Mit år fortalt med billeder

Mobilens kameraer, Facebook og Instagram gør det lettere at fortælle sit år i egne og andres fotos. Når man har arbejdet med journalistisk og tekster hele livet, er den forankring nu svær at undvære. Så lidt ord er der med på vejen.

Farvel og goddag

Sidste morgenbad i Rudersdal kommune 25. maj før-til-byen-flytning. Sverige kan skimtes i solopgangen over Øresund.

Det er til at leve med, når man kan stå op på Gammel Kongevej, se ind på Det Ny Teaters fine kuppel eller som her ud over Sankt Jørgens sø og springe bilkøerne over til arbejde. Vand bliver man aldrig træt af, og jo ældre man bliver desto mere skønner man på morgener.


Floder fra februar til april

Kig ind over kuldslået Nordkorea ved Han-floden, hvor Potemkin-kulisser og propagandasendere ret så forgæves forsøger at skabe afhoppere mod nord. Min søn Philip og kæreste Bodil spejder i påsken ud over Tejo-floden i Lissabon, der hvor Vasco de Gama i 1497 første gang stævnede mod Indien.  Verden er stor og global, men ikke alle steder er der politisk eller økonomisk forår.


Verden fra højderne

Hudson-floden har endelig  lagt sig rolig og solbeskinnet på valgdagen 6. november og bygningsarbejderne er godt i gang uden for mit værelse  på 24. etage. Valghandlinger er for de politisk interesserede – i New York ligner dagen for de fleste alle andre arbejdsdage.

I min baggård på Gammel Kongevej 27 hænger en lille mindeplade for studenten Ingolf, der uddelte illegale blade og hjalp flygtninge. Han blev overrasket af tyskerne under folkestrejken og sprang ud gennem et lukket vindue fra 4. sal.  Frihed har mange facetter.


Politisk medvinds-begejstring

Et år med mange seminarer og begivenheder. Her fx en spritny RV folketingsgruppe, der ikke ved om den skal stå op eller lægge sig ned. Det blev vist begge dele i året. Og til højre tre vindere  i Bristow, Virginia ved november-valgets største rally. Den ukendte til højre er den lokale demokratiske senator Kaine. Til venstre er verdens bedste taler, men ham i midten har nu nok p.t. mest politisk og erotisk kapital – især i Europa.



Hundemøde ved Bobbe Å

Folkemødet på Bornholm var muntre dage. Magnus Heunicke og Claus Hjort i TV2 duel, mens Kristiansen, som jeg pt deler en rådgivningsopgave med, lufter den lyserøde skjorte. Venstre viste sig på folkemødet som et sandt hundeparti. Se her.

Men bønderne er også skiftet ud med parcelhusejerne som vælgerunderlag. Berettiget, når man ser traktoren på mit morgenkig ud over Bobbe Å mellem Allinge og Gudhjem. Senere på dagen kunne verden vendes med den djærve lokale borgmester ved Brugsen i Pedersker. Jo ø-Danmark er tæt og hyggeligt. Fremdrift og innovation kniber det mere med.


Fred og lidt festivitas

Det er ikke to øllede fagbosser på kongres, men Advice’s superskarpe direktør Espen Højlund flankeret af sin over 25 år ældre bestyrelsesformand, tag’et til en afskedsreception for praktikanter. Begge smiler. Men den sidste også fordi hverdagens pres er et andet, når ingen forlanger at man skal stå på mål for millionprojekter – men mest bliver bedt om lidt gode råd. Alt er ikke arbejde i mine syv rådgivningsvirksomheder. Et par dage om ugen går vel med foredrag, undervisning og bestyrelses-, fonds- og rådsarbejde. Dertil hører til tider receptioner fx ifm. CSR-prisen, FUHU’s erhvervsforskningspris og på billedet K-forums specialepris. De kvikke unge mennesker på billedet har skrevet om branding på sociale medier – et tidstypisk tema på de over tredive universitetsuddannelser på kommunikationsfeltet. Hvordan de skal få arbejde blæser desværre mere i vinden.


Vandrette og lodrette æggehoveder

Bond nr. 23 ikke bare en mere veldrejet og underfundig fortælling om autoritets- og moderbinding og skæbneforbundethed mellem helt og anti-helt. Skyfall rumsterede lidt i mit hoved efter premieren i København og sjovt nok kom den først 14 dage senere til USA, hvor den så også – her i Harlem – blev eksponeret på trafikmedier og store billbords. Men havde den været et flop, havde de nye sociale platforme så ikke taget livet ud af megamarkedsføringen inden?  Jeg ligner ikke ligefrem Bond, selv om jeg skal køre en tredjeplads hjem om kap med de unge udviklere  i Groupcare, efter vi kan fejre, at et projekt for DI’s IT-infrastruktur er lykkedes. Næste stop her er deres community platform. Her udvikler vi mere ”vandrette” dialogiske strukturer til virksomheder, men med respekt for de ”lodrette” beslutningsstrukturer en Bond-film sætter i spil.


Årenes guldglimt

Årsskifte er højsæson for prisuddelinger. Advokat Svend Paludan-Müller, formand for løbeklubben i Gassehaven – der ikke er nogen klub, men dog har en formand – modtager her hjemme hos mig den gyldne løbesko, 25 år efter han selv indstiftede prisen, til evig eje, mens en anden god – og hurtigere – løbeven, investeringsrådgiver Henrik Østergaard ser på.  Med alderen vinder man ikke præmier, men hæder. Her er det unge Advice’re der er så søde at indstifte ”Årets Højberg”, en brosten, der passer fint med at være flyttet ind til brostenene.

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer