Lidt High-lights fra mit 2016

Løfterig himmel

Vi cykler meget både på vores ferier, det være sig Malaga eller Mors rundt, op og ned i San Francisco eller en tur rundt om Farum. Her i baglandet til sommerhuset i Rågeleje. Vi har nok i naturen selv og jager ikke, slet ikke krukken med guld.

San, vores guide på 25 år byder mågerne brød på Inle Lake, et frodigt sø- og bjerglandskab midt i Myanmar. Hun ikke er gift, men det må hun se at gøre noget ved, synes de lokale fiskere og bønder, vi falder i snak med den uge. Kutymen er, at de unge piger bruger ét år til at byde bejlerne på te – de må ikke berøre hinanden ved så meget som et håndtryk før ægteskab! – og modtage gaver. Gaverne bliver dog returneret til de forsmåede. Men San skal nok selv finde ud af det, når tiden er, forsikrer hun os! Hun er som sine landsmænd åben, varm og charmerende.

Mine ’små’ drenge

Mit første barnebarn, lille Niels, fuld af liv og energi, er såmænd snart stor dreng på halvandet år og spiser sig her til trivsel hjemme i Gassehaven.

Min søn Philip, her i Berlin efter at have afsluttet sit polit-studie på London School of Economics. Han kørte de næste fire måneder en Range Rover sammen med en veninde til Kirgisistan for så at starte hos McKinsey i København her før jul. Sikke en fremtid så eftertragtede unge har.

Høstens lyde

Jeg kan godt lige høsttiden, når varmen tager af, lyset falder længere og blødere, og det hele er lidt vemodigt som dengang, skoleferien sluttede. I august kan vi gå i kornet – og få timer senere er høsten og larmen ovre, dyrene kan titte frem igen og Vesterhavets dønninger høres derude.

Myanmar er Asiens fattigste land. Her er stilheden det mest slående, når vi bevæger os gennem et uendeligt bølgende landskab af rismarker varieret af ingefær- og chilimarker. Mændenes slag med neget, når de tærsker kan lige høres. Kvinderne ler og snakker sammen eller synger lidt. Som gode naboer skiftes de til at høste for hinanden i grupper. Ejeren giver frokost og aftensmad.

Præ-disruption

Hvor svært kan det være at lappe en cykel. Vores cykelsmed i Bagan har lige har sendt sin ældste dreng i skole efter lidt etagevask på åben gade, mens lillebror kravler rundt i noget skrald omkring deres lille skur. Hanen er ligeglad, men vi voksne er begge koncentrerede. Min opgave er dog kun at tælle de par kroner sammen, lapningen koster her på egnen. I mit hjemlige (indvandrer)kvarter koster den nu 39 kr. – en fjerdedel af prisen i Thy, hvor de åbenbart har indført moms og kun vil have et normalt arbejdsmarked.

På øst- og især vestkysten af USA koster alt 3-5 gange det danske niveau. Jeg er her med DI og uni-rektorerne, på besøg hos MIT og Harvard. Jeg kan i hvert fald se Per Michael og Brian fra hhv. Ålborg og Århus Universitet diskutere en Osram disruption case uforstyrret af EM i fodbold. Osram’s danske CEO har på 3 år sendt hundrede års glødetråde og mundblæste elpærer på nødvendig pension til fordel for LED. Pris: Lukning af seks fabrikker og en enorm prisreduktion. De danske rektorer er helt med på, at forskningen ikke bare skal citeres, men også omsættes til fornyende praksis. Men nede i universiteternes systemer tager det tid. Den tøven kender Bostons Ivy league universiteter ikke: Viden og praksis har gået hånd i hånd, siden 1600-tallet. Og i dag er de stolte globale forretninger mere end lokale universiteter.

Pavetro og blandingstro

Bodil og jeg landede i foråret i Mexico City til et politi- og militæropbud, så vi troede, James Bonds Spectre-film skulle genindspilles foran katedralen. Men kæmpebannere lod ikke tvivl om, at det var ’Amigo Francesco’, de ventede – i det land, hvor vi selv mest dyrkede solens og månes guder i form af de imponerende bygninger fra såvel inkaerne i Mexico City som mayaerne i Palenque. Senere i San Cristobal i Chiapas havde vi også pavens opbud og afspærringer lige i hælene. Men det var nærmest rørende kl. 5 morgen at se, hvordan indianerne i iskulde og på bare tæer, men i deres fineste tøj, strømmede ned ad bjergene, bare for at få et glimt af ”Papa Francesco”.

Selvom indianerne i San Cristobal er katolikker, har de ikke opgivet deres oprindelige gudetro. Så paven tilbedes sammen med diverse figurer. De tænder hellere 50 lys i kirken og håber at drive det onde ud af kroppen den vej, end de venter tre dage på lægehjælp. Synkretisme hedder det, når man blander tingene lidt sammen, efter at have stået overfor conquistadorernes enkle valg mellem at dø eller konvertere. Og kirken lever med det.  Den danske Harvard-uddannede arkæolog, Frans Blom, levede i øvrigt en stor del af sit liv i San Cristobal, med at studere en stamme, Lacandon-indianerne, der boede så isoleret op til 1950, at de slap for kirken. Lacandonerne troede kun på, at de som gamle mænd – når de dansede og drak lidt gæret plantesaft – havde direkte kontakt med guderne. Den tro har jeg vist altid på synkretistisk vis om ikke troet på, så optaget i min praktiske livsførelse! Lacandonerne vidste i øvrigt selv, at de ville uddø med regnskoven – og deri fik de desværre ret.

Små og store rum

Erwin Wurm har lavet en tro kopi af det 50’er tyrolerhus han voksede op i Graz i Østrig i forholdet 1:10. En stærk oplevelse af tidens snæversyn og klaustrofobien i før-68-familien. Troede ellers Berlinische Galerie ville være en lettelse efter fire timer om den politisk-psykologiske tortur i Stasi-fængslet Hohenschönhausen. Tyskerne har meget bagage at slæbe rundt på.

Overfor solopgang over 3000 Buddha-templer i Bagan. En anderledes meditativ oplevelse i et land. der ellers også har været et diktatur frem til for nylig. Opført relativt samtidig med de danske landsbykirker, men unægtelig på et anderledes koncentreret område. Her set i solopgangen ved 5-tiden.

Fiktioner

Når 1600 mennesker fester efter tre dage på Singularity University i San Francisco, danser man selvfølgelig alene til den musik, man vælger frem i sin hovedtelefon. Og man er lidt høj over alt det man oplever: kunstig intelligens, deep learning, virtual reality, 3D, blockthain. Alt bygger på en fortælling om digital eksponentiel vækst, hvilket vel kun i nogle perioder gælder nogle teknologier – men den slags skal man ikke sige højt. Ligesom man ikke i Silicon Valley-miljøet skal komme med en idé, hvor man ikke hurtigt kan nå 1 mia. mennesker med sin tjeneste. Det hele er lidt surrealistisk overophedet.

Så bliver det for meget, kan man cykle op til Asbury Heights, hvor tiden er gået i stå i 68 og er mere hippier, end jeg husker hippierne. Bøgerne i den lokale boghandel er anmeldt af kunder med håndskrift, her yderst rosende Patti Smiths nyeste essaysamling M Train, selv om den er niveauer under forgængeren Just Kids. Men jo mere digital verden bliver, desto mere skal der skrives med inderlig håndskrift, cowboybukser skal håndsys osv. Ingen udvikling uden den afsætter sin modsætning i den anden ende af byen.

Tri og kongeløb

Lige før Allinge-folkemødet #16 går Deloitte Tri op over Korsikas unægtelig noget højere og stejlere bjerge. Den absolut mest fantastiske cykelrute jeg har kørt. Kan ikke huske, om det er Morten fra Deloitte eller Jens fra Dansk Erhverv der har skudt mig – men de og alle andre svømmer og cykler fra mig. Mit barnebarn kan være stolt alligevel, for jeg vandt Bedstefar-konkurrence Øst – ganske vist bare ved at komme mål, for jeg var ene om barnebarns-værdigheden!

Gentog forsøget med en OL Tri en stemningsfuld morgen over Bellevue og nåede ned omkring de passende 3 timer, ligesom jeg senere kom pænt gennem Copenhagen Half. Takket være en uventet hjælper. Godt oppe af Store Kongensgade kiggede og heppede en kasketklædt herre mig frem: ”Godt løbet. Det er stabilt 4,30” (pr. minut). Det var nu nok Kronprinsens egen tid han nævnte, for min er 1 minut langsommere per km. Men tak for det kongelige løft, lige hvor det efter 17 km er lidt tungt op mod Østerport. Motion kan jeg ikke undvære.

Kærlighed og kage

Selv om jeg ikke selv synes udsagnet på min fødselsdagskage holder, er der intet bedre end at opleve sig accepteret, mødt, holdt af – og udfordret.

På Bodils mobil har hun dette foto af mig i en stenørken, der såmænd bare er Slettestrand. Det mest usædvanlige er nok, ud over det gode sommervejr, at jeg ikke har smidt badebukserne. Det er godt, der stadig er steder i gamle Danmark, hvor der er højt til loftet i enhver henseende.

Udgivet iKommunikation | 14Kommentarer

Lidt af mit 2015 billedfortalt

Marie

Først og sidst: Liv og død

Så blev jeg morfar! Her første foto af lille Niels og hans mor fra 30 juli. Han er selvfølgelig allerede meget større og trives.

Min mor sagde verden farvel i juni. Det er mit sidste foto af den spinkle dame på 97, der nysgerrigt ser hvad min kone viser hende. Selv var hun på internet og havde kørekort til det sidste. Satser på at arve hendes stærke gener…

Et år til Højbars

K-forums Timme overrakte mig på min fornøjelige 60 års dag i januar mine samlede artikler på K-forum. Søren Ulrik Thomsens Samlede – i enhver henseende vægtigere – er den synlige forlæg for pastichen.

Mod årets slutning konstruerede praktikanter i Advice en  fysisk  mobilbar på hjul, som de kaldte ”Jesper Højbar” og de introducerede den med en Steve Jobs look alike YouTube video. Det er godt at få lov at grine af sig selv i sin egen bar – men ser jeg ikke lidt benovet ud?

Feminint og maskulint rejseår

Fik i året besøgt New York, Paris, Milano, München, Barcelona, Geneve, Malaga og Granada, Amsterdam og Eindhoven  samt Oslo, Tallin og Helsinki.  Mest ikonisk for Bodil og jeg var mødet med Taj Mahal på togrejse med resterne af den engelske overklasse de 2800 km fra Delhi til Mumbai.  Paladset mødte os svævende i morgendisen over en paradisisk have; en kærlighedsgave lovet af stormogulen til at ære mindet om sin foretrukne hustru på dødslejet (hun døde under sin 14. barsel!) En elegant og feminin oplevelse i sin fusion af arabisk symmetri og hinduistiske ciseleringer. Velgørende at finde også hos muslimske verdenserobrere i 1600-tallet – og måske lærerigt for nutidens indiske mænd.

Vi bliver i Indien og ser på blandingen af affald, dyr og rickshaws der er legio overalt i gadebilledet. Det samme gælder mandens mobil.

Kunst- og krisekommunikation

Ai Wei Wei’s kunstværk ”Sunflower Seed” iagttages hos Faurschou Fundation med Morten Hesseldahl og John Wagner. Verdenskunst midt i Københavnstrup. Det tog 1600 porcelænsarbejdere toethalvt år at lave de 100 millioner solsikkefrø individuelt. Blomstrer kinesisk  individualitet – eller skal vi frygte massen?

Som dansker kan man være stolt af det kreativt legende Lego-brand, fx når man besøger Rockefeller Center.  Modsat USA afdelingen mente Billund ikke Ai WeiWei kunne købe klodser engros, så nu samles der ind over hele verden. Det var en af de kriser jeg kommenterede i medierne i året. Ærgerligt at den så dygtige danske virksomhed ikke hele vejen kan lade sit eget brand blomstre kreativt og har svært ved at håndtere varme kartofler.

Erhvervsliv på kanten

I VL-9 har vi været ud at manøvrere med flådens moderne stolthed, fregatten F361 Iver Huitfelt, og det giver fine billeder jeg dog her springer over og gode snakke om flådens ret imponerende indsatser. Senere kom vi ud og besøgte produktionen i ’Udkantsdanmark’, nærmere bestemt Thulle-land – og vi fik vores egne fordomme i hovedet. For fra Ecco til Danfoss og fra stordriftsøkologien på Gram Slot til her niche-kødproduktion på SKARE FOOD var de nu nok så meget med på noderne. Faktisk ser Jens Nielsen og jeg vel også mest bondske ud…

Samme ’bonde’ Jens fra vores i øvrigt meget internationalt arbejdende World Climate Ltd.  står i Paris med storgrinende COP-21 Connie. Det er Richard Branson, der har fået Ted Turner til at hyle som en ulv som tak for en ærespris.  Klimaulve blandt klimaulve jovist – men det bliver erhvervslivet, der skal realisere klimasagen, indenfor de nu meget mere optimistiske politiske rammer.

Landliggerliv på nord- og vestkyster

Havet, skrænten og træet er mine koordinater i vores nye sommerhus i Rågeleje. Havet selvfølgelig fordi bølgerne altid drager og jeg svømmer langt i sommerhalvåret. Skrænten, fordi det at arbejde med buske og træer er balsam for sjælen.  Og træet… jo, der skal jo være tre ting i et eventyr.

Skovbunden under træerne ved Slettestrand kan til gengæld levere kantareller. Høsten i år blev middelgod, dvs. bedre end på min og mine søskendes 80 ha arvede landbrugsjord ved Vildmosen, hvor engene stod under vand til slut september.

Mange møder – megen morskab

Allinge folkemødets smeltedigel har sin karnevaleske charme i at blande høj og lav, politik og fri leg. I Nextwork skulle bl.a. styre Anders Morgentaler i en serie workshops  for DI om hvordan håndens arbejde, efter al den snak om videnssamfund, igen kan blive attraktivt for unge.

Det var sjovt, men aldrig sjovt at stå i anden række og vente på at tale efter en der har bedre historier. Vincent Hendricks causerer til en nytårsreception på Københavns Universitet om sin åbne sportsvogn, men jeg venter på at ’forelæse’ om kommunikation. De klapper nu pænt bagefter skal siges.

Sporten kort

Ingen kan svømme så hurtigt som Jens Klarskov fra Dansk Erhverv. Men med lidt italiensk sanktioneret snyd kom jeg nu ind pænt før de sidste i årets Deloitte Tri-stævne. Og her har jeg så fået solkasket på efter over 4 timer i intens hede og kan slappe af med bl.a. Jacob og Steen, formand og næstformand i Bech-Bruun.

På Amalies Supermasters hold, er 3. halvleg (også) det vigtigste. Afslutningsfesten hjemme hos os er fuld af revy-, sang- og musikindslag. Den gamle (for tiden stolte) AAB-fan blev i øvrigt topscorer på banen og ligeså mirakuløst undgik jeg udvisninger i året.  Samvær efter at have gjort noget sammen, gør godt.

Når hjerter står i kø…

Det er stor glæde at række efter – og nå hinanden. Fremme i januar ved den første alpesne med ski-drengene skal min kærlighed åbenbart pisses ud og sms’es.

Bodil giver senere tilbage i honninghjerter og her med blomsterkæde i Nordindien. Disse samt farvede mærker i panden, oftest rødt for tapperhed, fik vi ustandselig alt imens dansende piger og truttende mænd spillede. Det virkede på mig vel sødmefyldt.  Men det har sikkert så dyb mening mellem dem, som vores ægteskab har for os.

Udgivet iKommunikation | 14Kommentarer

Jespers billedfortælling 2014

Styr på det nye år?

Nytårsdag i helikopter over mod Maputo. Afrikas lugte, lyde og indtryk er en god indgang til  at sanse et nyt år.

Kutteklædte katolske mænd bærer Madonna’en rundt i uendelige påskeprocessioner i Malaga, hvor vi holdt ferie med vores børn. Da jeg var 5 år oplevede  jeg arbejderne kaste sten mod Franco’s Guardia Civil sammesteds.

På forsommer besøg.

Kim fra DI kigger på mens rektor Per og rektor Ralf fra hhv. CBS og KU taler sammen  på besøg hos den tværgående udviklingsafdeling i Novartis i Zürich. Generelt er de danske universiteter nok så smidige og fremme i skoene som de fleste udenlandske.

Allinge Folkemødets smeltedigel har sin karnevaleske charme i at blande høj og lav, politik og fri leg. Hella Joof her som spåkvinde for mit DI-hold, der dog mangler Mette Touborg og Allan Søgaard, på mission for en hurtigere og kærligere offentlig sektor.

Ringen sluttet.

Frederik den IX står strunk og uden sine tatoveringer og bevidner vores vielse.

Min mor på 97 siger altid at hun føler, hun har det bedst omgivet af unge. Det er hun så her til vores bryllup. Selv om jeg er efternøler,  bør hun dog ikke regne mig med mere.

Krisetegn i juni.

Kriseekspert tituleres jeg ofte af medierne. Det er ok, bare ikke på egne kriser. Jeg ser passende bekymret ud over  Lars Løkkes rod.

Aften efter Deloitte-Tri på Mallorca’s østkyst. Jeg løb i mål en time efter den 3-dobbelte OL-guldroer Eskil Ebbesen – men dog en time før sidste mand lukkede gærdet.  Inge Prip, direktør på Erhvervsskolen Nordsjælland, er holdets humørbombe og virker frisk nok.

Sommers vækst.

Det var en fantastisk  sommer, også for kantareller. Dagens sidste stråler nydes helt ude i marken på vores husmandssted i Svinkløv.

Håb under brosten.

Gode venner får os med til fed Gregory Porter-udendørskoncert i Hamborg 12. september.  For en gammel utopiforsker har det lokale Nørrebro-kvarter også noget at byde på inden det gode grønne mikro-samfund åbenbart lukker ned om en uge.

Englænderne husker deres krige. En rød valmue for hver en falden er blandt de bedre måder at fastholde tabene fra to verdenskrige.

Universitets hæder.

På en nordisk konference i Århus tordner jeg så meget mod den naiv tro på at mere kommunikation er bedre, at én deltager her skriver, at hun vil lukke en hjemmeside ned hver dag. Det har ikke så drastiske konsekvenser som det lyder, fx har KU over 2000 af slagsen.

Vi er  et team på 17, mest forskere fra KU med Mie Femø og Brian Due i spidsen, der på Bogmessen i november får årets lærebogspris for vores kommende bog om international branding. Uden dog endnu at have skrevet en linje! Så ordner hænger man på idioter og lærebogspriser… Men konceptet for bogen er åbenbart godt, og priser kan åbenbart også gives til opmuntring.

Smagfulde tegn.

”In the open world your fairytales better be true” skrive Sørine fra Advice i 2015-kalenderen. Verden er mere åben eller transparent og der kommunikeres 24/7 på alle platforme uden gatekeepere, fx journalister eller spin-doktorer, og alle kan tjekke (næsten) alt. Det er godt for meget, men ikke alt skaber sammenhæng. De sociale medier giver også luft til allehånde landsbytosser og ligegyldigheder i den offentlige samtale.

I det jødiske kvarter i en lille gyde i Rom ligger en særegen traditionsrig restaurant. Hvad det lige er brandmandens fortælling går ud på må man selv tolke. Men sandt er: maden smager fortryllende.

-

Udgivet iKommunikation | 38Kommentarer

Folke- og Anisette møde

Vi har alle lige været interviewet af Charlotte Beder til TV2 og første hold på mission for en hurtigere og kærligere offentlig sektor er Ida Auken og Bente Klarlund. Blæsten står frisk over øen

Charmen ved folkemødet, eller #fmdk på nydansk, er for mig især den ultralave magtdistance – alle snakker og mingler med alle. Det ene øjeblik står man og snakker med de lokale på Hut-li-Hut, Allinges hårde værtshus. Kort efter sidder man på Gæstgiveren og spiser med frisk udnævnte magtspidser (Berlingskes måling) som Bjarne Corydon og Karsten Dybvad – uden at man tænker nøjere over det. På et tidspunkt siger  Bo Lidegaard overfor, at nu starter årets koncert og da Politiken jo har greb om kulturen, giver jeg det chance i stedet for at drible til havnefest. Og det blev så for mig året koncert. Da jeg  gik i realen omkring 68 – havde hår til skuldrene og stor pels – introducerede min storesøster mig til Svage Rose. 45 år senere ligner Anisette  – modsat mig – totalt sig selv, som hun står der på scenen ti meter fra mig og svajer med det sorte hår dækkende ansigtet. Hun kan stadig ikke tale et forståeligt dansk (formentlig en stor fordel at slippe for at høre indholdet), men hun kan synge og orkestret får det til at svinge sublimt.

Jeg har ellers i år især hygget mig med at lave et lidt nybrydende, tværgående 3-dages DI-projekt hvor 6 missionærer (Ida Auken, Benedikte Kiær, Mette Touborg, Bente Klarlund, Allan Søgaard og  Henrik Byager) er sendt ud for at indsamle ideer til en hurtigere, kærligere og dygtigere offentlig sektor.  Fedt hold og rigtig sjovt.

Men Anisette-nostalgien fra min glade hippieungdom var nu nok den 2014-oplevelse på #fmdk, jeg vil huske længst.

Udgivet iKommunikation | 37Kommentarer

Moralsk panik før Løkke-tid. Hvad vil du huske bagefter?

I aften skal jeg i Tv2 News kl. 19 og snakke om Løkke krisen, mens den kører. Og hold da op hvor har den procesmæssigt eskaleret fra 13. maj, tænker jeg. Løkke har selv åbnet for det på EP-valgnatten med at sige at Venstre må bestemme, om han skal være formand. Og fra i lørdags har det så krakkeleret i en slags moralsk panik, for nu at nå et nedbrydningstempo, vi sidst så ved SF’s regeringsudtrædelse i januar.  Hold da op hvor alle Venstre-folkene har det skidt. Claus Hjort, der har brugt 30 år af sit liv på at opbygge et fælles midter-regeringsdueligt Venstre må lide allermest!

Hvad vil man egentlig huske bagefter? Mediefladen er almen, men vi husker, i al fald på sigt, altid i relation til os selv. Mine personlige nedslag er fx, at :

- Den første Venstre-tillidsperson der meldte sig ud allerede 14. maj var Flemming Jansen fra Pandrup, min gamle dansklærer fra gymnasiet – dengang meget moderne med modernistiske noveller!

- Min artikel på K-forum om krisen vil jeg nok glemme, men måske huske min optræden i DR2  Nyhederne fordi det var første dag jeg har prøvede at gå med kontaktlinser offentligt, og jeg opdagede så at jeg i de 8 minutter ikke kun læse mine papirer!

- Første sekund, jeg var sikker på Løkke måtte gå inden længe, var i lørdags, hvor jeg var i Sverige med fodboldholdet. Den første Venstre kreds der undsagde Løkke var Viborg. Og en ven sms’ede at der lå jo Finderup Lade hvor Erik Klipping i 1286 var ramme om hidtil – vist eneste – mord på en dansk statsleder. Så tænkte jeg – nu lyner knivene igen fra egne rækker.

- Første folketingsmedlem der meldte åbent ud i går aftes var Preben (Bang-Henriksen). Ubetinget stærkeste dreng i min skoleklasse fra 1a til studentereksamen! Og dengang formand for KU ikke VU.  Nu så han mere utilpas end overlegen ud.

Sådan er der altid en personlig krog.

Hvor længe huskes politiske kriser. Jeg husker måske mere mine nye linser end Løkke.

Udgivet iKommunikation | 32Kommentarer

Hvordan er det lige København er erhvervsvenlig

Overborgmesteren siger at København er erhvervsvenlig, og det er han også selv, i særdeleshed venlig.  Og han har vist engang hyret Børsens gamle chefredaktør til at udvikle det erhvervsvenlige. Men hvad er det egentlig blevet til i praksis?

Jeg spørger, fordi min kæreste har lige flyttet sit  enkeltmandsskrivebord hertil fra Odense. I går fik hun så også en opkrævning på 1.580 kr for affaldshåndtering. Heraf 750 kr. i administrationsgebyr. Hendes enmands-virksomhed rummer end ikke resterne fra en blyantsspidser. End ikke papir, da hun aldrig printer. Så sig ikke, at København tager mod nyt erhvervsliv med åbne arme. I  fattige stagnerende Odense var hendes tilsvarende afgift i øvrigt en tredjedel.

Jeg har selv prøvet turen – og glem at protestere uagtet at Rådhuset nu har én indgang til al erhvervsservice. Men der er så heldigvis så meget andet fedt ved Øresund. Først og fremmest adgangen til (stadig) supergodt uddannet arbejdskraft fra universiteterne. Jeg tror, jeg har været med til at starte 14 virksomheder hidtil i mit liv, der vel i dag rummer omkring 250 såkaldte højvidenarbejdspladser, heraf drejet nøglen om på tre.  Og selv om de fleste af de kvikke hoveder måske stammer fra provinsen, havde jeg nok ikke fundet dem dér. De er måske ikke altid lige så risiko-mindede for at blive selvstændige, men de vil i al fald godt knokle på deres felt. Ellers var det aldrig gået.

Men hjælp mig lige med at sige, hvad det erhvervsvenlige er ved København ud over arbejdskraften – og det at byen er en rig og moderne hovedstad med mange kulturtilbud. Jeg har siddet i forskellige tænketanke om fx klima og jeg fornemmer Rådhuset gerne vil inddrage og i kontakt med erhvervslivet. Men det bliver vist ofte mest til skriverier og meget fine planer fra København, Regionen, Øresund og alle mulige centre. Tyngden i en erhvervsstrategi må være at Øresund skal tiltrække udenlandske investorer – om det så er Goldmann Sachs! – til intelligent, gerne grøn vækst både hos DONG og andre. Men det mener Morten Kabell, Enhedslistens Teknik- og miljø borgmester nok ikke. Det er nu ellers ikke fordi jeg hører til dem, der fx frygter at han vil eller evner at ødelægge noget for byens erhvervsliv. I al fald afholder han mig ikke fra om få dage at bidrage til at starte min 15. virksomhed omkring datastrategier. Den skal hjælpe med at få hold på de data der flyder alle vegne, men ikke koordineres og bruges intelligent til at styre efter i organisationer. Så ja, det er en erhvervsvenlig by og der bygges overalt Metro og nye bydele. Men derudover? Jeg ville så gerne kunne finde gode eksempler på hvad Rådhuset gør og fortælle videre….

Der mangler ikke oplæg, konferencer, centre osv når det gælder Øresund/Storkøbenhavns erhvervsudvikling. Men...

Udgivet iKommunikation | 28Kommentarer

Havnetunnel eller togbaner?

I forrige uge var jeg ude i Tuborg havn og høre finansminister Bjarne Corydon tale, især Togfonden var han optaget af. Det er også fint, om end den nu politisk er helt overskygget af DONG-sagen.

Provinsboere tror god infrastruktur hjælper dem, sandheden er at bedre forbindelser hjælper med at flytte flere til København! I en størrelse af 10.000 om året. Så vi københavnere spurgte mere Corydon om han dog ikke kunne afhjælpe vores trængsel, allerbedst med en havnetunnel. For så slipper vi for mange af de tunge lastbiler, der nu skal gennem city.

I øjeblikket endda stort set langs søerne med mega trængsel til følge. Med en tunnel lander de så ganske vist et sted på Amager og dér bor Bjarne selv, men alligevel… ”Der er ikke en krone til Havnetunnel”, fik vi håndfast at vide. Uforståeligt, når vi nu udbygger alle mulige baner i tyndtbefolkede egne.

Hvor meget jeg end elsker at cykle i Kbh – det er blevet håbløst at komme igennem København med varer og tjenester.

Hvordan får vi en rig by i vækst uden? Jeg forstår det ikke. Hvad blokerer?

Udgivet iKommunikation, Twitter-relateret | 59Kommentarer

Fodbold er fedt. FCK indimellem selvfedt.

Jeg elsker stadig at spille fodbold året rundt – oftest på Kløvermarken, hvor vi i Amalie har hjemmebane. Heldigvis slog vi KB i år.

For jeg elsker Kbh, men ikke nødvendigvis den del der bekender sig til ’Byens Hold’. De er lidt for brovtende selvtilfredse mange af dem, for en oprindelig jyde som mig. De synes de er hele Danmark og intet matcher dem. Så selv om jeg godt kan lide Ståle og også indimellem ser dem i Parken, holder jeg mest med AAB. Men sådan skal det vel også være, når jeg nu som junior spillede om jysk mesterskab med dem og har hængt på lægterne fra Harald Nielsen (dengang verdens dyreste fodboldspiller og som proff udelukket fra landsholdet) kom på besøg på Aalborg stadion med Bologna i 1964.

Når jeg sådan en søndag kl. 10 i kulden løber rundt på Kløveren, husker jeg, at vi som børn syntes Old Boys var sådan nogle mærkelige gamle mænd med knoklede ben i korte bukser. Jeg nåede aldrig selv at spille Old Boys. Da jeg kom tilbage til Amalie-holdet på Kløvermarken efter at målmanden, forfatteren til Fodboldenglen Hans Jørgen Nielsen, var død og mine egne børn var store, var jeg Veteran. Nu er jeg Super Masters! Men stadig klæder jeg om i næsten de samme gamle tyskerbarakker, og går ud på den samme knoldede bane.

EU har sikret hver landsby i Grækenland en lækker bane. Provinsborgmestre har sikret idrætsfaciliteter i hvert jysk flække på topniveau. Er det fordi fritidsborgmesteren altid er fra Venstre og skal mobbes? Og måske endnu mere nu hvor den er en, i øvrigt fornuftig, DF’er, Carl Christian Ebbensen. Eller fordi Ritt ikke fik sine billigboliger (principielt en god idé) bygget? Hvorfor er det lige banerne, incl. Fælleden er så ringe, selv om vi har fået enkelte gode kunststofbaner de seneste år? Jeg forstår det ikke, for vi bor i en by, der er blevet så rig siden dengang jeg ankom i 1973. Hvorfor? Man kan give kommunen et praj. God idé, hvis den lytter og ikke bare er selvfed som en FCK-supporter.

Amalie-drengene på vej ud Kløveren. Tekniken matcher banen, men alligevel...

Udgivet iKommunikation | 35Kommentarer

Røde bevaringsorienterede Nørrebro

Når jeg står udenfor mit seneste forældrekøb, der lige er kommet på plads, en fin lejlighed lige ved Røde Plads på ydre Nørrebro, så ser jeg mig omkring, og tænker på, at her har Johanne & Pernille sikkert tæt på absolut politisk enhedsliste-flertal.

Ikke desto mindre er her i dag støvsuget for de industriarbejdere fra Carlsberg, Berlingske og B&W, der stadig boede her, da jeg flyttede til Kbh i 70’erne. Dengang var de godt nok allerede på vej til parcelhuse i Gladsaxe, Herlev og Sydkysten. Men de satte deres præg. Det der politisk røde og ellers grå præg på byen. Nu er her rødt og festligt. Men også mere letkøbt. Cafe latte og blomsterkummer overalt.

Og proletariatet består primært af verdens højest SU-betalte langtidsstuderende ungdom. De lever på et niveau der var forbeholdt grever i 1800-tallet. De synes, anyway, det er hårdt at studere 28 timer om ugen, og herunder flere steder kun modtage  8 timers undervisning om ugen. Men ok, der er mange krav til dem og måske især imellem dem.

Blot en ungdomsdille

Bekymret er jeg nu ikke. Når det røde bliver til cafe-æstetik med Che-plakater ved jeg, at det er en ungdomsdille. Det vil ændre sig, når stat og forældre ikke er donorer. Når man får ansvar i stedet for oprør.

Sjovt nok er det modsat med den anden gruppe, der ikke var mange af i 70’erne, nemlig de tyrkiske, pakistanske, somaliske, osv., indvandrere. De søger tryghed, og er værdimæssigt konservative.

Men de unge er røde. Hvilket nu i dagens politiske paroler ikke er samme slags rød som vores 68-oprørs-rød. Mere som at vi skal bevare al overførsel og al statsstyring.

Så måske er Røde Nørrebro i virkeligheden de mest konservativt bevarende, mens midten har travlt med at reformere Danmark, så vi kan klare os i globaliseringen?

Udgivet iKommunikation, Twitter-relateret | 36Kommentarer

Alle veje og tog bygges ud til provinsen. De skriger på dem. Men vi bruger dem til at flygte mod storbyen.

A TRIP DOWN MEMORY LANE

Jeg var 18 år og kørte straks efter studentereksamen  i ’73 i min 2CV (min mor havde givet mig den for at slå op med min kæreste, hvilket jeg selvsagt ikke gjorde alligevel) fra Ålborg mod Kbh. En mørk og stormfuld nat med mange lys og biler mistede jeg orienteringen. Skulle bo i Kartoffelrækkerne – ude hvor  Helle T. nu bor. Kunne ikke orientere mig, og blev stoppet af politiet i Stockholmgade. Havde kørt 800 m mod ensretningen! Betjentene var flinke, og jeg forsøgte mod sædvane at tale nordjysk.

Orienteringsbesværet for en tilflytter er stort. Aftenen skulle værthusene (der var ingen caféer dengang) prøves. Jeg tog intetanende Kystbanen hjem mod Svanemøllen, og måtte vende en tur op mod Rungsteds Lyksaligheder!

10.000 nye københavnere hvert år

København tiltrækker hvert år 10.000  tilflyttere. Den er en magnet med sin rigdom og sine muligheder. Men også fordi man her er anonym. I min del af Ålborg vidste mine forældre alt hvad jeg lavede. Nu var jeg fri… Men også skæv, ikke indfødt. Og det giver som hos dagens indvandrere en stor usamtidighed.

Fint beskrevet af Hassan Preisler i ”Den brune mands byrde”. Man er hjemme, men alligevel ikke hjemme. Glad metropolborger og ditto usikker. I et evigt identitetsarbejde. Men primært glad, fordi det også er så afvekslende, mulighedsfyldt.

Det er det, jeg kan lide ved at leve I København, overfladiskheden og fremmedheden til trods.

Den er altid åben for nye vinkler, nye møder, alt det uforudsete man sjældent oplever i Pærekøbing.

Udgivet iKommunikation, Twitter-relateret | 56Kommentarer
  • Når forretningen kommunikerer