Lidt af mit 2015 billedfortalt

Marie

Først og sidst: Liv og død

Så blev jeg morfar! Her første foto af lille Niels og hans mor fra 30 juli. Han er selvfølgelig allerede meget større og trives.

Min mor sagde verden farvel i juni. Det er mit sidste foto af den spinkle dame på 97, der nysgerrigt ser hvad min kone viser hende. Selv var hun på internet og havde kørekort til det sidste. Satser på at arve hendes stærke gener…

Et år til Højbars

K-forums Timme overrakte mig på min fornøjelige 60 års dag i januar mine samlede artikler på K-forum. Søren Ulrik Thomsens Samlede – i enhver henseende vægtigere – er den synlige forlæg for pastichen.

Mod årets slutning konstruerede praktikanter i Advice en  fysisk  mobilbar på hjul, som de kaldte ”Jesper Højbar” og de introducerede den med en Steve Jobs look alike YouTube video. Det er godt at få lov at grine af sig selv i sin egen bar – men ser jeg ikke lidt benovet ud?

Feminint og maskulint rejseår

Fik i året besøgt New York, Paris, Milano, München, Barcelona, Geneve, Malaga og Granada, Amsterdam og Eindhoven  samt Oslo, Tallin og Helsinki.  Mest ikonisk for Bodil og jeg var mødet med Taj Mahal på togrejse med resterne af den engelske overklasse de 2800 km fra Delhi til Mumbai.  Paladset mødte os svævende i morgendisen over en paradisisk have; en kærlighedsgave lovet af stormogulen til at ære mindet om sin foretrukne hustru på dødslejet (hun døde under sin 14. barsel!) En elegant og feminin oplevelse i sin fusion af arabisk symmetri og hinduistiske ciseleringer. Velgørende at finde også hos muslimske verdenserobrere i 1600-tallet – og måske lærerigt for nutidens indiske mænd.

Vi bliver i Indien og ser på blandingen af affald, dyr og rickshaws der er legio overalt i gadebilledet. Det samme gælder mandens mobil.

Kunst- og krisekommunikation

Ai Wei Wei’s kunstværk ”Sunflower Seed” iagttages hos Faurschou Fundation med Morten Hesseldahl og John Wagner. Verdenskunst midt i Københavnstrup. Det tog 1600 porcelænsarbejdere toethalvt år at lave de 100 millioner solsikkefrø individuelt. Blomstrer kinesisk  individualitet – eller skal vi frygte massen?

Som dansker kan man være stolt af det kreativt legende Lego-brand, fx når man besøger Rockefeller Center.  Modsat USA afdelingen mente Billund ikke Ai WeiWei kunne købe klodser engros, så nu samles der ind over hele verden. Det var en af de kriser jeg kommenterede i medierne i året. Ærgerligt at den så dygtige danske virksomhed ikke hele vejen kan lade sit eget brand blomstre kreativt og har svært ved at håndtere varme kartofler.

Erhvervsliv på kanten

I VL-9 har vi været ud at manøvrere med flådens moderne stolthed, fregatten F361 Iver Huitfelt, og det giver fine billeder jeg dog her springer over og gode snakke om flådens ret imponerende indsatser. Senere kom vi ud og besøgte produktionen i ’Udkantsdanmark’, nærmere bestemt Thulle-land – og vi fik vores egne fordomme i hovedet. For fra Ecco til Danfoss og fra stordriftsøkologien på Gram Slot til her niche-kødproduktion på SKARE FOOD var de nu nok så meget med på noderne. Faktisk ser Jens Nielsen og jeg vel også mest bondske ud…

Samme ’bonde’ Jens fra vores i øvrigt meget internationalt arbejdende World Climate Ltd.  står i Paris med storgrinende COP-21 Connie. Det er Richard Branson, der har fået Ted Turner til at hyle som en ulv som tak for en ærespris.  Klimaulve blandt klimaulve jovist – men det bliver erhvervslivet, der skal realisere klimasagen, indenfor de nu meget mere optimistiske politiske rammer.

Landliggerliv på nord- og vestkyster

Havet, skrænten og træet er mine koordinater i vores nye sommerhus i Rågeleje. Havet selvfølgelig fordi bølgerne altid drager og jeg svømmer langt i sommerhalvåret. Skrænten, fordi det at arbejde med buske og træer er balsam for sjælen.  Og træet… jo, der skal jo være tre ting i et eventyr.

Skovbunden under træerne ved Slettestrand kan til gengæld levere kantareller. Høsten i år blev middelgod, dvs. bedre end på min og mine søskendes 80 ha arvede landbrugsjord ved Vildmosen, hvor engene stod under vand til slut september.

Mange møder – megen morskab

Allinge folkemødets smeltedigel har sin karnevaleske charme i at blande høj og lav, politik og fri leg. I Nextwork skulle bl.a. styre Anders Morgentaler i en serie workshops  for DI om hvordan håndens arbejde, efter al den snak om videnssamfund, igen kan blive attraktivt for unge.

Det var sjovt, men aldrig sjovt at stå i anden række og vente på at tale efter en der har bedre historier. Vincent Hendricks causerer til en nytårsreception på Københavns Universitet om sin åbne sportsvogn, men jeg venter på at ’forelæse’ om kommunikation. De klapper nu pænt bagefter skal siges.

Sporten kort

Ingen kan svømme så hurtigt som Jens Klarskov fra Dansk Erhverv. Men med lidt italiensk sanktioneret snyd kom jeg nu ind pænt før de sidste i årets Deloitte Tri-stævne. Og her har jeg så fået solkasket på efter over 4 timer i intens hede og kan slappe af med bl.a. Jacob og Steen, formand og næstformand i Bech-Bruun.

På Amalies Supermasters hold, er 3. halvleg (også) det vigtigste. Afslutningsfesten hjemme hos os er fuld af revy-, sang- og musikindslag. Den gamle (for tiden stolte) AAB-fan blev i øvrigt topscorer på banen og ligeså mirakuløst undgik jeg udvisninger i året.  Samvær efter at have gjort noget sammen, gør godt.

Når hjerter står i kø…

Det er stor glæde at række efter – og nå hinanden. Fremme i januar ved den første alpesne med ski-drengene skal min kærlighed åbenbart pisses ud og sms’es.

Bodil giver senere tilbage i honninghjerter og her med blomsterkæde i Nordindien. Disse samt farvede mærker i panden, oftest rødt for tapperhed, fik vi ustandselig alt imens dansende piger og truttende mænd spillede. Det virkede på mig vel sødmefyldt.  Men det har sikkert så dyb mening mellem dem, som vores ægteskab har for os.

Udgivet iKommunikation | 3Kommentarer

Jespers billedfortælling 2014

Styr på det nye år?

Nytårsdag i helikopter over mod Maputo. Afrikas lugte, lyde og indtryk er en god indgang til  at sanse et nyt år.

Kutteklædte katolske mænd bærer Madonna’en rundt i uendelige påskeprocessioner i Malaga, hvor vi holdt ferie med vores børn. Da jeg var 5 år oplevede  jeg arbejderne kaste sten mod Franco’s Guardia Civil sammesteds.

På forsommer besøg.

Kim fra DI kigger på mens rektor Per og rektor Ralf fra hhv. CBS og KU taler sammen  på besøg hos den tværgående udviklingsafdeling i Novartis i Zürich. Generelt er de danske universiteter nok så smidige og fremme i skoene som de fleste udenlandske.

Allinge Folkemødets smeltedigel har sin karnevaleske charme i at blande høj og lav, politik og fri leg. Hella Joof her som spåkvinde for mit DI-hold, der dog mangler Mette Touborg og Allan Søgaard, på mission for en hurtigere og kærligere offentlig sektor.

Ringen sluttet.

Frederik den IX står strunk og uden sine tatoveringer og bevidner vores vielse.

Min mor på 97 siger altid at hun føler, hun har det bedst omgivet af unge. Det er hun så her til vores bryllup. Selv om jeg er efternøler,  bør hun dog ikke regne mig med mere.

Krisetegn i juni.

Kriseekspert tituleres jeg ofte af medierne. Det er ok, bare ikke på egne kriser. Jeg ser passende bekymret ud over  Lars Løkkes rod.

Aften efter Deloitte-Tri på Mallorca’s østkyst. Jeg løb i mål en time efter den 3-dobbelte OL-guldroer Eskil Ebbesen – men dog en time før sidste mand lukkede gærdet.  Inge Prip, direktør på Erhvervsskolen Nordsjælland, er holdets humørbombe og virker frisk nok.

Sommers vækst.

Det var en fantastisk  sommer, også for kantareller. Dagens sidste stråler nydes helt ude i marken på vores husmandssted i Svinkløv.

Håb under brosten.

Gode venner får os med til fed Gregory Porter-udendørskoncert i Hamborg 12. september.  For en gammel utopiforsker har det lokale Nørrebro-kvarter også noget at byde på inden det gode grønne mikro-samfund åbenbart lukker ned om en uge.

Englænderne husker deres krige. En rød valmue for hver en falden er blandt de bedre måder at fastholde tabene fra to verdenskrige.

Universitets hæder.

På en nordisk konference i Århus tordner jeg så meget mod den naiv tro på at mere kommunikation er bedre, at én deltager her skriver, at hun vil lukke en hjemmeside ned hver dag. Det har ikke så drastiske konsekvenser som det lyder, fx har KU over 2000 af slagsen.

Vi er  et team på 17, mest forskere fra KU med Mie Femø og Brian Due i spidsen, der på Bogmessen i november får årets lærebogspris for vores kommende bog om international branding. Uden dog endnu at have skrevet en linje! Så ordner hænger man på idioter og lærebogspriser… Men konceptet for bogen er åbenbart godt, og priser kan åbenbart også gives til opmuntring.

Smagfulde tegn.

”In the open world your fairytales better be true” skrive Sørine fra Advice i 2015-kalenderen. Verden er mere åben eller transparent og der kommunikeres 24/7 på alle platforme uden gatekeepere, fx journalister eller spin-doktorer, og alle kan tjekke (næsten) alt. Det er godt for meget, men ikke alt skaber sammenhæng. De sociale medier giver også luft til allehånde landsbytosser og ligegyldigheder i den offentlige samtale.

I det jødiske kvarter i en lille gyde i Rom ligger en særegen traditionsrig restaurant. Hvad det lige er brandmandens fortælling går ud på må man selv tolke. Men sandt er: maden smager fortryllende.

-

Udgivet iKommunikation | 25Kommentarer

Folke- og Anisette møde

Vi har alle lige været interviewet af Charlotte Beder til TV2 og første hold på mission for en hurtigere og kærligere offentlig sektor er Ida Auken og Bente Klarlund. Blæsten står frisk over øen

Charmen ved folkemødet, eller #fmdk på nydansk, er for mig især den ultralave magtdistance – alle snakker og mingler med alle. Det ene øjeblik står man og snakker med de lokale på Hut-li-Hut, Allinges hårde værtshus. Kort efter sidder man på Gæstgiveren og spiser med frisk udnævnte magtspidser (Berlingskes måling) som Bjarne Corydon og Karsten Dybvad – uden at man tænker nøjere over det. På et tidspunkt siger  Bo Lidegaard overfor, at nu starter årets koncert og da Politiken jo har greb om kulturen, giver jeg det chance i stedet for at drible til havnefest. Og det blev så for mig året koncert. Da jeg  gik i realen omkring 68 – havde hår til skuldrene og stor pels – introducerede min storesøster mig til Svage Rose. 45 år senere ligner Anisette  – modsat mig – totalt sig selv, som hun står der på scenen ti meter fra mig og svajer med det sorte hår dækkende ansigtet. Hun kan stadig ikke tale et forståeligt dansk (formentlig en stor fordel at slippe for at høre indholdet), men hun kan synge og orkestret får det til at svinge sublimt.

Jeg har ellers i år især hygget mig med at lave et lidt nybrydende, tværgående 3-dages DI-projekt hvor 6 missionærer (Ida Auken, Benedikte Kiær, Mette Touborg, Bente Klarlund, Allan Søgaard og  Henrik Byager) er sendt ud for at indsamle ideer til en hurtigere, kærligere og dygtigere offentlig sektor.  Fedt hold og rigtig sjovt.

Men Anisette-nostalgien fra min glade hippieungdom var nu nok den 2014-oplevelse på #fmdk, jeg vil huske længst.

Udgivet iKommunikation | 28Kommentarer

Moralsk panik før Løkke-tid. Hvad vil du huske bagefter?

I aften skal jeg i Tv2 News kl. 19 og snakke om Løkke krisen, mens den kører. Og hold da op hvor har den procesmæssigt eskaleret fra 13. maj, tænker jeg. Løkke har selv åbnet for det på EP-valgnatten med at sige at Venstre må bestemme, om han skal være formand. Og fra i lørdags har det så krakkeleret i en slags moralsk panik, for nu at nå et nedbrydningstempo, vi sidst så ved SF’s regeringsudtrædelse i januar.  Hold da op hvor alle Venstre-folkene har det skidt. Claus Hjort, der har brugt 30 år af sit liv på at opbygge et fælles midter-regeringsdueligt Venstre må lide allermest!

Hvad vil man egentlig huske bagefter? Mediefladen er almen, men vi husker, i al fald på sigt, altid i relation til os selv. Mine personlige nedslag er fx, at :

- Den første Venstre-tillidsperson der meldte sig ud allerede 14. maj var Flemming Jansen fra Pandrup, min gamle dansklærer fra gymnasiet – dengang meget moderne med modernistiske noveller!

- Min artikel på K-forum om krisen vil jeg nok glemme, men måske huske min optræden i DR2  Nyhederne fordi det var første dag jeg har prøvede at gå med kontaktlinser offentligt, og jeg opdagede så at jeg i de 8 minutter ikke kun læse mine papirer!

- Første sekund, jeg var sikker på Løkke måtte gå inden længe, var i lørdags, hvor jeg var i Sverige med fodboldholdet. Den første Venstre kreds der undsagde Løkke var Viborg. Og en ven sms’ede at der lå jo Finderup Lade hvor Erik Klipping i 1286 var ramme om hidtil – vist eneste – mord på en dansk statsleder. Så tænkte jeg – nu lyner knivene igen fra egne rækker.

- Første folketingsmedlem der meldte åbent ud i går aftes var Preben (Bang-Henriksen). Ubetinget stærkeste dreng i min skoleklasse fra 1a til studentereksamen! Og dengang formand for KU ikke VU.  Nu så han mere utilpas end overlegen ud.

Sådan er der altid en personlig krog.

Hvor længe huskes politiske kriser. Jeg husker måske mere mine nye linser end Løkke.

Udgivet iKommunikation | 25Kommentarer

Hvordan er det lige København er erhvervsvenlig

Overborgmesteren siger at København er erhvervsvenlig, og det er han også selv, i særdeleshed venlig.  Og han har vist engang hyret Børsens gamle chefredaktør til at udvikle det erhvervsvenlige. Men hvad er det egentlig blevet til i praksis?

Jeg spørger, fordi min kæreste har lige flyttet sit  enkeltmandsskrivebord hertil fra Odense. I går fik hun så også en opkrævning på 1.580 kr for affaldshåndtering. Heraf 750 kr. i administrationsgebyr. Hendes enmands-virksomhed rummer end ikke resterne fra en blyantsspidser. End ikke papir, da hun aldrig printer. Så sig ikke, at København tager mod nyt erhvervsliv med åbne arme. I  fattige stagnerende Odense var hendes tilsvarende afgift i øvrigt en tredjedel.

Jeg har selv prøvet turen – og glem at protestere uagtet at Rådhuset nu har én indgang til al erhvervsservice. Men der er så heldigvis så meget andet fedt ved Øresund. Først og fremmest adgangen til (stadig) supergodt uddannet arbejdskraft fra universiteterne. Jeg tror, jeg har været med til at starte 14 virksomheder hidtil i mit liv, der vel i dag rummer omkring 250 såkaldte højvidenarbejdspladser, heraf drejet nøglen om på tre.  Og selv om de fleste af de kvikke hoveder måske stammer fra provinsen, havde jeg nok ikke fundet dem dér. De er måske ikke altid lige så risiko-mindede for at blive selvstændige, men de vil i al fald godt knokle på deres felt. Ellers var det aldrig gået.

Men hjælp mig lige med at sige, hvad det erhvervsvenlige er ved København ud over arbejdskraften – og det at byen er en rig og moderne hovedstad med mange kulturtilbud. Jeg har siddet i forskellige tænketanke om fx klima og jeg fornemmer Rådhuset gerne vil inddrage og i kontakt med erhvervslivet. Men det bliver vist ofte mest til skriverier og meget fine planer fra København, Regionen, Øresund og alle mulige centre. Tyngden i en erhvervsstrategi må være at Øresund skal tiltrække udenlandske investorer – om det så er Goldmann Sachs! – til intelligent, gerne grøn vækst både hos DONG og andre. Men det mener Morten Kabell, Enhedslistens Teknik- og miljø borgmester nok ikke. Det er nu ellers ikke fordi jeg hører til dem, der fx frygter at han vil eller evner at ødelægge noget for byens erhvervsliv. I al fald afholder han mig ikke fra om få dage at bidrage til at starte min 15. virksomhed omkring datastrategier. Den skal hjælpe med at få hold på de data der flyder alle vegne, men ikke koordineres og bruges intelligent til at styre efter i organisationer. Så ja, det er en erhvervsvenlig by og der bygges overalt Metro og nye bydele. Men derudover? Jeg ville så gerne kunne finde gode eksempler på hvad Rådhuset gør og fortælle videre….

Der mangler ikke oplæg, konferencer, centre osv når det gælder Øresund/Storkøbenhavns erhvervsudvikling. Men...

Udgivet iKommunikation | 23Kommentarer

Havnetunnel eller togbaner?

I forrige uge var jeg ude i Tuborg havn og høre finansminister Bjarne Corydon tale, især Togfonden var han optaget af. Det er også fint, om end den nu politisk er helt overskygget af DONG-sagen.

Provinsboere tror god infrastruktur hjælper dem, sandheden er at bedre forbindelser hjælper med at flytte flere til København! I en størrelse af 10.000 om året. Så vi københavnere spurgte mere Corydon om han dog ikke kunne afhjælpe vores trængsel, allerbedst med en havnetunnel. For så slipper vi for mange af de tunge lastbiler, der nu skal gennem city.

I øjeblikket endda stort set langs søerne med mega trængsel til følge. Med en tunnel lander de så ganske vist et sted på Amager og dér bor Bjarne selv, men alligevel… ”Der er ikke en krone til Havnetunnel”, fik vi håndfast at vide. Uforståeligt, når vi nu udbygger alle mulige baner i tyndtbefolkede egne.

Hvor meget jeg end elsker at cykle i Kbh – det er blevet håbløst at komme igennem København med varer og tjenester.

Hvordan får vi en rig by i vækst uden? Jeg forstår det ikke. Hvad blokerer?

Udgivet iKommunikation, Twitter-relateret | 44Kommentarer

Fodbold er fedt. FCK indimellem selvfedt.

Jeg elsker stadig at spille fodbold året rundt – oftest på Kløvermarken, hvor vi i Amalie har hjemmebane. Heldigvis slog vi KB i år.

For jeg elsker Kbh, men ikke nødvendigvis den del der bekender sig til ’Byens Hold’. De er lidt for brovtende selvtilfredse mange af dem, for en oprindelig jyde som mig. De synes de er hele Danmark og intet matcher dem. Så selv om jeg godt kan lide Ståle og også indimellem ser dem i Parken, holder jeg mest med AAB. Men sådan skal det vel også være, når jeg nu som junior spillede om jysk mesterskab med dem og har hængt på lægterne fra Harald Nielsen (dengang verdens dyreste fodboldspiller og som proff udelukket fra landsholdet) kom på besøg på Aalborg stadion med Bologna i 1964.

Når jeg sådan en søndag kl. 10 i kulden løber rundt på Kløveren, husker jeg, at vi som børn syntes Old Boys var sådan nogle mærkelige gamle mænd med knoklede ben i korte bukser. Jeg nåede aldrig selv at spille Old Boys. Da jeg kom tilbage til Amalie-holdet på Kløvermarken efter at målmanden, forfatteren til Fodboldenglen Hans Jørgen Nielsen, var død og mine egne børn var store, var jeg Veteran. Nu er jeg Super Masters! Men stadig klæder jeg om i næsten de samme gamle tyskerbarakker, og går ud på den samme knoldede bane.

EU har sikret hver landsby i Grækenland en lækker bane. Provinsborgmestre har sikret idrætsfaciliteter i hvert jysk flække på topniveau. Er det fordi fritidsborgmesteren altid er fra Venstre og skal mobbes? Og måske endnu mere nu hvor den er en, i øvrigt fornuftig, DF’er, Carl Christian Ebbensen. Eller fordi Ritt ikke fik sine billigboliger (principielt en god idé) bygget? Hvorfor er det lige banerne, incl. Fælleden er så ringe, selv om vi har fået enkelte gode kunststofbaner de seneste år? Jeg forstår det ikke, for vi bor i en by, der er blevet så rig siden dengang jeg ankom i 1973. Hvorfor? Man kan give kommunen et praj. God idé, hvis den lytter og ikke bare er selvfed som en FCK-supporter.

Amalie-drengene på vej ud Kløveren. Tekniken matcher banen, men alligevel...

Udgivet iKommunikation | 27Kommentarer

Røde bevaringsorienterede Nørrebro

Når jeg står udenfor mit seneste forældrekøb, der lige er kommet på plads, en fin lejlighed lige ved Røde Plads på ydre Nørrebro, så ser jeg mig omkring, og tænker på, at her har Johanne & Pernille sikkert tæt på absolut politisk enhedsliste-flertal.

Ikke desto mindre er her i dag støvsuget for de industriarbejdere fra Carlsberg, Berlingske og B&W, der stadig boede her, da jeg flyttede til Kbh i 70’erne. Dengang var de godt nok allerede på vej til parcelhuse i Gladsaxe, Herlev og Sydkysten. Men de satte deres præg. Det der politisk røde og ellers grå præg på byen. Nu er her rødt og festligt. Men også mere letkøbt. Cafe latte og blomsterkummer overalt.

Og proletariatet består primært af verdens højest SU-betalte langtidsstuderende ungdom. De lever på et niveau der var forbeholdt grever i 1800-tallet. De synes, anyway, det er hårdt at studere 28 timer om ugen, og herunder flere steder kun modtage  8 timers undervisning om ugen. Men ok, der er mange krav til dem og måske især imellem dem.

Blot en ungdomsdille

Bekymret er jeg nu ikke. Når det røde bliver til cafe-æstetik med Che-plakater ved jeg, at det er en ungdomsdille. Det vil ændre sig, når stat og forældre ikke er donorer. Når man får ansvar i stedet for oprør.

Sjovt nok er det modsat med den anden gruppe, der ikke var mange af i 70’erne, nemlig de tyrkiske, pakistanske, somaliske, osv., indvandrere. De søger tryghed, og er værdimæssigt konservative.

Men de unge er røde. Hvilket nu i dagens politiske paroler ikke er samme slags rød som vores 68-oprørs-rød. Mere som at vi skal bevare al overførsel og al statsstyring.

Så måske er Røde Nørrebro i virkeligheden de mest konservativt bevarende, mens midten har travlt med at reformere Danmark, så vi kan klare os i globaliseringen?

Udgivet iKommunikation, Twitter-relateret | 32Kommentarer

Alle veje og tog bygges ud til provinsen. De skriger på dem. Men vi bruger dem til at flygte mod storbyen.

A TRIP DOWN MEMORY LANE

Jeg var 18 år og kørte straks efter studentereksamen  i ’73 i min 2CV (min mor havde givet mig den for at slå op med min kæreste, hvilket jeg selvsagt ikke gjorde alligevel) fra Ålborg mod Kbh. En mørk og stormfuld nat med mange lys og biler mistede jeg orienteringen. Skulle bo i Kartoffelrækkerne – ude hvor  Helle T. nu bor. Kunne ikke orientere mig, og blev stoppet af politiet i Stockholmgade. Havde kørt 800 m mod ensretningen! Betjentene var flinke, og jeg forsøgte mod sædvane at tale nordjysk.

Orienteringsbesværet for en tilflytter er stort. Aftenen skulle værthusene (der var ingen caféer dengang) prøves. Jeg tog intetanende Kystbanen hjem mod Svanemøllen, og måtte vende en tur op mod Rungsteds Lyksaligheder!

10.000 nye københavnere hvert år

København tiltrækker hvert år 10.000  tilflyttere. Den er en magnet med sin rigdom og sine muligheder. Men også fordi man her er anonym. I min del af Ålborg vidste mine forældre alt hvad jeg lavede. Nu var jeg fri… Men også skæv, ikke indfødt. Og det giver som hos dagens indvandrere en stor usamtidighed.

Fint beskrevet af Hassan Preisler i ”Den brune mands byrde”. Man er hjemme, men alligevel ikke hjemme. Glad metropolborger og ditto usikker. I et evigt identitetsarbejde. Men primært glad, fordi det også er så afvekslende, mulighedsfyldt.

Det er det, jeg kan lide ved at leve I København, overfladiskheden og fremmedheden til trods.

Den er altid åben for nye vinkler, nye møder, alt det uforudsete man sjældent oplever i Pærekøbing.

Udgivet iKommunikation, Twitter-relateret | 45Kommentarer

Billednedslag i ’13

Her på kanten af året en mini jule-kavalkade af min mobils snapshots fra ’13

Hvid ørken eller stenørken

Kontrastrig start på året. Sidste nytårsdag går min kæreste Bodil med guide 1000 km nede i Sahara på kanten mellem den sorte og hvide ørken – her kan man se frit og langt. Og ikke mindst op i den Mælkevej vi sov direkte under. Den sorte ørken er sort af vulkansk materiale. Den hvide  ørken har ud over sine uendelige vidder oven på 30 mio. år gammel havbund (nu er der kun vand tilbage til en enkelt palme tv. som ses kan) de mest fantastiske stenformationer udhulet af vinden. Modsætningen er stor til Kairo’s trøstesløse larmende stenørkener for millioner, hvor alt incl. SAS’s brand er ekstra ramponeret.

Højberg igen-igen

Ralf Hemmingsen ringede i marts og bestilte en ekspertudredning af KU i form af en uafhængig ”Højberg-Rapport”.  Jeg kan huske Højby-rapporten (om samordning af 16-19 åriges uddannelser, hvilket som bekendt stadig er en kæmpe udfordring) fra min ungdom; måske pga. navneligheden, måske fordi Højby efterfulgte min farfar i Undervisningsministeriet som øverste ansvarlige for gymnasieskolen. I al fald er der nu også en rapport med mit mellemnavn. Det var spændende at vende tilbage og endevende sit eget gamle universitet.  Ligesom det altid er givende selv at undervise og foredrage, fordi man får umiddelbar respons. Mange organisationer og virksomheder skal jeg ud til, ofte Middelfart eller Nyborg som øst-vest samlingspunkt for konferencer og workshops. På Danmarks medie- og journalisthøjskole har Mie Femø (professor i året) og jeg nok efterhånden haft 500 igennem vores diplomefteruddannelser i kommunikation. Når jeg præsenterer mig selv der, bruger jeg klassebilledet fra 5.a, jeg står i midten, mens Jens Peter Toft (senere direktør for corporate finance i Danske Bank) holder mig om halsen. Jeg synes, det vidner om liv i klassen, trods den strenge disciplin på Klostermarksskolen i Ålborg.

Dialog installeret

Bruce Naumans blinkende neonrør leger humoristisk  en hel kommunikationsmodel, med hvor svært vi har med at skabe fælleshed. Han er en af 17 kunstnere, inkl. Warhol, der hver råder over en hel fabrikshal på Dia:Beacon, en gammel småkagefabrik omdannet til New Yorks Louisiana. Min søn Philip, der var i praktik i NYC, tog os dertil i sommer et par timer i tog op langs Hudson-floden.  Groupcare startede ud som community, før nogen havde hørt om Facebook. Efter 15 år har vi nu skrevet ud til 850.000 registrerede, at vi lukker gratis. Men Groupcare Community App fås til gengæld til 25 kr. Farverig kunst eller enkel teknologi. Der er altid brug for noget, der kan bringe os sammen.

Ledelsesdilemma’er i new normal

Mange konferencer på et år. Ikke kun som dirigent. Topmøder, VL-møder og lederkonferencer  som jeg endda nogle gange får noget ud af, ud over netværksdannelse. PFA har fx lagt en flot stil med sine stærkt besatte morgenmøder. Her en slide fra Carsten Bjerg, Grundfos, årets leder i 2012, der snakker om ’change’ og at verden er blevet uforudsigelig. Så sandt. 14 dage senere blev han selv offer for de tanker. Toplinjen skal hæves mere – samme besked som Kolding tidligere fik i Danske Bank. Men alle de forandringer er det godt at diskutere med ligesindede. Vi er en ledergruppe mest med topembedsmænd, der holder en lille uges maj-workshop ved Geneve, hvor vi i år besøgte CERN – og allermest blotlagde hinandens strategiske og ledelsesmæssige dilemmaer.

Politikere og andre selfies

Blandt årets udfordringer har været at kommentere i Politiko og på K-forum. Sager har der været nok af,  fx DSB/Waterfront-lobby sagen og folkeskolelærer-konflikten. Og mere alment har rød som blå blok leveret masser af mulighed for at forklare hvorfor ’Luske-Lars’ skyder sig selv i foden, eller hvorfor ’Selfie-Helle’ laver mere blå politik end de blå.  På folkemødefesterne på Bornholm for alle os 1204 K overrislede, laver Noa Redington og jeg vist forprøver til Helles senere Selfie. Det burde have fået ham til at stoppe sin chef! Noa får i øvrigt altid skældud i medierne, formentlig fordi han ikke selv er journalist, bare statskundskabstænkende. Helle Thornings måske største kritiker, Peter Hummelgaard, går foran mig på Advice-tur nord for Barcelona og diskuterer med Tobias Zacho Larsen. Han er nu videre som tidligt udråbt til Amagers statsministerkandidat. Senere på året  fik Tobias forhenværende forsvarsminister Gitte Lillelund Bech som sparringspartner på sit voksende PA-område.

I herreværelser

I året fik vi set kunst fra genåbnede Riijksmuseum til gamle Metropolitan. Da vi nu efter flytning til stor lejlighed på Gammel Kongevej har mange vægge, fik jeg også afløb for min trang til at købe kunst, fra landskabs- til kvindeportrætter.

Men man kan jo også male hele væggen med mænd. Her til høring i Fællessalen på Christiansborg om Danmarks nok vigtigste udfordring, vores ringe produktivitet, mens mændene på Oscar Matthiesens freske af den grundlovgivende rigsdag i 1915 kigger ned på de af stolene Produktivitetskomissionen ikke har fået fyldt. Og samme atmosfære fra Grand Cafe i Oslo, med Akkrediteringsrådet. Det er godt, når man arbejder med at sætte dagsordener, at være i rum, hvor man kan se, andre har udvekslet deres.

Angst og gravhøje

Munch kom på Grand Cafe, men levede efter sigende ensomt knuget. På foto’et til venstre går min mor, Marie på 95 og Bodils far, Povl på 82 år rundt på Aros i februar og har stor glæde af den stærke Munch-udstilling ”Angst”. Angst for at kaste lænkerne. Angst for mennesker, kærlighed, død. Et par måneder efter måtte vi bisætte Povl og stede ham til sidste hvile ved Jellingegravhøjene. Lidt højere byggede egypterne deres gravpladser. Deres kongers kultur var langt hen en dødekult. Men fascinerende er de, her fra genbesøg i året.

Lang innovation

Kan man ikke løbe hurtigt, må man begynde at løbe længere, tænkte jeg i året. 42,195 km i Copenhagen Marathon gennemført for første gang, selv om knæene egentlig  ikke kunne mere allerede ved Dybbøls Bro vendingen. Min datter Franciska  og hendes Chresten samt mange tusinde københavnere bar mig igennem med deres tilråb og blikke. Der er mange brancher og felter at følge halsende med i – fra industri til byggeri, sundhed til energi, finans til fødevarer og  alle typer videnrådgivning. Her dog et tværgående tema, den digitale forretningsudvikling, hvor bestyrelsesformanden er lokket med på diskotek i Amsterdam med andre TNW (The Next Web)-deltagere. I det unge web-miljø skal man følge det nyeste trend – hvad der for mig også kan blive en slags gentaget tvang af pointer,  vi allerede tænkte i dot.com æraen. Lidt fornyelse med sig hjem får man dog altid, forsikrer Timme, redaktør af K-forum her til Bo, direktør for Obrigado.

Markspiseri og kærestedrik

I SoHo i juni spiste vi godt, fx hos vores nabo Freemans Restaurant i Rivington St. Men her er vi på The Gowanus Yacht Club, reelt et par gamle parasoller og et fadølsanlæg ved Bergen station i Brooklyn. Formålet er kun at sejle i den forstand at mission-statement lyder ”to intoxicate beyond the point of acceptable behavior”. Det kan man se på Bodil, der dog også overholder ordensreglen om ”no bad vibes”. Senere i august fanger vi de allersidste solstråler rykket middagen helt  ud på min nyhøstede mark ved Svinkløv, hvor badehotellet selvfølgelig også blev besøgt på 30. år. Et glas og lidt samvær er sød musik under alle himmelstrøg.

Udgivet iKommunikation | 59Kommentarer
  • Når forretningen kommunikerer