Hvorfor gør Venstre det svært for sig selv?

Lars Løkkes optakt til valget er på plads. Første trin i raketten er at klæde oppositionen af. Næste trin formentlig en økonomisk stimulanspakke.

Berlingskes Politiko tillæg har lige bedt mig vurdere det første, og  det kræver ikke det store kørekort at se, at første trin kom rigtig skidt fra start.

Dels kom fokus fra oppositionen på krænkelse af ophavsret til foto’et (de må have røde ører på bureauet). Dels på om det er en skræmmekampagne a la Karl Rove (hvilket jeg er enig med Jarl Cordua og Krause Kjær i er temmelig urimeligt, da spørgsmålene er relevante). Men indvendingen afspejler for mig at se tre svagheder i kampagnen:

Dårlig timing. Hullet i oppositionens plan og  faren for et græsk scenarie med den, var mere troværdig, da den blev lanceret, end her længe efter.  Man skal skyde en plan ned straks, og med flest mulige eksperter i ryggen – ikke længe efter

Folks erfaring. ”Vi går fallit”, sagde min konservative far hver gang Jens Otto Krags dannede regering i 60’erne. Men det skete jo ikke. Socialdemokrater fra Stauning til Nyrup har været finanspolitisk über ansvarlige med Anker Jørgensen som markant undtagelse. Så hvad er problemet ikke lidt overdrevet vil folk flest tænke.

Kampagnens etos. Normalt ville en statsbærende parti bruge ”præsident-auraen” og fremlægge afsenders egne planer for nationen og dermed indirekte udstille oppositionen som irrelevant. Den visuelle setting i kampagnen er den modsatte. Den bruger og dermed anerkender Helle & Villy som potentielle statsmænd – ganske vist nogle der skal afsløres bag facaden. Men hvem når bag den, hvor mange forstår ironien og læser brødteksten? Og af dem der gør, hvor mange rykker det så ved? Reelt får oppositionens ledere helt gratis placeret sig som de rolige statsmænd, mens Venstre er den mere desperate udfordrer. Der er dissonans mellem den hurtige visuelle afkodning og afsenders intention.

Jeg kunne på Venstres vegne frygte, at kun de borgerlige, der har det med socialister som min salig far, rigtig vil afkode og elske denne kampagne. Alle midtervælgerne, herunder de kvinder,  der skal vindes tilbage,  vil dens talfiksering næppe appellere til, ligesom meget forskning tyder på at negative afsæt ikke virker på samme.  Men frem for alt: risikoen ved at sætte det flot i front, man ikke skal stemme på, fører ofte til at folk overser og glemmer negationen, så den reelt blåstempler oppositionen som regeringsduelig.

Anders Fogh ville have givet den som landsfar og forsvarer af velfærd etc. Sådan skal vi nok få Løkke at se i de senere faser. Og mon ikke de kommer snart?

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer