Billednedslag i ’13

Her på kanten af året en mini jule-kavalkade af min mobils snapshots fra ’13

Hvid ørken eller stenørken

Kontrastrig start på året. Sidste nytårsdag går min kæreste Bodil med guide 1000 km nede i Sahara på kanten mellem den sorte og hvide ørken – her kan man se frit og langt. Og ikke mindst op i den Mælkevej vi sov direkte under. Den sorte ørken er sort af vulkansk materiale. Den hvide  ørken har ud over sine uendelige vidder oven på 30 mio. år gammel havbund (nu er der kun vand tilbage til en enkelt palme tv. som ses kan) de mest fantastiske stenformationer udhulet af vinden. Modsætningen er stor til Kairo’s trøstesløse larmende stenørkener for millioner, hvor alt incl. SAS’s brand er ekstra ramponeret.

Højberg igen-igen

Ralf Hemmingsen ringede i marts og bestilte en ekspertudredning af KU i form af en uafhængig ”Højberg-Rapport”.  Jeg kan huske Højby-rapporten (om samordning af 16-19 åriges uddannelser, hvilket som bekendt stadig er en kæmpe udfordring) fra min ungdom; måske pga. navneligheden, måske fordi Højby efterfulgte min farfar i Undervisningsministeriet som øverste ansvarlige for gymnasieskolen. I al fald er der nu også en rapport med mit mellemnavn. Det var spændende at vende tilbage og endevende sit eget gamle universitet.  Ligesom det altid er givende selv at undervise og foredrage, fordi man får umiddelbar respons. Mange organisationer og virksomheder skal jeg ud til, ofte Middelfart eller Nyborg som øst-vest samlingspunkt for konferencer og workshops. På Danmarks medie- og journalisthøjskole har Mie Femø (professor i året) og jeg nok efterhånden haft 500 igennem vores diplomefteruddannelser i kommunikation. Når jeg præsenterer mig selv der, bruger jeg klassebilledet fra 5.a, jeg står i midten, mens Jens Peter Toft (senere direktør for corporate finance i Danske Bank) holder mig om halsen. Jeg synes, det vidner om liv i klassen, trods den strenge disciplin på Klostermarksskolen i Ålborg.

Dialog installeret

Bruce Naumans blinkende neonrør leger humoristisk  en hel kommunikationsmodel, med hvor svært vi har med at skabe fælleshed. Han er en af 17 kunstnere, inkl. Warhol, der hver råder over en hel fabrikshal på Dia:Beacon, en gammel småkagefabrik omdannet til New Yorks Louisiana. Min søn Philip, der var i praktik i NYC, tog os dertil i sommer et par timer i tog op langs Hudson-floden.  Groupcare startede ud som community, før nogen havde hørt om Facebook. Efter 15 år har vi nu skrevet ud til 850.000 registrerede, at vi lukker gratis. Men Groupcare Community App fås til gengæld til 25 kr. Farverig kunst eller enkel teknologi. Der er altid brug for noget, der kan bringe os sammen.

Ledelsesdilemma’er i new normal

Mange konferencer på et år. Ikke kun som dirigent. Topmøder, VL-møder og lederkonferencer  som jeg endda nogle gange får noget ud af, ud over netværksdannelse. PFA har fx lagt en flot stil med sine stærkt besatte morgenmøder. Her en slide fra Carsten Bjerg, Grundfos, årets leder i 2012, der snakker om ’change’ og at verden er blevet uforudsigelig. Så sandt. 14 dage senere blev han selv offer for de tanker. Toplinjen skal hæves mere – samme besked som Kolding tidligere fik i Danske Bank. Men alle de forandringer er det godt at diskutere med ligesindede. Vi er en ledergruppe mest med topembedsmænd, der holder en lille uges maj-workshop ved Geneve, hvor vi i år besøgte CERN – og allermest blotlagde hinandens strategiske og ledelsesmæssige dilemmaer.

Politikere og andre selfies

Blandt årets udfordringer har været at kommentere i Politiko og på K-forum. Sager har der været nok af,  fx DSB/Waterfront-lobby sagen og folkeskolelærer-konflikten. Og mere alment har rød som blå blok leveret masser af mulighed for at forklare hvorfor ’Luske-Lars’ skyder sig selv i foden, eller hvorfor ’Selfie-Helle’ laver mere blå politik end de blå.  På folkemødefesterne på Bornholm for alle os 1204 K overrislede, laver Noa Redington og jeg vist forprøver til Helles senere Selfie. Det burde have fået ham til at stoppe sin chef! Noa får i øvrigt altid skældud i medierne, formentlig fordi han ikke selv er journalist, bare statskundskabstænkende. Helle Thornings måske største kritiker, Peter Hummelgaard, går foran mig på Advice-tur nord for Barcelona og diskuterer med Tobias Zacho Larsen. Han er nu videre som tidligt udråbt til Amagers statsministerkandidat. Senere på året  fik Tobias forhenværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech som sparringspartner på sit voksende PA-område.

I herreværelser

I året fik vi set kunst fra genåbnede Riijksmuseum til gamle Metropolitan. Da vi nu efter flytning til stor lejlighed på Gammel Kongevej har mange vægge, fik jeg også afløb for min trang til at købe kunst, fra landskabs- til kvindeportrætter.

Men man kan jo også male hele væggen med mænd. Her til høring i Fællessalen på Christiansborg om Danmarks nok vigtigste udfordring, vores ringe produktivitet, mens mændene på Oscar Matthiesens freske af den grundlovgivende rigsdag i 1915 kigger ned på de af stolene Produktivitetskomissionen ikke har fået fyldt. Og samme atmosfære fra Grand Cafe i Oslo, med Akkrediteringsrådet. Det er godt, når man arbejder med at sætte dagsordener, at være i rum, hvor man kan se, andre har udvekslet deres.

Angst og gravhøje

Munch kom på Grand Cafe, men levede efter sigende ensomt knuget. På foto’et til venstre går min mor, Marie på 95 og Bodils far, Povl på 82 år rundt på Aros i februar og har stor glæde af den stærke Munch-udstilling ”Angst”. Angst for at kaste lænkerne. Angst for mennesker, kærlighed, død. Et par måneder efter måtte vi bisætte Povl og stede ham til sidste hvile ved Jellingegravhøjene. Lidt højere byggede egypterne deres gravpladser. Deres kongers kultur var langt hen en dødekult. Men fascinerende er de, her fra genbesøg i året.

Lang innovation

Kan man ikke løbe hurtigt, må man begynde at løbe længere, tænkte jeg i året. 42,195 km i Copenhagen Marathon gennemført for første gang, selv om knæene egentlig  ikke kunne mere allerede ved Dybbøls Bro vendingen. Min datter Franciska  og hendes Chresten samt mange tusinde københavnere bar mig igennem med deres tilråb og blikke. Der er mange brancher og felter at følge halsende med i – fra industri til byggeri, sundhed til energi, finans til fødevarer og  alle typer videnrådgivning. Her dog et tværgående tema, den digitale forretningsudvikling, hvor bestyrelsesformanden er lokket med på diskotek i Amsterdam med andre TNW (The Next Web)-deltagere. I det unge web-miljø skal man følge det nyeste trend – hvad der for mig også kan blive en slags gentaget tvang af pointer,  vi allerede tænkte i dot.com æraen. Lidt fornyelse med sig hjem får man dog altid, forsikrer Timme, redaktør af K-forum her til Bo, direktør for Obrigado.

Markspiseri og kærestedrik

I SoHo i juni spiste vi godt, fx hos vores nabo Freemans Restaurant i Rivington St. Men her er vi på The Gowanus Yacht Club, reelt et par gamle parasoller og et fadølsanlæg ved Bergen station i Brooklyn. Formålet er kun at sejle i den forstand at mission-statement lyder ”to intoxicate beyond the point of acceptable behavior”. Det kan man se på Bodil, der dog også overholder ordensreglen om ”no bad vibes”. Senere i august fanger vi de allersidste solstråler rykket middagen helt  ud på min nyhøstede mark ved Svinkløv, hvor badehotellet selvfølgelig også blev besøgt på 30. år. Et glas og lidt samvær er sød musik under alle himmelstrøg.

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer