Julefrokost – i verdens 5. fattigste land

To julefrokoster med 100 glade danskere. En verden til forskel.

Som ses: Julefrokost i Salon K med Advice, Digital og K-forum – og jeg ligner det julede indslag med lys i den våde lampe. Sådan var det ikke til dansk classic julefrokost hos den danske ambassadør i Maputo, Mozambique.

For dér er det de mange lokale, sorte hushjælpere, der i 35 graders varme er i nissetøj og nissehue. Gad vide hvad de ville tænke, da den lokale 3F’er vil have selskabet til at synge ”Når jeg ser et rødt flag smelde”. Bare resterne fra fiskefilet og sylte ville kunne smelde så de brødføder deres familier hjemme en uge. Det åndelige indhold i det officielle DK’s repræsentants vittigheder om forveksling af ’chinese juice’ og ’chinese judes’ og forgæves forsøg på mere fællessang, går nok også hen over hovedet på dem.

Her mangler intet. Alt fløjet ind fra rugbrød til kravlenisser. Regeringen støtter ikke det lokale landbrug; det er der ikke penge nok i til egne lommer. Så mens den norske laks glider ned med linieakvavit, når jeg lige at tænke, at maden i dette land med absurd godt klima lige meget hvad vil være importeret. Den danske koloni er mest bistandshjælpere  og Cowi folk på ’demokrati’ mm projekter, enkelte driver lidt statsunderstøttet forretning med frugtproduktion eller tæpper, samt selvfølgelig gode Maersk folk. The usual suspects. Alt det som ville være blevet vrænget af hos de trendy bureaufolk i Cph. -  i al fald når vi er sammen – vækker her berettiget barnlig begejstring: Rugbrød, sild, svinekød. Hvis svinesylte er så lækkert, så giv det til muslimerne, vrænger jeg med henblik på byens rigeste mand, der er muslim og udnævnt af Obama til US narkofjende nr. 1. Men landet er i valutakrise, hvis hans narkodollars stopper.  Ødelæg heller ikke den gode stemning og det sponserede fadøl med at forarges over at 60% af BNP er offentlig vestlig hjælp og samme procent at hjælpen og store procenter fra narkoens uhindrede flow ender på forhånd i de forkerte lommer, maner en ngo medarbejder til mig ud på aftenen. En af hans lokale venner kan ikke få job, fordi han har anmeldt korruption til myndighederne – der jo bare er de mest korrupte osv. Ved udbud byder kun partimedlemmer og kun partimedlemmer kan komme højt i ministerier og så vinder de, hvorefter de selv godkender, at der ikke behøver laves noget, fortæller en IT-virksomhedsleder mig, der jo så kun kan leve af de private, der endnu ikke er regeringsejede eller -infiltrerede….
Jeg er her faktisk for at starte web-projekt op. Største hindring er at skaffe uddannede folk fra de fire universiteter, der kan og vil. Man ansætter ti og håber på at en eller to  gennem træning er mulige. Den danske stat kan støtte med 5 mio., men selv ikke det er nødvendigvis afgørende. Stadig er ingen hoppet i ambassadørens svømmepøl, det er nok kun mig, der ikke er vant til at blande snaps, øl, vin og spiritus. Jeg er ude i en stor glad dansk lomme,  hvor en del er groet fast i nem livsnydelse og lokale ægteskaber subsidieret af lave priser, megen hushjælp og perfekt klima.  For mig er denne del af Afrika så megen snavs, mudder og elendighed tilsat vilkårligt bureaukrati, at mit temperament ville have svært ved permanent ophold. Men der er i Mozambique ikke nogen utryghed, alle smiler og ingen aggression, selv om der var gadeoptøjer i september over voldsomt stigende priser i et land, hvor månedslønnen er 300 kr.

Det eneste de lokale danskere taler om med bekymring, hvis de ikke har penge nok, er deres sundhed, pension osv. Det er trods alt godt at være dansk. I al fald lidt endnu, tænker jeg før jeg går ud på vejene med de imponerende navneskilte: Karl Marx, Ho Chi Min og Vladimir Lenin Allé. Den mest til højre er Oluf Palme Allé, men den er også mindre end Kim Il Sung Allé, der løber op til US ambassaden. Slutresultatet af FREMLINO’s revolutionære styre er ikke andet end gadedrenge, bulede lastbiler, små støvede butikker, opbrudte fortove og grimme højhuse fra partisocialismens første år. Det er distribution af elendighed. Verdens 5. fattigste, så hjælpen strømmer ind nu der ikke er så mange ludfattige lande tilbage.

Rigtig god jul!

Dette indlæg var udgivet i:Kommunikation. tilføj som bogmærkepermalink. Skriv en kommentareller efterlad en trackback:Trackback link.

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort eller delt med andre. Obligatoriske felter er markeret med *

*
*

Du kan anvende disse HTML tegn og koder: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Subscribe without commenting

  • Når forretningen kommunikerer