Hvordan med von Triers presse- og filmform?

Lars von Trier Cannes pressemøder er skabt til at trække overskrifter på provokation. Denne gang identificerede han sig med en megaloman tabers syn og æstetik (Hitler), selvsagt med den ironiske distance, som lige netop det eksempel ikke tåler. Trier’s humor går bedre hjem, når det handler om at fortælle, at næste film er en fire timer lang pornofilm. Formlen er lidt den samme i Melancholia selv, som jeg havde fornøjelsen af at se til forpremiere. Den depressives følte tabersyn på verden er det, der bekræftes – også i sin relative glæde, når verden faktisk går under. Det er der ikke så meget spænding og spænstighed i, trods alt wagnersk musik og vanvittigt flotte apokalyptiske billeder. Bedre står humoren lige fra start, hvor brudeparret kommer for sent, fordi limousinen er for lang til bjergvejens kurver. Men samlet bliver historien om de to kvinde-personaer, den melakolsk drømmende og den mere realitisk angste, ikke rigtig tvingende for mig; konfrontationen med vores natsider ikke forløst på helt samme niveau som i forgængeren Anti-Christ. Trier er gået lidt for langt med lidt for ikke nødvendige effekter – både i filmen og i sin presselancering. Triers evigt provokative grænseafprøvning og mod til at konfrontere os med the other side er lige dele fascinerende og utålelig. Men ikke helt unormal. Som en kæreste jeg havde, der hele tiden skulle provokere for at finde ud af hvem man(d) er. Spændende – men som blivende manér også trættende.

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer