Lex Thorning: Blåt er rødt

“Det kan godt være, at det er os, der både tør reformere og have orden i økonomien, som i virkeligheden er de mest venstreorienterede (..) mens de andre er ligeglade med, hvordan det går med vores erhvervsliv.” Helle Thorning Schmidt, 15. April A-4

Er Helle Thornings “reform-amok” ægte rødt? Eller en variant af blåt? Vælgerne er rundforvirrede. Og efter Lex Thorning foregår dansk politik ikke længere på den normale venstre-højre akse.

Den nye regering kom ud af et sort tårn for halvandet år siden og snakkede arbejdskraftbehov og 2020-planer, som man skulle have læst polit eller statskundskab for at forstå. Men alle fornemmede, at den nye regerings svar på finanskrisen var at køre endnu hurtigere frem end Løkkes regering med en stram økonomisk politik og modernisering af den offentlige sektor. Det havde vælgerne ikke lige ventet. Den manglende forventningsafstemning førte til den lange og troværdighedsopslidende løftebrudsdebat og ditto svag regeringsstart. Siden er det kun gået endnu værre.

Thornings røde labeling af normal blå politik

Helle Thornings reaktion på modstanden har været om muligt endnu mere ”reform-amok”. Hun vil konsekvent hive os gennem krisen den hårde vej, den hvor det lange 2020-lys styrer. Lex Thorning er med andre ord:  Det sandt røde er at gøre det blå, så kommer den vækst i erhvervslivet, der er en forudsætning for at få flest mulige mennesker frelst gennem krisen.

Når jeg kalder det Lex Thorning, så er det fordi jeg ikke længere kan forstå det som enten radikalt diktat eller en famlende begynderstart, hvor Finansministeriet og departementscheferne i skøn forening de facto lægger linjen. Nej, nu er det også åbenlys erhvervsvenlig politik for S-R og dermed SF. Om den så giver nok kant vælgermæssigt ist eine andre Sache.

Først har Lex Thorning givet SF en uforglemmelig mavepuster. Langt værre for en S-vinkel giver den nu spændinger mellem de tre fraktioner og forskyder ligevægten i folketingsgruppen. Den sender overnervøse trækninger ud til borgmestre på valg. Splitter fagbevægelsen – og potentielt vælgerhavet – mellem de private der skal nurses og de offentlige interesser, der – langt om længe vil vi sige i erhvervslivet – skal moderniseres. Men det spalter den ”suciedal-demokratiske” horisont, som det hedder på Politikens bagside. Den mest indædte del af redaktionen mener at det økonomiske råderum ikke er opbrugt og råber retfærdighed for de svage og flere offentlige beskæftigelses-projekter, selv om journalisterne vel dårligt kan kæmpe sig på arbejde for store statslige infrastrukturbyggerier.

Selv kalder statsministeren det for ”venstreorienteret”, når pressen kritisk efterspørger rationalet. Men vælgerne har svært ved at se det røde i Bjarne Corydon skattelettelser til os erhvervsdrivende, mens kontanthjælp og SU beskæres. Og moderniseringen af den offentlige sektor med lærerne som rambuk, troede de gamle kernevælgere nok partiet var imod. Lettere bliver det ikke når Claus Hjort og erhvervslivets organisationslobbyister roser reformerne som mere blå, end de blå partier nogensinde turde få sig selv til. Og det er meget lidt troværdigt at udnævne sig selv – om end med et lille ”det kan godt være”- som ”venstreorienteret”, når alle anerkendt som rødere og grønnere, fx SF,  går tilbage og synes politikken så langt øjet rækker er blå som havet en forårsdag.

Fanden holder flyttedag ind i partier

Lex Thorning sprænger den klassiske venstre-højre akse, som de fleste vælgere afkoder politik i. Den eroderede ganske vist allerede fra 1973 med de to nye socialdemokratismer: CD og Fremskridtspartiet. Ligesom den under Foghs regime pga. indvandrerdebatten måtte suppleres med en værdipolitisk akse fra Dansk Folkeparti til De Radikale. Men ingen af akserne dur til at forklare dagens polariseringer. Og den sker ikke mellem, men inde i de gamle partier!

Hvis man ser på danskernes værdier – som min gamle partner Henrik Dahl gjorde i 90’erne – findes man den største modsætning mellem dem, der med vil reformere og åbne mod det globale samfund, og så de der beskytter sig mod alt det nye. Politisk og socialt har Socialdemokratiet altid skullet være en parti- og værdimæssig brobygger mellem arbejdernes reformbehov og deres bedsteborgerlige tryghed, og mellem gammel og ny middelklasse. Men det er præcis den økonomisk-sociale brobygning Helle Thorning udlader til fordel for de blå ledere og medarbejdere i de internationalt orienterede virksomheder og organisationer. De traditionelle socialdemokraters seismografiske instinkt spørger bare, om det er nok hende Helle og hendes laktaske begår sig vel på bonede gulve, når hun egentlig hverken er min eller forsøger at lytte til mig?

Det nye oppe-nede landskab spalter partierne internt

Vælgerhavet kan bedre se at Venstre troværdigt og gennemarbejdet lyseblåt kan styre balanceret fra midten. Løkke holder lav profil og dermed holdes modsætningen mellem liberale og ’brune’ Venstre også bedst nede.

Og derudover strømmer vælgere – hvoraf 30% i disse tider altid er på bisværmsflugt – fra S og SF til Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Her tilbydes de trygge havne for ’der-var-engang’ og ’det-er-synd-for-rettigheder’. To populistske succespartier, der sagtens kan stå med åbne arme, så længe regeringen ikke bare er ufolkelig, men på visse stræk anti-folkelig. Liberal Alliance, hvis ideologer har set friheds- og globaliseringslyset på den anden side af Atlanten, står ferske i aksens anden ende, mens Konservative skifter som var det modetøj: skal skolen moderniseres eller ej, vil vi et moderne EU eller en gamle nationalstat?

Alle øvrige ligger på midten og forskelle er næsten lige så store internt som til nabopartiet. SF-afhopper Jesper Petersen må fx blive godt skuffet over sit nye S-parti. For nok vil det magten – men forsvar for velfærden står også her over for en regering for hvilken intet virker helligt.

Baglandet er slet ikke landet

Politisk ordfører Magnus Heunicke, S er helt papegøjeagtigt tvunget til at gentage, at Socialdemokratiets dårlige meningsmålinger er et kommunikationsproblem. Han har i en vis forstand ret. Det er ikke let at kommunikere god blå politik med et tvist, som ren rød.

Dybest set er det alvorlige i S-SF problemet mest baglandet i parti, fagbevægelse og omegn, der skal sikre vælgernes opbakning. Store dele af baglandet er vant til at forstå traditionel velfærd, men har slet ikke været præpareret nok til at forsvare statsministerens reframing af ’rød politik’. Det  havde været lettere at acceptere, hvis det havde været serveret som midlertidig nødvendig blå euro-krise politik.

Anders Fogh kunne her have været forbillede. Han brugte mange oppositionsår på at forklare venstrefolket, hvor blåt skulle gøres mere rødt, at skattelettelser og velfærdsbeskæringer skulle afløses af skattestop og velfærd. Det mærkes nu at Thorning-Schmidt, der ”kunne slå Fogh”, ikke har taget den modsatte pædagogiske opgave på sig. Symptomatisk  for den indre polarisering er lærerkonflikten, hvor den røde fagforening og DF er eneste allierede for bevarelse af status quo, mens regeringen kører en blå moderniseringslinje.

Lex Thorning er udtryk for politisk mod at kommunikere så direkte mod sin egen bevægelses traditionsprægede retfærdigheds- og troværdighedsinstinkt. Om det er genialt eller bare politisk selvdestruktivt, må historien vise. Det første vil i al fald kræve at krisen forårslettes mere markant også udenfor de bycentre med virksomheder incl. underleverandører, der er med i globaliseringsmotoren. Lad trods alt tvivlen komme Thorning-Schmidt til gode.

Først publiceret i Politiko 20. april 13, men ikke lagt på nettet, så derfor….

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer