelig på et anderledes koncentreret område. Her set i solopgangen ved 5-tiden.

Fiktioner

Når 1600 mennesker fester efter tre dage på Singularity University i San Francisco, danser man selvfølgelig alene til den musik, man vælger frem i sin hovedtelefon. Og man er lidt høj over alt det man oplever: kunstig intelligens, deep learning, virtual reality, 3D, blockthain. Alt bygger på en fortælling om digital eksponentiel vækst, hvilket vel kun i nogle perioder gælder nogle teknologier – men den slags skal man ikke sige højt. Ligesom man ikke i Silicon Valley-miljøet skal komme med en idé, hvor man ikke hurtigt kan nå 1 mia. mennesker med sin tjeneste. Det hele er lidt surrealistisk overophedet.

Så bliver det for meget, kan man cykle op til Asbury Heights, hvor tiden er gået i stå i 68 og er mere hippier, end jeg husker hippierne. Bøgerne i den lokale boghandel er anmeldt af kunder med håndskrift, her yderst rosende Patti Smiths nyeste essaysamling M Train, selv om den er niveauer under forgængeren Just Kids. Men jo mere digital verden bliver, desto mere skal der skrives med inderlig håndskrift, cowboybukser skal håndsys osv. Ingen udvikling uden den afsætter sin modsætning i den anden ende af byen.

Tri og kongeløb

Lige før Allinge-folkemødet #16 går Deloitte Tri op over Korsikas unægtelig noget højere og stejlere bjerge. Den absolut mest fantastiske cykelrute jeg har kørt. Kan ikke huske, om det er Morten fra Deloitte eller Jens fra Dansk Erhverv der har skudt mig – men de og alle andre svømmer og cykler fra mig. Mit barnebarn kan være stolt alligevel, for jeg vandt Bedstefar-konkurrence Øst – ganske vist bare ved at komme mål, for jeg var ene om barnebarns-værdigheden!

Gentog forsøget med en OL Tri en stemningsfuld morgen over Bellevue og nåede ned omkring de passende 3 timer, ligesom jeg senere kom pænt gennem Copenhagen Half. Takket være en uventet hjælper. Godt oppe af Store Kongensgade kiggede og heppede en kasketklædt herre mig frem: ”Godt løbet. Det er stabilt 4,30” (pr. minut). Det var nu nok Kronprinsens egen tid han nævnte, for min er 1 minut langsommere per km. Men tak for det kongelige løft, lige hvor det efter 17 km er lidt tungt op mod Østerport. Motion kan jeg ikke undvære.

Kærlighed og kage

Selv om jeg ikke selv synes udsagnet på min fødselsdagskage holder, er der intet bedre end at opleve sig accepteret, mødt, holdt af – og udfordret.

På Bodils mobil har hun dette foto af mig i en stenørken, der såmænd bare er Slettestrand. Det mest usædvanlige er nok, ud over det gode sommervejr, at jeg ikke har smidt badebukserne. Det er godt, der stadig er steder i gamle Danmark, hvor der er højt til loftet i enhver henseende.

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer