Lidt af mit 2015 billedfortalt

Marie

Først og sidst: Liv og død

Så blev jeg morfar! Her første foto af lille Niels og hans mor fra 30 juli. Han er selvfølgelig allerede meget større og trives.

Min mor sagde verden farvel i juni. Det er mit sidste foto af den spinkle dame på 97, der nysgerrigt ser hvad min kone viser hende. Selv var hun på internet og havde kørekort til det sidste. Satser på at arve hendes stærke gener…

Et år til Højbars

K-forums Timme overrakte mig på min fornøjelige 60 års dag i januar mine samlede artikler på K-forum. Søren Ulrik Thomsens Samlede – i enhver henseende vægtigere – er den synlige forlæg for pastichen.

Mod årets slutning konstruerede praktikanter i Advice en  fysisk  mobilbar på hjul, som de kaldte ”Jesper Højbar” og de introducerede den med en Steve Jobs look alike YouTube video. Det er godt at få lov at grine af sig selv i sin egen bar – men ser jeg ikke lidt benovet ud?

Feminint og maskulint rejseår

Fik i året besøgt New York, Paris, Milano, München, Barcelona, Geneve, Malaga og Granada, Amsterdam og Eindhoven  samt Oslo, Tallin og Helsinki.  Mest ikonisk for Bodil og jeg var mødet med Taj Mahal på togrejse med resterne af den engelske overklasse de 2800 km fra Delhi til Mumbai.  Paladset mødte os svævende i morgendisen over en paradisisk have; en kærlighedsgave lovet af stormogulen til at ære mindet om sin foretrukne hustru på dødslejet (hun døde under sin 14. barsel!) En elegant og feminin oplevelse i sin fusion af arabisk symmetri og hinduistiske ciseleringer. Velgørende at finde også hos muslimske verdenserobrere i 1600-tallet – og måske lærerigt for nutidens indiske mænd.

Vi bliver i Indien og ser på blandingen af affald, dyr og rickshaws der er legio overalt i gadebilledet. Det samme gælder mandens mobil.

Kunst- og krisekommunikation

Ai Wei Wei’s kunstværk ”Sunflower Seed” iagttages hos Faurschou Fundation med Morten Hesseldahl og John Wagner. Verdenskunst midt i Københavnstrup. Det tog 1600 porcelænsarbejdere toethalvt år at lave de 100 millioner solsikkefrø individuelt. Blomstrer kinesisk  individualitet – eller skal vi frygte massen?

Som dansker kan man være stolt af det kreativt legende Lego-brand, fx når man besøger Rockefeller Center.  Modsat USA afdelingen mente Billund ikke Ai WeiWei kunne købe klodser engros, så nu samles der ind over hele verden. Det var en af de kriser jeg kommenterede i medierne i året. Ærgerligt at den så dygtige danske virksomhed ikke hele vejen kan lade sit eget brand blomstre kreativt og har svært ved at håndtere varme kartofler.

Erhvervsliv på kanten

I VL-9 har vi været ud at manøvrere med flådens moderne stolthed, fregatten F361 Iver Huitfelt, og det giver fine billeder jeg dog her springer over og gode snakke om flådens ret imponerende indsatser. Senere kom vi ud og besøgte produktionen i ’Udkantsdanmark’, nærmere bestemt Thulle-land – og vi fik vores egne fordomme i hovedet. For fra Ecco til Danfoss og fra stordriftsøkologien på Gram Slot til her niche-kødproduktion på SKARE FOOD var de nu nok så meget med på noderne. Faktisk ser Jens Nielsen og jeg vel også mest bondske ud…

Samme ’bonde’ Jens fra vores i øvrigt meget internationalt arbejdende World Climate Ltd.  står i Paris med storgrinende COP-21 Connie. Det er Richard Branson, der har fået Ted Turner til at hyle som en ulv som tak for en ærespris.  Klimaulve blandt klimaulve jovist – men det bliver erhvervslivet, der skal realisere klimasagen, indenfor de nu meget mere optimistiske politiske rammer.

Landliggerliv på nord- og vestkyster

Havet, skrænten og træet er mine koordinater i vores nye sommerhus i Rågeleje. Havet selvfølgelig fordi bølgerne altid drager og jeg svømmer langt i sommerhalvåret. Skrænten, fordi det at arbejde med buske og træer er balsam for sjælen.  Og træet… jo, der skal jo være tre ting i et eventyr.

Skovbunden under træerne ved Slettestrand kan til gengæld levere kantareller. Høsten i år blev middelgod, dvs. bedre end på min og mine søskendes 80 ha arvede landbrugsjord ved Vildmosen, hvor engene stod under vand til slut september.

Mange møder – megen morskab

Allinge folkemødets smeltedigel har sin karnevaleske charme i at blande høj og lav, politik og fri leg. I Nextwork skulle bl.a. styre Anders Morgentaler i en serie workshops  for DI om hvordan håndens arbejde, efter al den snak om videnssamfund, igen kan blive attraktivt for unge.

Det var sjovt, men aldrig sjovt at stå i anden række og vente på at tale efter en der har bedre historier. Vincent Hendricks causerer til en nytårsreception på Københavns Universitet om sin åbne sportsvogn, men jeg venter på at ’forelæse’ om kommunikation. De klapper nu pænt bagefter skal siges.

Sporten kort

Ingen kan svømme så hurtigt som Jens Klarskov fra Dansk Erhverv. Men med lidt italiensk sanktioneret snyd kom jeg nu ind pænt før de sidste i årets Deloitte Tri-stævne. Og her har jeg så fået solkasket på efter over 4 timer i intens hede og kan slappe af med bl.a. Jacob og Steen, formand og næstformand i Bech-Bruun.

På Amalies Supermasters hold, er 3. halvleg (også) det vigtigste. Afslutningsfesten hjemme hos os er fuld af revy-, sang- og musikindslag. Den gamle (for tiden stolte) AAB-fan blev i øvrigt topscorer på banen og ligeså mirakuløst undgik jeg udvisninger i året.  Samvær efter at have gjort noget sammen, gør godt.

Når hjerter står i kø…

Det er stor glæde at række efter – og nå hinanden. Fremme i januar ved den første alpesne med ski-drengene skal min kærlighed åbenbart pisses ud og sms’es.

Bodil giver senere tilbage i honninghjerter og her med blomsterkæde i Nordindien. Disse samt farvede mærker i panden, oftest rødt for tapperhed, fik vi ustandselig alt imens dansende piger og truttende mænd spillede. Det virkede på mig vel sødmefyldt.  Men det har sikkert så dyb mening mellem dem, som vores ægteskab har for os.

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer