Lundes moral-kanon: Top 100 erhvervsslidere vurderet i deres ansigts sved

From good to great i dansk erhvervsliv

Niels Lunde, tidligere erhvervs- og chefredaktør på Berlingske, nu  førende erhvervskommentator fra Politiken, har skrevet en kanon eller i al fald en kanonisering af top 100 danske erhvervslederne. De får et par opslag hver og en rangordning efter den indflydelse, de øver på det øvrige erhvervsliv. Alt i alt bliver det en klippe af en bog, en slags blå E-bog. Spændende læsning – bare ikke på den kulørte måde. For nok er vinklen personlig, men interessen er forretnings- og magtstrategisk. Og E er med stort, for det stor tunge Erhvervsliv.

Mange unge, samt almindelige læsere, vil således langt fra kende alle 100. Hvem er Gitte Aabo,  Jacob Meldgaard,  Lars Terney og Peter Korsholm, for nu at tage nr. 79-76? Et er, at viden- og webbaserede virksomheder ikke eksisterer her, og at topchefer ikke kan være offentlige, og kun til nød lede organisationer. Men noget andet, at medievirksomheders ledere fra Egmont, DR/TV-2, Pol/JP, Berlingske, Gyldendal og Louisiana er strøget, og at kendisser som Asger Aamund og Flemming Østergaard er forment adgang. Det sælger bogen næppe billetter på på handelshøjskolerne.

Skønt personcentreringen og skønt selv førende i medierne, er Niels Lunde helt kold over for ungdom og medietække. Der er kæmpe forskel på Berlingske Nyhedsmagasins ’front stage’ spektakulære Se&Hør-kriterier for erhvervsliv og så det reelle ’backstage’ erhvervsliv. Som i Niels Lundes forrige – og fremragende – bog ”Hr. Møllers nye mand” om Niels Smedegaard (nr. 6), er der intet kulørt. Smedegaards hele liv er i privatmæssig henseende så spændende som 15 minutter i Klaus Riskjær Petersen eller Kurt Thorsens. Men det anfægter ikke Lunde. Hans første arbejdsplads var DA – og perspektivet er fortsat herfra. Scient. pol.’en ser på magt og på de store industrielle ledere og rederes vækststrategier.

Inden for den gruppe kan Niels Lundes kriterier så jo nok alligevel blive udfordret. Hvorfor er bankdirektører placeret så lavt? Har Christian Clausen, Nordea (nr. 20) og Peter Straarup, DB (nr. 23) ikke enorm indflydelse selv om de (heller) ikke træder nye vejet? Hvorfor kan de jyske dyne- og kjolekonger Lars Larsen (nr. 10) og Troels Holck Larsen (nr. 17) siges at have større indflydelse end kapitalfondsdirektører, der restrukturerer virksomheder på stribe, som fx Ole Andersen, EQT og ISS, B&O og DB (nr. 33) eller Christian Frigast, Axcel (nr. 84)? Hvorfor er ejere særligt magtfulde (Anne Uggla som nr. 4), og Maersk Mc Kinney-Møller (nr. 1), der måske ikke er walking dead, men dog tæt på det sidste, når enormt og bredt toneangivende bestyrelsesformænd som Pram-Rasmussen (nr. 22) og Fritz Schur, der styrer SAS, DONG og vist det kvarte Venstre, kun er nr. 21?

Her skal man forstå Lundes rationale.  Det er heldigvis ikke skjult: det handler  primært om jysk husmandsflid. Dernæst om hartkorn, altså størrelse. Det reelle kanon-kriterie for Lundes hakkeorden er moralsk: 1) Hvor meget slider du operativt? og 2) Hvor meget er du ejer af succes’en?

Derfor er finanskapital, indsatte bestyrelsesformænd, osv. ikke rigtig værdsat. Og er kun med, hvis de er meget store. Og alt fra revisorer i Big Four over advokater med mange bestyrelsesposter som N.E. Nielsen og venner, for ikke at tale om rådgivende ingeniører og managementkonsulenter, er udelukket For de har ikke rigtig tjent sig op, og hvis de har, er de for akademiske, for lidt ’operational’. En i mine øjne fornyer med Nørby-udvalget og skaber af en stor servicevirksomhed som Lars Nørby Johansen (nr. 70), er lavt rangeret, og Mads Øvlisen ikke med. De er for teoretiske. Due Jensen (nr. 2), der jævnt hen er bærer af de samme værdier, er i top. Fordi han har slidt sig til dem fra smed over teknikum til sin egen (arvede ) storvirksomhed. De sande slidere kommer helt fra dybet, er en slags forvoksede smede og håndværksmestre, der ikke har siddet ved for mange skolebænke.

Det kan man også se på de såkaldte ”værktøjer”, Niels Lunde angiver for hver enkelt. De er med hans egne ord ”overraskende enkle”. For Lunde, selv cand. scient. pol. fra Århus – så kan det vel ikke blive mere modelteoretisk – vil nu det enkle liv, de simple fornuftssætninger. Heldigvis ikke som i populærlitteraturen, fx  Conveys ”De 7 gode vaner”, som er personlige. Men strategisk simple. Kend dine kunder, fokusér,  eksekver osv.  De fine modeller fra universitetet eller bare Harvard Businees School  tæller ikke.  Thomas Malnight fra IMD er den eneste management-rådgiver, der qua Niels Lundes A.P. Møller-tæthed kan få accept.

Lyder det kritisk? Det er det egentlig ikke. Lunde er bevidst og ærlig om sin præference for praktikkens slidere. For det andet er det faktisk det dominerende syn i det klassisk store erhvervsliv selv. Og  så må jeg indrømme, at  jeg langt hen ad vejen deler hans syn. Fordi det vitterlig er vejen til succes her. Jim Collins har skrevet nogle verdenskendte bøger om det, fx From Good to Great. De viser, det stik modsatte af mediebilledet. De bedste erhvervsledere er ydmyge, hårdtarbejdende, med klart fokus og sikker eksekvering. De træder i baggrunden og giver teamet æren, de optræder ikke i medierne, er underspillede, vedholdende og ordholdende osv. Collins undersøgte 1000 amerikanske virksomheder, Lunde nøjes med 100 danske ledere.

Pointen er bare, at det ikke skaber historier og konflikt, meninger og spektakulære begivenheder – alt det, normale journalister og normale kommunikations- og personlige branding guruer higer efter. Kun hårdt arbejde, år efter år, tæller, når Lunde lunter afsted. Niels Lunde er noget så mærkeligt som en journalist, der er ujournalistisk. Jeg elsker det. Så selv om finanskapital og videnskapital nok bliver lidt vigtigere i fremtiden, end Lunde kan lide, og politisk indflydelse og lobby er en opgave for alle CEO’s., ikke bare i klima- og clean tech virksomheder, så er det fint med mig, at knofedt og stålsat vilje, mere end synlighed, fikse ideer og smarte koncepter, fører til topplacering. Men måske ’føj for en kold tyrker!’ for andre. Hvad siger Niels Lundes mange yngre kommunikationskolleger til, at han sætter kommunikation på sidelinjen, og stilfærdig forretningsskabelse der, hvor den er: lige i centrum?

Niels Lunde “100 topchefer”; 460 sider; L&R Business,
ISBN: 9788711414170


Dette indlæg var udgivet i:Bog, Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer