En kostelig affære – fin historisering af politisk rådgivning

Danskerne strømmer ind og ser Arcels film ”En Kongelig Affære”. De to elskendes historie er i fokus, og den er smuk uden at være betagende, spændende uden at man er ved at gå til. Den følger det mønster, al tragedie og komedie gennemspiller (Nortrop Freye, canadisk litteraturforsker) i kampen mellem forår, lys, og unge forelskedes nye samfundsnormer op mod vinter, mørke og det gamle samfund. Og er dermed fiktion. Men filmen er bedre, og især bedre at lære af, end fiktionsfilm er flest.  Så den skal nok blive en klassiker for gymnasieelever, hvilket vel snart vil sige 4 ud af 5 ungeMan kan selvfølgelig have indvendinger mod den voldsomme sprogmodernisering, der er en nødvendighed for et massepublikum. Og mod de mange tilretninger i forhold til historiens forløb, men filmen udgiver sig ikke for at være den faktuelle sandhed om dette peak i Danmarks historie.

Det jeg – fra min praksis – godt kan lide filmen for, er at den kører Arcels ”Kongekabale” næsten 250 år bagud i tid og dermed punkterer alle de tåbelige historier om moderne spin, som underminerende sund, gammeldags, dansk politik.  Myten om at politisk rådgivning er startet med Pittelkow og Qvortrup, og siden har ødelagt dansk politik, kolporteres fra formiddagspresse til Flemming Jensen satirer.

”En Kongelig Affære” er i den grad også en historie om magtkampe omkring det magttomrum, en sindssyg konge efterlader sig.  Om hvordan kongens rådgiver Struensee ser mulighed for at etablere sig som gehejmekabinetsminister, indtil han p.g.a. eget ’oplyste’ snæversyn og manglende alliancer stødes fra magten igen.  Den autodidakte rådgiver bliver pludselig enehersker, og det evner han i Mads Mikkelsens ensomme skikkelse ikke, men han når at mærke magtens dilemmaer, især da han må genindføre censuren.

Det fine ved filmen er, at både dem, fiktionen må fremstille som de lyse og moderne, og dem, fiktionen må fremstille som det mørke og bagstræberiske, langt hen er lige gode om såvel at bekæmpe hinanden, som at gøre det med de magtteknikker, der nu er tidens blanding af initiativer og ord, penge og pression.

Nutidens modekritik af presserådgivere (for det er dem, der er langt flest af), som langt overvejende bare skriver politikernes ord ned og formidler deres presseoptræden, er ude af proportioner. Nutidens forargelse over at også moderne politik er strategisk reflekteret og udført i et samspil mellem meget færre (rådgivere og gehejmekabinetsministre), er naiv. Og den undermineres herligt for enhver dansker, der ser filmen, og skjult eller åbent beundrer Mads Mikkelsen.

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer