Helle Thorning-Schmidt har været til et (resultatløst) atomtopmøde i Seoul og var samtidig på det klassiske kig ind i over den demilitariserede zone mod Nord. ”Her blev Helle Thorning-Schmidt filmet af høje nordkoreanske soldater med telelinser”, hed det fx i JP’s dækning. Det er nu bare almindelig sædvane, som fremgår af foto her fra februar, hvor jeg var med en delegation af DI-erhvervsledere og universitetsrektorer samme steds. Og Nordkorea’s (grænse)adfærd er en særegen koldkrigsoplevelse, en egentlig anakronisme.
Korea-kig fra vagterne i syd op mod nord
Men nok så fantastisk er det nu at opleve Sydkorea, der er ved at overhale Danmark i BNP. De danske rektorer mente ikke helt deres universiteter var på vores forskningsniveau, for vi opnår langt flere citationer. Ja, men koreanerne er langt bedre til at omsætte deres viden til innovation. Måske er det også derfor den danske produktivitet ikke rykker sig en meter, trods det at vi også investerer voldsomt i forskning og højere uddannelse. Tag fx Samsung som vi besøgte. De var for 30 år siden en lille tekstilindustri i et ludfattigt land. Nu har de overhalet Sony på forbrugerelektronik. Men hvad vi ikke vidste, deres bygningsdivision har bygget verdens tre højeste bygninger – alle på ét år. I Danmark kan vi vel bygge en Metro nede ved jorden på under ti år. -Vi bygger bare parallelt i stedet for sekventielt og vi tør tage risiko, svarede direktøren på vores mange spørgsmål. Sydkoreanerne er praktisk innovative – og uhyggelig flittige. Danskere kan også være begge dele – bare for sjældent. Og 12 minutter mere om dagen forslår ikke meget ift et folkefærd, der kun søndag kommer under 12 timer. Så besøg endelig Nordkorea, men se grundigt på Syd, hvor viden og industri forenes forbilledligt. Dér er der meget mere at lære for Helle og os andre.
En kostelig affære – fin historisering af politisk rådgivning
Det jeg – fra min praksis – godt kan lide filmen for, er at den kører Arcels ”Kongekabale” næsten 250 år bagud i tid og dermed punkterer alle de tåbelige historier om moderne spin, som underminerende sund, gammeldags, dansk politik. Myten om at politisk rådgivning er startet med Pittelkow og Qvortrup, og siden har ødelagt dansk politik, kolporteres fra formiddagspresse til Flemming Jensen satirer.
”En Kongelig Affære” er i den grad også en historie om magtkampe omkring det magttomrum, en sindssyg konge efterlader sig. Om hvordan kongens rådgiver Struensee ser mulighed for at etablere sig som gehejmekabinetsminister, indtil han p.g.a. eget ’oplyste’ snæversyn og manglende alliancer stødes fra magten igen. Den autodidakte rådgiver bliver pludselig enehersker, og det evner han i Mads Mikkelsens ensomme skikkelse ikke, men han når at mærke magtens dilemmaer, især da han må genindføre censuren.
Det fine ved filmen er, at både dem, fiktionen må fremstille som de lyse og moderne, og dem, fiktionen må fremstille som det mørke og bagstræberiske, langt hen er lige gode om såvel at bekæmpe hinanden, som at gøre det med de magtteknikker, der nu er tidens blanding af initiativer og ord, penge og pression.
Nutidens modekritik af presserådgivere (for det er dem, der er langt flest af), som langt overvejende bare skriver politikernes ord ned og formidler deres presseoptræden, er ude af proportioner. Nutidens forargelse over at også moderne politik er strategisk reflekteret og udført i et samspil mellem meget færre (rådgivere og gehejmekabinetsministre), er naiv. Og den undermineres herligt for enhver dansker, der ser filmen, og skjult eller åbent beundrer Mads Mikkelsen.